LINDBLOMS MAGASIN: Arrogante arbejdsgivere gider ikke svare ansøgere til stillinger på Bornholm, mens arbejdsgiverne klager over for mange ansøgere, der er “på gennemrejse”…
-Giver det mening?
Nej… Egentlig ikke.
Udover at sætningen ”giver det mening” er en meget brugt og efterhånden uundgåelig talemåde, så giver den faktisk mening at bruge netop i denne sammenhæng.
For et af ugens emner har været mangel på arbejdskraft i store dele af landet, blandt andet i servicebranchen.
Med genåbning af spisesteder og en forestående turistsæson er især Bornholm presset. Her mangler både faglærte og ufaglærte hænder for at kunne imødekomme invasionen af feriegæster, der gerne vil ud at spise, bo på rengjorte hoteller og opnå betjening i øens ishuse.
Jeg så et debatprogram om emnet på Tv2 Bornholm. Her diskuterede man behovet for arbejdskraft i forskellige brancher – kontra den relativt store ledige arbejdsstyrke. Af programmet fremgik det, at man i 2030 forventede otte procent færre hænder på arbejdsmarkedet, hvis den demografiske udvikling fortsætter som nu.
Det gjorde mig nysgerrig, så jeg spurgte en håndfuld ledige i forskellige aldre her på Bornholm, hvorfor de ikke søgte nogle af de ledige stillinger.
Svarerne overraskede mig. For de stemmer ikke overens med billedet af et attraktivt og nærende øsamfund, der gerne vil tiltrække og fastholde resourcestærk arbejdskraft, udover dygtige iværksættere og kunsthåndværkere.
En ung kvinde fortalte mig, at hun siden sidste sommer havde søgt 20 opslåede stillinger, i vidt forskellige brancher, med håb om at få et job. Hun søgte bredt, indenfor børnepasning, rengøring, og i dagligvarebutikker, men fik aldrig så meget som et autosvar retur på sin henvendelse.
En anden fortalte mig, at han blev kaldt til samtale til et serveringsjob, og efter at være mødt op til tiden, havde han fået lov at stå og vente en halv time på at bestyreren havde tid til at overholde sin aftale. Heller ikke han fik i øvrigt nogensinde svar.
En udtalelse, jeg også bed mærke i, var en ansøgers fortælling om at have fået lovning på en uddannelse i en butik, hvor indehaveren af etablissementet, på forhånd nævnte, at hun ikke ville give eleven de opnåede eksamensbeviser, fordi hun ikke var interesseret i at give sig selv konkurrenter i branchen.
Og nu kommer så spørgsmålet: Giver det mening? Nej. Det gør det sgu’ ikke.
Jeg spurgte et par arbejdsgivere i hotel -og restaurationsbranchen, hvordan de oplever den manglende arbejdskraft. De fortalte, at det klart er ”medarbejders marked” og at de få ansøgere, der henvender sig, ofte er uden erfaring. Alligevel, forlanger de høj løn. Derfor ser nogle arbejdsgivere sig nødsaget til at alliere sig med sjællandske rekrutteringsbureauer eller hente udenlandsk arbejdskraft.
En restauratør forklarede mig, hvordan han ønsker at formidle gode oplevelser og kompetent vejledning til sine kunder og gæster sammen med sin stab. Faktisk tilbyder han gerne helårsstillinger i håb om at fastholde godt personale. For som han siger:”De faste faglærte medarbejdere bliver frustrerede over at skulle oplære nye kollegaer og trække læsset for ufaglærte, og andre der bare er på ”gennemrejse. Det er hårdt at lægge kræfter i folk, når man ved, de bare er hurtigt videre.”
Han tilføjede: ”Gæsterne er desværre ikke altid tilfredse med at blive betjent af udenlandsk personale. De forventer at blive mødt af danskere på Bornholm og ikke alle, hverken gæster eller udenlandsk personale, er lige gode til at gøre sig forståelige. Min mor gider ikke engang komme mere.”
Jeg har selv været arbejdsgiver i 10 år, og det er bestemt ikke altid let. Det er noget, man skal lære – og ikke udelukkende færdigheder, man kan læse sig til. Men nogle af ovenstående eksempler på virksomheders håndtering af ansøgere kan godt gøres bedre – uden dyre kurser – og travlhed til trods.
Det kræver bare, at man stiller sig selv spørgsmålet: Hvilken kultur ønsker du, at dine egne børn skal møde, når de tillidsfulde træder ind på arbejdsmarkedet?
