LINDBLOMS MAGASIN: I denne uge om Folkemødet – og forfatteren Leonora Christina Skov…
Folkemødet kommer! Hele Allinge er på den anden ende og store hvide telte skyder op overalt..
Og apropos telt, så skal pressen ”akkrediteres”, som det så fint hedder, fordi et pressekort ikke længere er adgang nok til at komme på arbejde, forklarede redaktøren af nærværende, mig tålmodigt.
Derfor klikkede jeg mig ind på Folkemødets hjemmeside og trykkede selvbetjening, som alle de andre mediefolk før mig. Inden længe måtte jeg dog kontakte selvsamme redaktør igen, for at få udleveret cvr-nummer og faktureringsoplysninger, hvilket han dog ikke mente var nødvendig info at udbede sig i forhold til erhvervelse af presseakkreditering.
Blond som jeg er, argumenterede jeg vedholdende for min sag, hvorefter det lykkedes mig at fravriste ham cvr-nummeret mod lovning på at kontakte Folkemødets kommunikationschef, for lige at tjekke op på, om det nu også kunne have sin rigtighed. Det kunne det imidlertid ikke, viste det sig… Jeg havde været ved at købe stadeplads i et af de store telte..
For dem, der ikke har mulighed for at deltage i Folkemødet, eller hellere vil følge med hjemmefra, kan jeg anbefale en bog skrevet af en dame, der tidligere har været kendt for sine indspark i diverse samfundsdebatter.
Ovenpå succesen med sin første erindringsroman i 2018, har Leonora Christina Skov for nyligt udgivet opfølgeren til “Den der lever stille”.
Bogen, der i 2019 sikrede forfatteren boghandlernes pris “De Gyldne Laurbær”, er en selvbiografisk roman om Leonoras egen barndom og opvækst i Helsinge, og en ulige kamp for at leve op til sine forældres forventninger.
Bogens succes kom fuldstændig bag på Leonora, der i mange år forinden havde udgivet romaner af forskellig karakter, alle med elementer af hendes egen personlighed inddraget, men godt camoufleret for egen – og omverdenens – skyld.
Efter sin mors død skrev hun endelig den historie, der trængte sig på indeni. Med flere hundrede tusind solgte eksemplarer, skulle bogen vise sig at blive hendes store gennembrud i den litterære verden, såvel som på film, hvor den produceres af Regner Grasten.
I romanen “Hvis vi ikke taler om det” fortsætter fortællingen om Leonoras kamp for at finde sin egen identitet og stå ved den. Trods hårde odds på hjemmefronten er hun sprunget ud som sig selv i København for at realisere sin forfatterdrøm. Men vejen til udgivelse af hendes tekster er ikke uden bump og dybe huller. Faktisk er man som læser flere gange imponeret over, hvordan hun overhovedet har formået at kravle op, støve sig af og fortsætte mod sit mål: At leve som forfatter.
Med imponerende sprogligt talent beretter Leonora om den verden, hun blev mødt af undervejs mod drømmen. Råt for usødet introduceres vi for de mennesker, der har støttet hende, men også dem, hun har stødt sig på.
Bogen fik mig både til at grine og græde. Leonoras indre dialoger, de evigt selvransagende tanker, modet og sårbarheden krøb ind under huden på mig. Efter sidste side skrev jeg en hilsen til hende på mail, som tak for et indblik i den fortælling, der var så vigtig at få ud, ikke kun for hende. Samtidig roste jeg bogens marmorerede omslag med det fine guldfarvede læsebånd, samt den notesbog, hun har designet i samme stil til læserens egne ord.
Hun svarede straks mange tak med et rødt hjerte, og beklagede, at hun desværre ligger syg med corona og derfor ikke kunne give mig et interview lige nu, hvor hun derfor opså har set sig nødsaget til at skubbe sin boglancering i 14 dage. Hun håbede i stedet at se mig til et af de mange soloforedrag med spørgetid, der er planlagt fra august til oktober over hele landet.
Som noget nyt kan Leonora også opleves på scenen ved en række romankoncerter, skabt i samspil med komponisten Kristina Holgersen. Det musiske samarbejde er resulteret i albummet “Kapow Goodbye” som er klippede tekster og stemninger fra de to erindringsbøger.
Begge bøger er indlæst som lydbøger af Leonora selv. Yderligere info og foredragsliste, kan findes på Leonora Christina Skovs Facebook side.
