Jeg nærmer mig den 12. veganerdag…

Sundhed kommer indefra.

Gab høøjt! Som tandlægen plejer at sige, selvom man allerede har så åben mund, at det føles som om kæben har sat sig fast.

Knib sammen, er en helt anden snak. Måske har I hørt den sætning også? Hos lægen, der lige skal tjekke om det hele fungerer optimalt. Det er gerne den første gang, man stifter bekendtskab med mindre kropsligt forfald. Når man er blevet mor, og pludselig opdager at man er ved at gå fra hinanden, og ikke længere er udødelig.

Nå, men min jævnaldrende veninde og jeg, sad en aften og talte om kvindelige hormoner, som hun går meget op i. Det ene førte til det andet, og inden jeg så mig om, kom vi ind på emnet, opstramning. Og så, var der ingen vej tilbage. Hun fortalte mig, at hun stadig huskede det sidste efterfødselstjek hun var igennem, fordi det gik nogenlunde sådan her:

Lægen: Godt, så kniber du bare…….(stilhed) ….  Du skal bare knibe, alt hvad du kan!

Hende: Jamen, det gør jeg jo!

Recepten: ”Det er nok noget du skal gøre dagligt, fremover. På alle mulige tidspunkter.. I bilen, når du sidder og arbejder, når du ser film… så kniber du.”

Hendes (k)ærlige, nu eksmand, var så venlig at smide trumf på, med en bemærkning om, at sex efter fødsler, føles som at smide en kost ind i Forum…

Så jeps, bemærkede hun. ”Det var fast arbejde derfra, og nu er det 10 år siden. Og en million knibeøvelser, mindst. Men ak og ve. Hvis det så bare var det eneste man skulle stramme op på”.

Og der stemmer jeg i. For dét er det, desværre ikke. Godnat.. og sov godt. Som Tim og Gordon sagde, dengang i 90érne, da det hele automatisk sad, hvor det skulle.

Næ nu, er der så gu da brug for fagfolk, blev vi enige om. Kald kavalleriet ind! Så splitter vi os op, du tar dig af hormonsystemet, så finder jeg ud af resten. Hele kroppen hænger jo snart i laser, både udvendig og indvendig.

Derfor: Mig, ned i boghandlen. Hen, til rækken af sundhedsbøger, uden at ane, hvad jeg ledte efter. Havde tænkt mig noget a la ”Sådan snyder du tyngdeloven” eller ”Tænk dig tynd” men de var allerede væk.

Til gengæld, fandt jeg en anden titel. ”Vegansk Vægttab” af Kira Eggers. Den købte jeg.

Hvorfor? Ja, det ved jeg da virkelig ikke. Den havde jeg bestemt heller ikke selv set komme…. Men måske er det noget med go big or go home. Og eftersom jeg er her endnu, hvorfor så ik´ gå all inn, som jeg plejer. Min veninde er i hvert fald ikke skræmt. Hun er i forvejen sådan én, der serverer hirsegrød når man besøger hende, og hvor det skal være lørdag, hvis man får kanel på. For at få revet æble, skal man have fødselsdag.

Så jo, udfordringen lyder på 12 ugers plantemad og 4 gange hjemme træning ugentligt.

Der røg så lige Mortens aften, Juleaften, julefrokoster og nytåret. Forhåbentlig har Kira et bud på hvordan man klare den..?

Men jeg sagde jo all inn. Derfor er der heller ikke noget med at glemme at spise de vitaminer, som har stået alt for længe i køkkenskabet.

Som om det ikke skulle være nok, har jeg også fået foretaget et ”olietjek” af sundhedsrådgiver May Britt Skounsø, der via en blodprøve, har konkluderet at den er heeeelt gal med mit omegaindhold. Og, at jeg ovenikøbet, er vældig disponeret for knogleskørhed.

Sidst men ikke mindst, har jeg stoppet indtagelsen af brød og alkohol, hvilket ikke er helt nemt, når man bor lige overfor bagere.. Heldigvis holder den snart vinterlukket, det hjælper lidt..

I skrivende stund, nærmer tolvte ”veganerdag” sig sin afslutning, og for at være ærlig, så er jeg allerede kommet til en erkendelse, som jeg ikke havde regnet med.

Det er, at det er en lettelse. For nu skal jeg ikke have dårlig samvittighed over, at jeg ikke får spist varieret nok, af kød og fisk. Jeg havde troet det var omvendt, at det blev dyrere og mere besværligt, og at man kun kan være veganer i København, hvor udvalget af frugt og grønt er større. Det kan da godt være, at lidt variation vil være kærkommen i længden, for jeg kan godt se et bestemt mønster i det jeg har fundet mig til rette med at indtage, fra start. Men ugerne må vise, hvilke andre erkendelser jeg når frem til.

Fortsættelse følger…!

(PS. Ja, det er måske nok lidt dobbeltmoralsk, at jeg går i kaninpels, men den var jo død, da jeg købte jakken – vintage – hvilket må betyde, at det ikke er mig, der er årsag til, at efterspørgslen hos buntmageren steg. Næ, faktisk er jeg vel den, der gør dyret ære, ved at bære den, selv om en anden kvinde, har kasseret den, blot fordi, grå kanin, er totalt last season… Ik?..)

 

 

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?