.jpg)
Jeg havde lige fået stillet tallerkenen ind på spisebordet, hakkebøffen lå i godt selskab med løg, sauce og kartofler, computermagasinet slået op på en anmeldelse af en ny Macbook – og så ringede telefonen.
Der vil jeg gerne være så ærlig at sige, at der skal rigtig meget til at jeg besvarer opkaldet, når hakkebøffen først er stillet på bordet.
Jeg er fuldstændig ligeglad om det er Ordenskapitlet eller Danske Spil, der ringer: For lige så meget, som jeg elsker en nystegt hakkebøf – altid med en flaske Worchestersauce indenfor rækkevidde, lige så meget afskyr jeg den når den er kold og i selskab med koldt tilbehør. Kold sauce, det er der lige så mange, der spiser, som folk, der medbringer birkes på udenlandsrejsen.
Som danske fodboldfans af Udenrigsministeriet netop er skarpt advaret mod at medbringe til fodbold-VM i Qatar. Advarslen bekræfter den mistanke, jeg længe har haft om, at en stor del af vort diplomatiske korps og medarbejdere i Udenrigsministeriet lever i en helt anden verden end os andre.
Birkes på rejsen, det har vi allesammen…
Tilbage til uønskede telefonopkald: Det er min erfaring, at hvis et telefonopkald er vigtigt, så vil det hurtigt blive gentaget – og især, hvis det følges op med en SMS: “Ring til mig, vigtigt!”
Det er muligt, det er vigtigt, men sædvanligvis aldrig for mig, og så går det nok at vente med at ringe tilbage i det kvarter, det tager at indtage en hakkebøf. (Nej, jeg læser ikke ved bordet, når jeg har selskab af andre, kun når måltidet indtages i ensom Majestæt…)
Og forleden ringede telefonen altså, da maden akkurat var kommet på bordet.
Præcis dér ventede jeg faktisk en vigtig opringning, så jeg besvarede rask opkaldet.
“Det er Finn…?”
“Ja godaften Finn,” lød en kammeratlig stemme, ” jeg ringer fra Morgenavisen Jyllands-Po…)
Lige præcis dér brød jeg ind i talestrømmen og sagde så høfligt, jeg kunne: “Stop, stands! Ikke for at være uhøflig, men jeg er IKKE interesseret. Men held og lykke med dit arbejde…”
Jeg kunne høre, at dette ikke ville afvise den pågældende og lagde derfor røret på uden at vente på mere, mens hakkebøffen kun havde reduceret temperaturen med nogle få grader.
Og jeg kom til at tænke på, at det er hamrende irriterende at blive ringet op af telefonsælgere, der ringer omkring spisetid. De ved, at familien Danmark samles omkring middagsbordet ved 18-19 tiden, og er derfor på tasterne på det tidspunkt.
Og uvist af hvilken grund er det tilladt for sælgere af avisabonnementer, bøger, forsikringer samt abonnementer på sygetransporter at forstyrre sagesløse medborgere, lige når de skal til at spise en gang boller i karry eller en portion risengrød.
Især er det farlige at forstyrre, når sidstnævnte måltid står på bordet: Spørg bare den tv-journalist, der engang hev daværende kirkeminister Bertel Haarder ud fra Folketingets spisesal, for at spørge om et eller andet vedrørende højmessen, da denne var ifærd med at spise sin livret, risengrød. Bertel gik helt amok, (Jeg er ved at spise min risengrød, for fanden…!)
Jeg er nødt til at bede Dem se episoden på YouTube for at forstå alvoren i at forstyrre en mand, der spiser sin risengrød.
Bertels reaktion, et sandt raseri, var sjovere end Anders And, Gøg og Gokke, Dirch Passer og Anders Matthesen – tilsammen.
SÅ: Det er brandirriterende at blive forstyrret af telefonssælgere midt i risengrøden eller hakkebøffen, og det har altid undret mig, at visse brancher må ringe op til private – og andre ikke må. Hvorfor ikke bilforhandleren? Eller måske bedemanden?
“Ja godaften, det er bedemanden fra “Et sidste farvel”. Hvordan har De det her til aften…?”
God weekend…
.gif)
