.jpg)
Jeg husker det alt for godt. Jeg deltog i et stort årsmøde for Sudanmissionen (nu Mission Afrika). Vi var vel en 500 mennesker til stede. Jeg kendte rigtig mange.
Jeg stod og talte med et ægtepar – ikke om noget særligt. Det var måske egentlig ”bare” en hyggelig snak, men pludselig mens vi snakkede, fik jeg øje på en, jeg kendte særlig godt. Vi havde ikke set hinanden i flere år, og nu var hun der! Jeg øjnede hende bag ægteparret, som slet ikke var færdig med at fortælle et eller andet. Mine øjne flakkede – jeg blev fraværende – d.v.s. jeg hørte da, hvad ægteparret sagde, men min opmærksomhed var borte! Opdagede de det? Måske, måske ikke.
Jeg lærte noget den dag. Sådan opfører man sig ikke. Jeg fik ikke hilst på den ven, som jeg hellere ville have snakket med. Jeg holdt ”bare” op med at lytte, var ikke nærværende, hvor jeg var.
Når vi taler med nogen, er det utrolig vigtigt, at vi er, hvor vi er og ikke er alle mulige andre steder, mens vi måske endda ser høflige ud og ”faker” opmærksomhed.
Det dur heller ikke, hvis vi skæver til uret, mens vi er i en intens lytten til en, som virkelig har brug for vores opmærksomhed. I vores fortravlethed må vi indstille os på at være en opmærksom lytter – uden at skæve til uret eller tænke, hvornår er hun eller han mod færdig med sin historie? Jeg skal videre. Jeg har travlt.
Når jeg skriver sådan, er det, fordi jeg igen og igen øver mig i at være til stede. Jeg er blevet bedre til det med årene. Bedre til ikke at afbryde og komme med for hurtige svar. Bedre til at være helt i nuet. Det kan dog sikkert blive endnu bedre, må jeg erkende.
Vi kan lære det af den opstandne Jesus. Det er i dag påskemorgen – påskedag! Der var en ro over den opstandne Jesus, da han mødte den fortvivlede Maria i haven. Han lod hende udtrykke sin bekymring.
Jesus gjorde det samme, da han mødte den tvivlende Thomas søndagen efter. Han lod ham røre ved naglemærkerne og sårene i sin side. Han gav ham lov til at være den, han var og i den tvivl, han havde. Han masede sig ikke ind med en masse argumenter, men gav disciplen, som havde ekstra svært ved at tro sine begejstrede meddisciple, ro på og tid til at erkende og se.
Jesus gjorde det samme, da de to forvirrede disciple forsvandt ud af Jerusalem på vej til landsbyen Emmaus. Han slog følge med dem og spurgte, hvad de dog gik og snakkede så ivrigt om?
”Har du da virkelig ikke hørt, hvad der lige er sket i Jerusalem?” spurgte de – og så snakkede de løs og fortalte og fortalte om Jesus, som de havde håbet så meget på var Messias, og om hvordan han var blev hængt op på et torturredskab af et kors. De var der blevet så skuffede, så desillusionerede, så tvivlende, og nu var der nogen, der påstod, at de havde set Jesus i live!!! Det er åbenlyst, at det har de svært ved at tro!
Og Jesus lod dem snakke! Han kunne have afsløret sig selv lynhurtigt, men på en eller anden måde havde han tid. Det hastede ikke. Der gik mange kilometer inden han begyndte sin forklaring om, hvad der stod i de gamle skrifter, og om hvad profeterne havde forudsagt. Han nævnede dog – næsten i en bisætning- hvor meget han undrede sig over, hvor lidt tro de havde!
Jesus brugte tid – kostbar tid ville vi sige – på at lytte – bare at lytte.
Hvorfor dog?
Er vi lige så gode til at give vores medmenneske lov til at komme med sin tvivl og med alt, hvad der er i hans eller hendes forvirrede sind?
Måske er det vigtigt, at tvivlen og alt det andet kommer ud – uden at vi afbryder med alle vore egne tanker og evt. nok så gode svar.
Gud har tid – masser af tid! Tid til den enkelte. Tid til den sørgende, som ikke forstår, hvorfor en kær og en nær pårørende skulle dø! Tid til den, der tvivler og ikke kan få has på alle de mange spørgsmål, som trænger sig på.
Giver du og jeg dem tid? Har vi selv styr på alting? Tror vi, at vi skal omvende mennesker med vore gode argumenter? Har vi glemt, at det er Gud Helligånd, der skal gøre det og ikke os?
Det er påske – lige nu! Lad os glæde os og fryde os i dag og alle dage! Gud blev menneske i Jesus, og han lever, og det betyder, at vi får liv i dag og alle dage.
Vi er stadig på vej. Det var de to vandremænd også i flere km uden at få et svar. De lyttede til, hvad Jesus forklarede dem, men de så ham først, da de delte nadvermåltidet med ham! Jesus lod endda, som om han ikke kendte begivenheden, de talte om.
Da de så ham ved bordet, så forstod de, hvorfor det brændte i dem på vejen, da han forklarede dem det hele! De fleste af os får forberedende erfaringer og oplevelser, inden vi bliver grebet helt og fuldt.
Vi er også på vej – livets vej! Hvad vi ikke forstår i dag. Det kan mageligt vente til i morgen! Vi kan ikke tåle at vide alt på engang! Men Gud har ikke glemt os!
Glædelig påske! Jesus lever, og vi skal leve!
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
.gif)
