Frederikke og Hajar gør øen ære

OMSORG: Endnu en gang præsterer bornholmsk omsorgspersonale over evne. Hajair og Frederikke fra Plejecenter Åbo og Plejecenter Lunden har gjort øen ære ved at modtage prisen som Velfærdstalenter
Hajar og Frederikke

Prisen som Velfærdstalent uddeles for sjette. år i et samarbejde mellem FOA og Pensam til 100 unge i Danmark. Med “Velfærdens Talent 100” hyldes og sættes fokus på de mange unge talenter, der arbejder inden for velfærdssektoren, og som hver dag gør en stor forskel for andre – både menneskeligt og fagligt.

Alle under 36 år ansat inden for FOA’s faggrupper har haft mulighed for at blive nomineret til prisen af sine kolleger, arbejdsgiver, borgere mv.

Selve fejringen foregik på Christiansborg. Men på Bornholm har man de sidste tre år fejret kåringen lokalt også.

Tager en ekstra tørn
Siden prisens start har Bornholm fået udpeget 13 ekstraordinært gode medarbejdere, hvilket er mere end dobbelt så mange, som øens størrelse berettiger til. Og det bør alt andet lige anerkendes. Hajair og Frederikke går den ekstra mil, tager den ekstra tørn og bringer kun positiv stemning overalt på deres vej.

Velfærd er holdindsats
“Som udvalgsformand for det resortudvalg, som de to gæve kvinder arbejder under, så ved jeg at det til tider kan være svært at opretholde motivationen altid. Jeg ved at rammerne og rammevilkårene kan gøre det svært at levere det man gerne vil, men ikke desto mindre gør de det – og mere til. Velfærd er en holdindsats, hvilket de to ydmyge kvinder har understreget tydeligt, men det ændrer ikke på det flotte ved deres egne præstationer,” siger René Danielsson, der er formand for social- og sundhedsudvalget på Bornholm og fortsætter:

“Jeg ved at hele udvalget er pavestolte af jer, og sender jer de største lykønskninger. I er gode rollemodeller for alle der arbejder med mennesker. Vi skal blive bedre til at anerkende dem, som gør det ekstra under svære vilkår, og derfor synes jeg, at alle bør ønske de to et stort tillykke, hvis man møder dem på gaden den kommende tid. For uden folk som dem, så er der ikke meget velfærdssamfund tilbage,” slutter Rene Danielsson.

Seneste artikler

Fik du læst?