LINDBLOMS MAGASIN: Som mor er det intet mindre end rørende at se sit ”barn” stå stolt og rank med beviset på, at han kan det samme som alle mulige andre, efter at have kæmpet sig igennem ni års manglende forståelse og forkerthed i grundskolen.
Af Pernille Lindblom
I den forgangne uge, har landets studenter forladt folkeskolens forlængede arm – gymnasierne – og tre års pensum er omsat til et eksamensbevis. Med ny viden under de forskelligt farvekombinerede huer og med rektors afskedstale i mente, begiver de unge sig videre ud i den virkelige verden eller ind i et nyt uddannelsesforløb, kun afbrudt af en sommer med længe ventede festligheder.
Selv havde jeg fornøjelsen af at overvære min søns dimension, på ZBC ( Zealand Business College) i Slagelse. Som én af landets eneste udbydere af HTX-uddannelsen for unge i autismespektret, har stedet om noge formået at skabe optimale rammer og et nødvendigt afgrænset læringsmiljø for de studerende.
Som mor er det intet mindre end rørende at se sit ”barn” stå stolt og rank med beviset på, at han kan det samme som alle mulige andre, efter at have kæmpet sig igennem ni års manglende forståelse og forkerthed i grundskolen.
Hvis nogen af jer derude kender til unge med Asbergers, så ved I, at studietiden ikke er brugt på at feste, men nærmere på at nørde. Det er nemlig ikke intelligensen, der kan opleves som mangelfuld, men nærmere de sociale kompetancer.
”Er der ikke en mening med missionen, så er der ingen grund til at gøre sig umage,” mener min snart 20-årige søn i al almindelighed. Derfor stod der “Alt over o2 er spildt arbejde” i nakken af hans hue, dér, hvor alle andre havde fået broderet deres navn. Måske nok en sandhed med modifikationer, hvis han havde spurgt mig.
Ved dimensionen sad de ti studenter på forreste række med ryggen til de pårørende, og jeg havde derfor god tid til at lægge mærke til detaljen på min søns hue. Men jeg lagde også mærke til, at flere bar sorte huer, hvilket vidnede om tilvalget af minimum fem fag på A niveau. Imponerende.
I rektors tale blev der talt om perspektiv. Om hvordan han derhjemme havde stået en stjerneklar aften og betragtet himlen med sin elleveårige datter. Han forklarede hende om Store Bjørns syv klareste stjerner og udpegede derpå Karlsvognen.
Hun kunne ikke få øje på den. Til gengæld kunne hun se en indkøbsvogn.
Pointen var, at perspektiver baseres på personlige erfaringer, følelser og kulturelle baggrunde og at lærerne på uddannelsen blot har kunne medvirke til at åbne elevernes øjne for forskellige synsvinkler der muliggør nye anskuelser. Nye indsigter, ny forståelse og forhåbentligt et bredere udsyn, der hjælper dem med at bevare den nyerhvervede tillid til egen formåen og til den uafgrænsede verden udenfor Campus.
Det kan godt være, at der er langt igen og langt mere, der kan gøres bedre i forhold til læringsmetoder og viden om børn og unges trivsel i uddannelsessystemet generelt, især indenfor specialområdet.
Men i det her tilfælde, er et tolvtal berettiget. Tillykke ZBC.
