MUSIK: Hele Musikhuzet svingede med, da “Hit med 80’erne” satte strøm til de gamle, men aldrig glemte hits…

Af Torben Severinsen
Der er noget særligt ved “Hit med 80’erne” i Musikhuzet. Det er ikke bare endnu en koncert – det er et årligt gensyn med en gammel ven. Et sikkert forårstegn.
Fredag aften var det for 15. eller 16. gang (vi har for længst tabt tællingen), at Danmarks mest festlige tidsmaskine landede i Huzets sal og forvandlede den til en boblende, neonfarvet tidslomme fyldt med minder, melodier – og masser af dans.
Store frisurer og netstrømper
Allerede i døren blev det tydeligt, at det her ikke var en hvilken som helst aften. Overalt mødte man pastelfarver, store frisurer, netstrømper og oversize jakkesæt. Mange af Musikhuzets frivillige havde grebet temaet med begge hænder og var gået all in på 80’er-udklædning – og det samme var publikum, som i sandhed var mødt talstærkt op på tværs af generationer. Der blev sunget med, danset, krammet og grinet – fra første synthtone til sidste saxofonriff.
(Artiklen fortsættes under billedet)
Bandet, anført af de karismatiske frontpersoner Annette Søgaard og Ole Hansen, leverede endnu en gang varen med både charme, energi og stor musikalitet. Sætlisten var en perlerække af hits fra 80’ernes danske guldalder: Rocazino, News, Tøsedrengene, Dodo & The Dodo’s, TV2, RayDeeOhh – you name it. Publikum kendte hvert et omkvæd, og sangene sad i kroppen som gamle venner, man aldrig helt havde glemt.
(Artiklen fortsættes under billedet)
Hit med 80’erne er blevet en institution – og med god grund. Deres kærlighed til materialet, deres respekt for originalerne og deres evne til at sætte gang i en fest er helt unik. Det er næsten utroligt, at et koncept født i et øvelokale i 1992 stadig kan samle så mange mennesker – og skabe så stærke oplevelser – i 2025.
Tusind tak til bandet, publikum og alle de frivillige, der var med til at gøre aftenen til endnu et mindeværdigt kapitel i Musikhuzets historie. Vi glæder os allerede til marts 2026.












