Jeg har lige haft en kæmpestor oplevelse. Vores datter og jeg så Det Kongelige Teaters inspirerende opsætning af ”Indenfor Murene”.
En jødisk families liv og holdninger bliver beskrevet med så enestående dygtige og engagerede skuespillere, så vi i den grad lever med i det liv, som netop leves bag den famiiemur, som vi alle på en vis grad selv har i hver vores familier.
Muren blev sprængt, da den jødiske families datter forelsker sig i en ung kristen, og helt går det galt, da det viser sig, at datteren har sagt ja til at blive viet i en kirke og har givet løfte om at få evt. kommende børn døbt.
Der går virkelig drama i den ellers så harmoniske familie. Spørgsmålet om, hvad der sker, når mennesker af forskellig tro mødes, og der måske opstår kultur/ religiøse og generationsforskelle for åbent tæppe, bliver behandlet i dette skuespil, som første gang blev opført i 1912.
Et sammenligneligt sammenstød mellem forskellige holdninger og tro kunne være, hvordan en familie takler, at en kvindelig muslimsk ung kvinde bliver forelsket i en kristen mand. Moderens sidste replik siger det så klokkeklart: ”Herre, lad mit barn blive lykkelig”
Jeg forstår dog så godt, hvor svært det kan være for et forældrepar, at en muslimsk datter forelsker sig i en kristen ung mand, og hvor vigtigt det er at fokusere på, at vi er mennesker, hvor kærligheden nu og da overskrider de grænser, som der trods alt er mellem mennesker via religion og kultur.
For mig betyder troen på Jesus utrolig meget. Familiemæssigt at være forenet i en fælles tro er noget stærkt og stort i mine øjne. Det ville jeg ønske, alle kunne opleve. Men kærligheden til børn og nære familiemedlemmer holder ikke op og betyder alt, og den kærlighed vil også kunne fortsætte på trods af forskelligt syn på mangt og meget.
Gud kender menneskers hjerter, og det passer, hvad der står i salme nr. 36 i salmebogen:
”Vej har du alle steder,
Dig midler fattes ej.
Kun nåde du udspreder,
Kun lys er al din vej:
Din gerning kan ej hvile
Ej standses kan dit fjed,
Når du til os vil ile
Med hjælp og bistand ned. ”
Kan hænde, vi oplever, at familiemedlemmer går hver sin vej med hensyn til tro og andre holdninger til livet. Det kan ske, vi havner i et drama som familien Levin. Vi kan hurtigt blive uenige om mangt og meget, og fordi vi elsker hinanden, skal vi partout vinde hinanden tilbage med mange ord og hårde argumenter.
Risikoen i en familie er altid, at vi kan blive så uenige, at der bliver et brud, og de enkelte familiemedlemmer skilles i vrede og bitterhed.
Vi skal kunne tåle, at vi går hver sin vej – uden at kærligheden imellem os mindskes eller forsvinder totalt. Uden at fællesskabet og nærheden ryger sig en tur.
Gud har sin vej og sin måde at nå os mennesker på. Han lærer mig gennem forskelligheden i synspunkter, at kærligheden er størst, og intet kan skille mig fra Guds kærlighed. Den kærlighed vil Gud også vi skal vise hinanden midt i diverse uenigheder.
Sker der brud i en familie pga. forskellige valg af tro, så må vi hver især omvende os. Kærligheden mellem os skal ikke ødelægges, og Guds største bud er, at vi skal elske ham og elske hinanden betingelsesløst.
Forskellighederne kan vi lægge i Guds gode hænder. Hans visdom er større end vores tanker og længsler. Han kan nå enhver af os på sin måde og i sin time.
Familie betyder uendelig meget. Vi finder den i vores biologiske ophav – forældre, søskende, onkler og tanter, niecer og nevøer. Nå ja – også bedsteforældre, som jeg i grunden aldrig har oplevet, da de var døde, før jeg blev født.
Familie finder vi også i vores kirker og i det fællesskab, vi har der. Også nære venner betragter jeg som min familie. Dem kan jeg også være så tæt på, at jeg næsten glemmer, at vi ikke er biologisk forbundne.
Blodets bånd betyder dog utrolig meget. Vi ser med stor glæde og med tårer i øjnene
Tv-programmet ”Sporløs”. Mennesker, som blev adopteret, eller som af en eller anden grund mistede forbindelsen til deres naturlige forældre, bliver først hele mennesker, siger de, i det øjeblik de favnes af deres biologiske mor, far eller søskende.
Børn, der er adopteret, kan dog have lige så tæt kontakt til adoptivforældre, som var de rigtig i familie med hinanden.
Et barn, som man ikke har født, kan være elsket lige så højt, som enhver anden forælder ville gøre.
Det er en rigdom i sig selv at få et barn, man ikke selv har født. Jeg taler af erfaring. Et adopteret barn er virkelig et ønskebarn. Et valgt barn, og et barn, som er en ekstra gave fra den Gud, som under os alt godt.
Det fylder mig med glæde at være en mor, som ikke selv har født. Jeg tænker med taknemlighed på den mor, som betroede mig sit barn. Det er en lykke at tænke derpå.
På en måde er vi også Guds adopterede børn. Han tog i sin tid imod mig som sit elskede barn, da jeg blev døbt. Jeg kan gøre oprør imod ham, være ulydig mod ham, leve skændigt imod hele hans væsen, men jeg har et hjem hos Gud, som jeg altid kan vende tilbage til. Jeg bliver ikke sendt væk fra mit hjem hos Gud.
Faderen i lignelsen om Den Fortabte Søn stod og spejdede hele tiden efter den søn, som i trods havde vendt sin far og sit hjem ryggen. Gud spejder efter dig og mig, når vi har vendt os bort fra ham, som er kærlighed.
Er vi gået hjemmefra, som den yngste søn gjorde, eller har vi været selvretfærdige som den ældste søn, som mente, han var så rigtig i alt, hvad han gjorde, så er der for os en vej hjem. Gud leder efter os. Vi er elsket trods alt.
Glædelig søndag og kærlig hilsen fra
Agnethe
