Flot hæder til fantastisk arbejdsplads

Bornholms Mosteri fik Sind Bornholms Erhvervspris – bag historien gemmer sig flere succeshistorier med medarbejdere i skåne- eller flexjob, der udvikler sig utroligt på jobbet

Pia Kaspersen – med på Mosteri-holdet siden 2011. (Foto: Torben Ager)

 

Det er karakteristisk, at Pia Kaspersen fra Bornholms Mosteri ikke kender sin egen titel:

“Jeg ved det faktisk ikke, jeg tager mig mest af vores kunder og laver salgsarbejde på telefonen”, siger hun – og spørger forgæves en kollega til råds.

“Nej, jeg har ikke nogen titel”, siger hun.

For dét med titler er ikke noget, man går op i på Bornholms Mosteri i Rønne.

Cafeer og restauranter

Virksomheden, der blev startet i 2006 som et kommunalt projekt, men som i 2013 blev privatiseret og som senere har sendt sine velsmagende saft og most ud i det ganske land og ikke bare forsynet Bornholmske caféer, restauranter og butikker.

Hyldeblomstsaften, rabarbersaften og æblemosten er topscorere i et stort sortiment og drikkes nu med velbehag over hele landet og i cafeer og restauranter i bogstaveligste forstand fra Gedser til Skagen. Og også fås i visse Coop-butikker samt på nemlig.com.

Flex- og skånejobs

En ganske eventyrlig erhvervshistorie – og godt gået af direktør Nicklas Selmer Rathje – og hans energiske personale, heriblandt altså Pia Kaspersen, der har været med i 11 år – og altså også før, at virksomheden blev privatiseret.

Bornholms Mosteri har fem ansatte, der træffes daglig i virksomheden – og så er der 15 andre, der er tilknyttede som flexjobbere eller ansat i et skånejob samt i jobtræning.

Udvikler sig i jobbet

Og det er præcis dét, der gør Bornholms Mosteri til en anden form for virksomhed. Hvor der skal laves gode produkter, javist, men hvor der også er plads til menneskelighed og til at lade mennesker udvikle sig i arbejdet. mennesker, der måske ville have svært ved at klare kravene i et almindeligt job, men som på mosteriet møder forståelse for deres specielle funktion – og langsomt udvikler sig i jobbet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Pia Kaspersen – sælger de velsmagende most og safte fra Bornholms Mosteri. (Foto: Torben Ager)

 

Det har Pia Kaspersen set mange eksempler på:

“Der har været mange succeshistorier undervejs,” siger hun, der har set nye medarbejdere komme ind den første dag: Måske lidt indadvendte og tilbageholdende. For derefter at udvikle sig i jobbet med selvtillid og arbejdsglæde.

“Og det er jo skønt at se – og har naturligvis været med til at gøre denne arbejdsplads til noget specielt”, siger hun, der efter 30 år på Bornholm endnu ikke er blevet “rigtig” bornholmer.

“Der skal vist tre generationer til,” siger hun med et stort smil.

Fra Nørrebro

Pia er født og vokset op på Nørrebro i København, men kærlighed førte hende til Bornholm. I dag bor hun “meget ude på landet”, som hun siger,  i nærheden af Poulsker – og hun er stadig meget glad for jobbet på Bornholms Mosteri.

“Og det er vigtigt at fortælle, at alle folk her på stedet har deres store andel i, at det er så god en arbejdsplads,” siger hun og slutter:

“Og vi er alle meget stolte over den Erhvervspris, som vi har modtaget fra SIND Bornholm.”

Eventyrligt glade

Pressefotograf Torben Ager, der er medlem af kommunalbestyrelsen for Dansk Folkeparti, er også den ene formand for Udsatterådet. Og han ønsker Bornholms Mosteri stort tillykke med Erhvervsprisen:

“Vi er i Udsatterådet eventyrligt glade for en virksomhed som Bornholms Mosteri, der tager et stort socialt ansvar. Virksomhedens tilbud er en gave til de medarbejdere, der pludselig får et ansvar og føler de er med i et fællesskab. Og det er noget af det allervigtigste: At blive set og anerkendt, for dét, man laver.”

 

 

 

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?