KV’25: Klubtilbud til børn og unge skal prioriteres

DEBAT: Alle ved, hvor meget gode klubtilbud betyder for vores børn og unge – og alle ved også, hvad det koster.
Men skal vi virkelig blive ved med at sige, at det har vi ikke råd til, spørger Torben Kofod Ager, Det Konservative Folkeparti:

Torben Ager, medl, af kommunalbestyrelsen (C)

Af Torben Kofod Ager

Jeg – og Det Konservative Folkeparti – har ikke opgivet kampen for de vigtige klubtilbud. Det er en kamp, som Iben Buch startede ved sidste kommunalvalg, og som hun siden har kæmpet indædt for. Vi har flere gange afsat midler til klubtilbud i vores budgetforslag, men desværre ikke fundet flertal.

I år havde vi igen sat penge af – men endnu engang blev det ikke prioriteret.

Nu, i valgkampen, hører vi pludselig flere partier tale varmt for sagen. Det glæder os, men vi kommer til at holde alle fast på deres ord. Det her er for vigtigt til at ende som tomme valgløfter.

Vi ønsker ikke blot at tale om behovet – vi kommer med konkrete løsninger, som vi vil spille ind i de politiske drøftelser. Men vi må også turde være realistiske: vi kan ikke tilbyde klubtilbud på alle skoler fra dag ét. Det må dog ikke afholde os fra at finde løsninger.

Jeg insisterer på, at vi stopper med at tale om, hvad vi ikke har råd til, og i stedet fokuserer på, hvordan vi kan komme i gang. Set i lyset af børn og unges trivsel – og familiernes behov for trygge og aktive eftermiddage – har vi ganske enkelt ikke råd til at lade være.

Her er nogle konkrete forslag – både vores egne og idéer, vi har hørt fra borgere i de mange debatter:
• Opret klubtilbud på én eller to skoler som et pilotprojekt, der kan udvides, når det viser sig bæredygtigt.
• Undersøg muligheden for at forlænge SFO-ordningen, så den gælder 4. og 5. klasse.
• Tilbyd deltids-SFO for 4. klasserne, f.eks. mandag, onsdag og fredag.
• Indgå samarbejder med idrætsklubber og andre fritidstilbud, så børn kan være aktive i haller og på baner.
• Støt op om lokale, private initiativer – men uden at overlade ansvaret alene til private. Klubtilbud handler om fællesskab, og det skal løftes i fællesskab.

Derudover ser vi det som en skal-opgave at finde en løsning, så alle børn kan være med – også dem fra familier, der ikke har økonomisk frirum. Vi bør undersøge, hvordan Bornholms Regionskommune kan yde tilskud direkte til den enkelte familie, så ingen børn udelukkes af økonomiske årsager.

Vi må sammen finde kreative og realistiske løsninger, som vi politisk kan stå inde for. Det kan være tilbud på blot to timer om dagen – eller tre eftermiddage om ugen – men det gør en forskel. For alternativet er langt dyrere: at vi senere skal samle børnene op, når mistrivslen har bidt sig fast.

For mig og Det Konservative Folkeparti handler det om at tage ansvar, prioritere børn og unge, styrke familiernes tryghed og tænke langsigtet – men altid med sund fornuft og økonomisk realisme.

Lad os droppe tanken om, at hvis vi ikke kan gøre alt på én gang, skal vi slet ikke gøre noget.
Lad os komme i gang. Hvem er med?

Seneste artikler

Fik du læst?