Da jeg forleden kørte til træning, mødte der mig et syn, som jeg ikke har kunnet få ud af hovedet. På nogle få kilometer mødte mit øje mig flere, som gik tur med øjnene fast møntet på deres mobiltelefon.
De havde ingen oppakning med, så det var ikke folk, som skulle et bestemt sted hen.
Det var folk, som var ude at gå en tur i den smukke formiddagssol. De så bare ikke andet, end de ville have gjort derhjemme i deres lejlighed eller bolig.
De kunne nemt have været til fare for sig selv, for de øjnene jo ikke andet end, hvad de var optaget af på deres mobil. De ignorerede både eventuelle biler, omgivelser og de mennesker, de var tæt på at støde ind i – fraværende som de var.
De fleste af os har også ofte set en fortravlet mor gå med sit barn i en klapvogn, men med øjnene fastlåst på de sidste nyheder på Instagram eller Facebook.
Vi får ondt af det stakkels barn, som i den grad bliver forsømt.
Det er sat i anden række en tidlig morgenstund på vej til vuggestue eller anden form for aflevering. Barnet skal afleveres, som man leverer en pakke til Post Nord.
”Bare jeg var mors mobil, for så ville hun se mig. Så kunne jeg få hendes opmærksomhed.,” kunne man forestille sig barnet tænke.
Hvad mon der sker i et lille barn, som oplever sådan et svigt?
De kloge er ikke i tvivl: Det giver desværre en livsskade med en indgroet forkastelse, som ikke så let fortager sig.
Radioværten Lotte Heise har skrevet og talt stærkt og skarpt om den skade, det gør i et barn, som er udsat for sådan en tankeløs og tåbelig behandling.
Du kan finde hendes foredrag på nettet, som hun har kaldt:
”Småbørn taber til mobilen!”
Hun udtaler, at ”de elendige forældre, der glor som gale ned i smartphonen, skulle kontaktes af kommunen for omsorgssvigt.”
Det betyder noget for os selv, når vi bruger vores øjne, og det er ikke kun børn, som har brug for øjenkontakt.
Hvad ser vi på, når vi færdes ude? Hvad bruger vi vores øjne til? Er vi til stede, når vi går en tur?
Ser vi de mennesker, som vi færdes iblandt? Tør vi overraske dem og møde dem med et ”Hej!”?
Bruger vi vores øjne ret? Lever vi, eller eksisterer vi kun?
Livet er nemlig allerbedst, når vores øjne møder andres øjne.
Personligt er det øjnene, jeg ser allerførst, når jeg møder et andet menneske. Ud fra det læser jeg, hvordan vedkommende har det, og jeg synes ofte, at jeg rammer plet.
Selvfølgelig skal vi være varsomme med at bedømme en person bare ud fra et enkelt møde, men at ordsproget har ret, finder jeg, er sandt:
”Øjnene er sjælens spejl!”
Er øjnene iskolde, eller bliver jeg mødt med interesse, varme, medfølelse?
Og hvordan møder mennesker mig? Er jeg imødekommende?
Er jeg villig til at give noget af mig selv i mødet med et ukendt menneske?
Lyser fordommene ud af mine øjne? Er der skepsis og al mulig forbehold?
Som kristne har vi et særligt ansvar i mødet med et andet menneske.
Vores møde skal ikke bære præg af, at nu skal jeg partout omvende vedkommende, så jeg gør mine øjne og mit blik så venligt som muligt.
Jeg risikerer at komme til at virke kunstig.
Min hensigt er sikkert god, men min opførsel og mine øjne er ikke reelle, og den form for missionsvirksomhed er ikke at anbefale.
Min dag må i stedet begynde med en kontakt med den Helligånd, som Jesus talte om, og som han ønskede skulle modtages, inden disciplene gik ud og fortalte om Guds kærlighed og Guds frelse.
At dele troen med andre skal og må ske naturligt – alene, fordi vi ikke kan lade være.
Måske deles min kristne tro allerbedst i stilhed – uden de mange ord.
Jesus så mennesker. Han lyttede til mennesker. Han sad sammen med dem – også på steder, hvor pæne mennesker ikke sådan ønskede at blive set.
Hans øjne afspejlede den kærlighed, som han havde i sig, og det var Guds Ånd, der formidlede evangeliet på en naturlig måde.
Jesus talte for øvrigt også om vores øjne.
Hans humor spillede ind.
Med humor fik Jesus sagt noget meget vigtigt om et meget alvorligt emne.
Han talte om at vi skulle tage os af bjælken i vores eget øje, inden vi gik i gang med at fjerne splinten i en brors øje.
Man ser det lige for sig. En stor bjælke i et øje – det vil da forhindre enhver slags ret syn.
Selve stedet finder du i Lukas evangeliet kap. 6 vers 41 – 42.
Jesus siger:
”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?
Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje, når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.”
Lige før dette afsnit siger Jesus:
”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes, fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes.»
I en prædiken på nettet taler pens. sognepræst Flemming Baatz Kristensen om denne tekst, og han mener ikke, synes jeg, at alt er lige godt.
Samfundet har sin dom over, hvad der er forkert og uacceptabelt, og vi må også stå for sandhed og kærlighed, men Jesus gør op med vores trang til at dømme andre.
Billedet med bjælken og splinten siger, ”at vi til tider trænger til en øjenoperation, så vi kan se klart på andre med et barmhjertigt blik. En sådan operation er umulig, men for den barmhjertige Gud er alt muligt. Han kan omforme et dømmende menneske til at være barmhjertig.”’
Bøn: Gud, giv os at leve, som du ønsker det. Amen!
Kærlig hilsen og god søndag
Agnethe Zimino
Fhv. sognepræst
Fhv. sognepræst
