Inger Støjberg kommer til Bornholm

POLITIK: Danmarksdemokraternes formand har Rønne som næstsidste by på sin Danmarksturné

Inger Støjberg

 

Mandag 25. september fra kl. 19 til 21 er der møde i Musikhuzet i Rønne, hvor alle er velkomne: Det sker som led i den Danmarksturné, som Danmarksdemokraterne og deres formand er på, hvor Rønne er næstsidste by af i alt ni byer rundt omkring i landet. Rigtig mange er allerede tilmeldt, så det tegner til at blive en god aften i selskab med bl.a. partiets formand, forhenværende minister Inger Støjberg.

I løbet af dagen har Danmarksdemokraterne tre besøg på øen, og det første er fra klokken 10 til cirka 11.30 på Krusegård, Knarregårdsvej, ved Hasle.

CO2-afgiften
Her vil Inger Støjberg sætte fokus på den CO2-afgift, som regeringen vil pålægge dansk landbrug, hvilket Danmarksdemokraterne som et af de eneste partier er stærkt imod.

En debat, der for alvor ventes at blusse op, når en nedsat ekspertgruppe med økonomiprofessor Michael Svarer i spidsen mod slutningen af året præsenterer en række modeller for, hvordan en sådan afgift kan se ud. På det seneste har især Jyllands-Posten og Berlingske kunnet beskrive, hvordan CO2-afgiften i den grad også splitter regeringspartiet Venstre.

Ejer af Krusegård er Jesper Jørgensen. Han er griseproducent og ejer både Krusegård og Brunsgård.

30.000 smågrise
På Krusegård har han 720 søer med produktion af 30.000 smågrise. Der er 16 ansatte på de to ejendomme, som desuden også tager sig af markerne. Jesper har 600 hektar med hvede, byg og raps. I 2022 blev han indstillet til Bæredygtighedsprisen af Bornholms Landbrug & Fødevarer. Begrundelsen var bl.a. følgende:

Dygtige medarbejdere
”Jesper udvikler sin virksomhed gennem dygtige medarbejdere, som har fokus på at optimere både i stald og mark – og som konstant implementerer nye teknologier og producerer for netop at kunne producere mest muligt med anvendelse af de færreste ressourcer. I 2021 gik Jesper 100 procent over til pløjefri dyrkning med det mål at spare brændstof og øge kapaciteten. Man har valgt at nedfælde alt gylle til vårsæd for at opnå en høj udnyttelse af gyllen. Derudover er man i gang med at få overdækket tre gylletanke, hvilket betyder, at 70 procent af opbevaringskapaciteten bliver overdækket. Der leveres både halm, rågylle og fiberfraktion til produktion af varme og energi. Al opvarmning af stalde sker enten ved gyllekøling eller eget halmfyr. Og endelig bliver alt gylle til vintersæd lagt ud med udlægger, hvilket sparer enormt på vejtransport. Frederik Tolstrup, formand for Bornholms Landbrug & Fødevarer, deltager også i det besøg.

Besøg på landejendom
Klokken 13 og en time frem lægger Støjberg vejen forbi Hans Jørgen Brand, der bor på Præstegårdsvejen Han har en landejendom på 11 hektar land cirka syv kilometer fra Rønne.

Dermed befinder han sig i den gruppe ejere af landejendomme på mellem to og 15 hektar, der står til at få omkategoriseret deres landejendomme til en ejerbolig, hvilket blandt andet vil føre til en stor grundskyldsstigning.

Store konsekvenser
På Bornholm omfatter det cirka 22 procent af de landejendomme, der allerede befinder sig på øen. Ejendomsvurderingerne har altså vidtrækkende konsekvenser, og derfor har Danmarksdemokraterne været med til at bremse lovprocessen. For partiet er det en prioritet, at det for Hans Jørgen Brandt og andre skal være attraktivt at bo i landdistrikterne.

Baltic Energy Island
Sidste besøg er klokken 15 og en time frem hos Baltic Energy Island, der bor på Rønne Gl. Elværk, Lille Madsegade.

Baltic Energy Island er med direktør Søren Møller Christensens ord Bornholms erhvervsfyrtårn, der har fokus på, hvordan Bornholm og Danmark kan få mest mulig værdi ud af Energiø Bornholm. Nogle af de emner, de arbejder med, og som skal drøftes, er bl.a. hvordan et landdistrikt som Bornholm kan få arbejdspladser og vækst i relation til Energiø Bornholm.

Seneste artikler

Fik du læst?