23-årige Katrine vil ikke rejse over for at skabe karriere og liv udenfor øen. Hun er født her – og vil blive her og passe sin uddannelse til revisor hos Rønne Revision.
Naturligvis er der mange unge, der rejser over for at få uddannelse og job på Sjælland eller andre steder i Danmark.
Alene med henblik på at få en uddannelse må mange unge bornholmere forlade deres hjem og rejse væk for at gå på skole eller universitet, forretning eller andet for at blive udlært.
Mange vælger at blive ovre, men det vil aldrig ske for 23-årige Katrine Brandt Nielsen, der dels er født og opvokset på Bornholm, dels aldrig har tænkt sig at forlade øen, som hun holder meget af.
”Jeg kan lide naturen, jeg kan lide roen, jeg kan lide trygheden – og så er min familien jo ogå her”, siger den nybagte HD’er, der til daglig arbejder hos Rønne Revision. Og her har kollega Ingrid Sonne indstillet Katrine som ”Månedens Bornholmer” med disse ord:
”Efter gymnasiet fik Katrine elevplads på Rønne Revision – snart fire år siden – hvor hun fortsat er ansat. Katrine har netop afsluttet anden del af HD studiet i regnskab og økonomistyring med et flot 12-tal. Katrine har brugt næsten fire år på hele HD-studiet sideløbende med, at hun har arbejdet på Rønne Revision.
Katrine har gået mod strømmen af unge mennesker som alle skal flytte fra øen, hvilket giver udfordring for at rekruttere unge mennesker til vores mange virksomheder.
Katrine er et bevis på, at selvom man forbliver på øen, så byder vi på gode uddannelser, som kan bruges på øen, men også er en god bagage, som kan medbringes andre steder.
De unge, der forbliver på øen efter skolen, fortjener at blive set og hørt. Jeg synes Katrine fortjener en kæmpe hyldest for at gå mod strømmen af unge mennesker og være en super sej pige…”
Skrev altså kollega Ingrid Sonne, og de ord kan Bornholmnyt.dk fuldt ud tilslutte sig efter at have været på visit med blomster og vin hjemme hos Katrine og hendes kæreste Max, der bor i et hyggeligt hus i landlige omgivelser i Egeby.
Max har travlt: Han er ved at opføre en dobbelt carport og et værksted, hvor han kan passe sin forretning Max VVS, som han driver med sin far.
Skønne omgivelser – og det er omgivelser som disse, som Katrine ikke vil forlade, når hun er færdiguddannet som revisor og også vil have sin egen familie omkring sig med børn og det hele.
Helt undgå at rejse over kan Katrine dog ikke: Hun skal læse videre på CBS i København og må indstille sig i nogen tid at være ovre to-tre dage om ugen. De andre af ugens dage vil hun fortsat være at finde på revisionskontoret i Rønne.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Katrine har en tvillingesøster og sender os et stort smil. ”Ja, så heldig er jeg”, siger hun.
Tvillingesøster hedder Maria, og hun læser jura i Aalborg. Katrine håber dog, at hun vender hjem til øen efter hun har afsluttet sit studium. Og så har hun en bror, Morten, der arbejder som forsikringsmægler og bor med sin kæreste i Odense. Her er hun knap så sikker på, om han vender hjem til Bornholm, men der er ingen tvivl om, at hun ville være glad, hvis han gjorde det.
For Katrine er familiemenneske med stort F. Vokset op på en gård i Østermarie – og stadig lige glad for at bo på Bornholm.
Og det var en af grundene til, at hun i sin tid søgte ind som revisor-trainee: Så kunne hun få en god uddannelse her på øen – bortset altså lige fra den del af uddannelsen, der skal foregå nogle dage om ugen på CBS.
Katrine er et hygge- og hjemmemenneske, men hun følger dog med kæresten Max, når han vil til træning i fitnescentret i Nexø. Så træner hun med.
Hun er også glad for at lave mad hjemme i huset, og vi skulle lige hilse og sige, at det ikke bare er frikadeller med kartoffelsalat, hun stiller på bordet. Hun fremtryller franske retter som rejebisque eller oksemørbrad med rødvinsglace.
Og skal hun rigtigt forkæle sig selv og Max, så står menuen på den bornholmske udgave af plankebøf, som hun udnævner til at være sin livret.
Og så kan det unge par lide at forkæle sig selv nogle gange, og så kan de godt finde på at besøge gode restauranter som Molen i Nexø , Det Røde Pakhus i Rønne eller Christianshøjkroen.
Godt at vide, at der også er unge mennesker som Katrine og kæresten Max, der satser på Bornholm og vil skabe en fremtid sammen her.
Vær med til at finde ”Månedens Bornholmer”
Katrine er blevet indstillet af en kollega som ”Månedens Bornholmer”. Bornholmnyt.dk trækker lod blandt de, der indstiller Månedens Bornholmer til en god flaske vin. Denne måneds vinder blev Ingrid Sonne. Vil du være med til at finde næste ”Månedens Bornholmer så skriv dit forslag til red@bornholmnyt.dk eller direkte i Facebookgruppen Bornholmnyt.dk.