.jpg)
Når noget er for godt til at være sandt – så er det normalt løgn eller latin.
Den erkendelse når man frem til, i det mindste når man har overstået den første ungdom.
Og det har jeg – altså overstået den første ungdom.
Jeg er vel nærmest på vej ind i den tredje ungdom, for nu at finde et passende udtryk til min alder.
Derfor blev jeg også noget overrasket, da jeg i morges fik en fristende besked på Messenger fra Alberte Christensen.
Besked lød således: “Hej, jeg har et par gode flasker vin liggende der hjemme – kunne du have lyst til at dele en flaske en dag?”
Jeg har faktisk – tro det eller ej – gode venner, det kunne finde på at skrive sådan en besked.
Men Alberte Christensen?
Hende kendte jeg da vist ikke…
Og da jeg kiggede nærmere på hendes billede kunne jeg godt se, at det ikke var een, jeg kendte.
Alberte er en ung kvinde med et meget kønt ansigt. Jeg har fire fælles venner med hende – de pågældende er alle fire, friske ungkarle, jeg kender.
Det gjorde mig dog ikke tryggere ved dette nye bekendtskab.
Alberte angav selv, at hun er bosiddende i Aarhus og tidligere har studeret på universitetet i byen.
Umiddelbart ser alt tilforladeligt ud.
Men, men men…
Hendes profil på Facebook, som man nemt skaffer sig adgang til, er lige så mystisk som den oprindelige henvendelse.
Hånden på hjertet og med al selvrespekt i behold: Hvad i alverden skulle en ung, attraktiv kvinde dog tilspørge en betydeligt ældre journalist om at møde med en flaske vin?
Naturligvis ikke, jeg er trods alt ikke helt idiot, og den “fristende” henvendelse fra “Alberte” er sandsynligvis afsendt fra et eller andet sted i Østeuropa, hvor en snedig mandsperson forsøger at lokke mænd fra andre lande på glatis ved at udgive sig for at være en ung kvinde.
Som når unge, forbryderiske og – tør jeg godt sige – ondskabsfulde og dårlige mennesker, lokker ældre mennesker til at udlevere deres formue over telefonen ved at udgive sig for at være bankfolk eller ansatte ved politiet.
Jeg kender mennesker i rigtig mange lande, hvor den form for kriminalitet er næsten utænkelig – først og fremmest fordi folk ikke stoler så meget på andre i disse – rigtigt mange – lande.
Men her i lille Danmark har vi det jo med at tro det bedste om andre – og den tillid kan koste mange gange dyrt. Som når forelskede, ofte ældre danskere – af begge køn – lader sig lokke til at sende store pengesummer til mennesker i Syd- eller Nordamerika, Østeuropa – eller hvor de nu påstår, de kommer fra.
Ofte unge, attraktive kvinder eller udenlandske læger eller officerer, der blot lige n u er uheldige og midlertidigt uden penge. “Kan du hjælpe…skat?”
Ja, s’gerne, historierne, og de er virkelig vamle og kvalmende, står i kø – og kan ses og høres i aviser og på tv jævnligt.
Så “Alberte” – tak for invitationen, men det bliver et nej tak – hvem du nu end er…
God weekend…
.gif)
