Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg er utilfreds med den alt for hurtige udvikling af digitale løsninger i det danske samfund: Ikke at jeg er modstander af den digitale fremtid: Slet ikke, jeg benytter mig selv af alle de moderne teknologier og er sædvanligvis glad for dem – men jeg er ikke lalleglad for den digitale tidsalder. Den kan hurtigt lamme hele vort samfund. Og da især i disse dage…
Fo det andet har jeg stor medfølelse med de mennesker, der ikke helt er med på den digitale bølge: Det gælder først og fremmest vore ældre, der for manges vedkommende nu føler sig hægtet af samfundet: Det kan vi ikke være bekendt, det er trods alt dem, der har skabt den velstandsbølge, som vi andre nyder godt af.
Trættende for dem konstant at blive mindet om, at “læs mere på vores hjemmeside” eller “Download vores app, scan koden og du er videre…”
Ja, goddaw do’ – sig det lige til et ældre menneske, der er godt på vej mod de 90 – eller for den sags skyld mange andre, der ikke er så skrappe til moderne teknologi som en teenager på HTX.
Jeg har en god ven, der forleden kiggede drømmende frem for sig og sagde: “Jeg tror, jeg vil åbne en bank, hvor der er mennesker indenfor, som man kan tale med – og hvor man kan hæve og indsætte penge…det bliver en stor succes, tror jeg…”
Helt enig. Bankernes lukning af stort set alle filialer er en skandale – samtidigt med, at de bryster sig af at skabe store overskud. Det sker så sandelig på kundernes bekostning, skal jeg love for – at få en samtale med en medarbejder i en bank – i nærheden -er efterhånden sværere end at blive inviteret med til Kong Frederiks fødselsdag.
Bankerne tilbyder digitale løsninger – fordi de ikke længere gider have kunderne rendende.
I denne uge oplevede jeg i øvrigt selv, hvilke problemer de digitale løsninger kan give: J
eg har anskaffet mig en ny mobiltelefon. Det er såmænd nemt nok – men at overføre musik, billeder og kontakter fra den gamle til den nye noget mere besværligt.
Det har jeg dog lært, det gik fint nok, men da jeg så senere skulle købe et par bøger på nettet, gik det galt: Hver gang man får en ny telefon, skal man nemlig geninstallere sit Nem-Id.
Det kan man godt klare selv, fortæller Borgerservice. Godt så. Så går vi i gang:
Først skal man scanne en kodelinje i sit pas. Derefter en ny scanning – denne gang den chip, der sidder på forsiden af passet. Efter nogle forgæves forsøg lykkedes det også, men så kom forhindringen: En tredje scanning skulle gennemførers, denne gang af mit ansigt. Da det i disse dage er forsynet med et plaster på min næse, på grund af en mindre operation på snuden, så kunne telefonen ikke genkende mig. Jeg kunne simpelt hen ikke få genskabt mit Nem-ID – og uden det, så er man virkelig ilde stedt i denne digitale verden.
Ok, jeg kunne få en tid på Borgerservice, hvor en venlig medarbejder kunne hjælpe mig. Dog ikke uden en byge af spørgsmål: Selv om jeg mødte frem med både pas, kørekort og sygesikringsbevis – man skulle tro, at det var ID nok, ikke sandt? Nej, jeg skulle fortælle, hvilken måned min mor var født i, hvor jeg boede for ti år siden – og flere andre spørgsmål.
Så fik jeg omsider koden, så jeg kunne få Nem-Id tilbage på telefonen. Men tænk nu, hvis jeg havde befundet mig i udlandet. Hvad så? Hva’? Er der nogen, der kan sige mig det…?
God weekend
