Hyldest til en sand gastronom…

Forleden traf jeg en mand, der vidste mere om gastronomen og skuespilleren Mogens Brandt (1909-1970) end jeg selv. Det er jeg, sagt i al beskedenhed, ikke vant til, for Brandt er et af mine helt store idoler i denne verden.

Den engelske forfatter Edgar Wallace, mesterkokken Escoffier, skuespilleren Walther Matthau og politiken Jens Otto Krag, nogle af de andre, hvis jeg nu partout skal nævne andre idoler af samme køn som jeg selv. Der er også  en lang række idoler af modsat køn, men en opremsning af disse tillader pladsen ikke.

Så ved De det.

Men tilbage til Brandt: Pudsigt nok fandt mødet med min nye ven og ligeledes Brandt-beundrer sted forleden dag – i Skagen.

Pudsigt, fordi Brandt her tilbragte nogle herlige stunder i fornemt gastronomisk og ønologisk selskab med den gode ven, “den gamle apoteker fra Hobro” samt dennes kone og familie i Skagen. Møderne fandt sted i “Villa Campari”, som stadig eksisterer.

Man kan læse meget mere om den gamle apoteker og hans familie i en af Brandts formidable, causerende kogebøger, trilogien “Det gode bord”, “Køkkenglæder” eller “Man tager et sølvfad”.

Brandt skrev tillige et lille hæfte efter et af sine besøg i Skagen, “Skagen og fisk”, udgivet i 1968 af Skagen Turistforening – et lille 12 siders hæfte med morsomme iagttagelser fra Skagen samt opskrifter på herlige fiskeretter. Et hæfte, der er en nødvendig del af den Brandt-samling, som enhver gastronom bør have i sit hjem for at leve op til tituleringen – omend jeg erkender, at det ikke står på forreste række hos Bog & Idé, skammeligt nok.

Brandt fortæller i hæftet festligt om morgenbesøg på fiskeauktionen og om efterfølgende tilberedning af eventyrlige fiskeretter. Han fremhævede hertil godt, friskbagt brød samt smør fra et lokalt mejeri. Begge dele fås endnu, der er flere bagerier i Skagen, der bager skønt brød – og to nordjyske mejerier i hhv. Ingstrup og Åbybro fremstiller smør i særklasse.

Min nye ven og jeg fejrede over en stille skål Mogens Brandts fødselsdag den 1. marts. Havde han levet i dag, var han forleden fyldt 114 år. Så langt nåede han ikke at leve, på denne jord i alt fald. Brandt var kun 60 år, da han forlod os i 1970  – muligvis ikke mæt af dage, men givetvis mæt af al den gode mad han nåede at spise forinden, meget ofte i selskab med vennen, skuespilleren Oluf Ussing, på et af deres mange besøg i favoritbyen, Paris.

I en solbeskinnet time i Gl. Skagen mindedes vi Mogens Brandt og hans hustru, den dygtige kok, Irma Brandt. Vi burde have drukket et glas Beaujolais, Brandts foretrukne dagligvin og en bid af hans yndlingsost, Comté…

Men det blev blot til en kold øl, som Brandt dog også foretrak til mere simple retter.

Tillykke med de 114 år, Mogens…

 

 

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?

Elverskud i Aakirkeby

MUSIK: NylarsKoret opfører mandag 22. april Niels W. Gades værk Elverskud med tre professionelle sangere i Aa Kirke    Af Lene Dam Jørgensen Mandag 22. april kl.

Læs mere »