En herlig køretur i det mørke efterår

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at undertegnede er. meget glad for Europas sydvestligste hjørne, Portugal. Svært at forklare, hvorfor netop Portugal er min favorit, for det er jo rigtig mange skønne steder i Europa. Frankrig, Italien, Tyskland, Østrig, England – og skam også østpå i Ungarn, Rumænien m.m.

De fleste af mine venner har deres egne favoritsteder. Som regel bundet op til et herligt, lille hotel, en yndlingsrestaurant eller sådan noget. Og vist er det da herligt at komme ud og så sig om. Nutidens forskrækkelse over at bruge fly til rejsemål deler jeg ikke: Jeg prioriterer samvær og oplevelser med andre udenfor landets grænser højt. Og jeg er sikker på, at de mange mennesker, der er afhængige af turisternes penge, prioriterer ligesådan. For enkelte er det nærmest et spørgsmål om liv eller død, her og nu, så det er ikke ligefrem dem, der står i forreste række, når miljødemonstranterne, der for de flestes vedkommende allerede har set store dele af verden, kræver stop for flyrejser og ferierejser til Samsø fremover.

Dermed naturligvis ikke være sagt, at vi skal være ligeglade med klimaforholdene – slet slet ikke. Det er nødvendig at skrive i en tid, hvor man lynhurtigt bliver placeret på en yderfløj, hvad man giver sin mening til kende om klima, flygtningepolitik eller andre aktuelle emner.

Jeg landede derfor med god samvittighed forleden i Aalborg Lufthavn efter et ophold i Lissabon, den dejlige, nærmest magiske by med de mange små hemmeligheder og den store historie.

Jeg indrømmer gerne, at det var svært at tage afsked med det skønne efterår i Portugals smukke hovedstad, 21 grader, svag brise fra Tejo-floden og strålende solskin.

I nogen modsætning til dette ventede det danske vintermørke og de store dynejakker til beskyttelse mod det kolde klima.

Og så alligevel: Køreturen fra Aalborg til København går, i dette tilfælde, gennem en stor del af Dronningeriget – og der er rigtig meget at kigge på – hvis man giver sig tid og glemmer motorvejen, den frygteligt kedelige motorvej.

Først en tur gennem smukke Rold Skov, og så turens højdepunkt: Frokost på historiske Hvidsten Kro, hvis æggekage ikke overgår noget steds i landet. Stedet er, som livskunstneren, gastronomen og litteraten Jens Kruuse ville sige, en omvej værd.

Videre forbi Gudenåen og forbi Aarhus til eftermiddagsturen ved Skanderborg sø. Sen eftermiddagskaffe i voldbyen Fredericia og derefter over Lillebæltsbroen til Nørre Aaby, hvor et ægtepar sælger deres hjemmerøgede rygeost fra den private have, en skøn specialitet serveret på groft rugbrød med radiser.

Med rygeost og hjemmerørt sennep fra Hvidsten Kro og Miles Davis på musikafspilleren går turen hjemad over Storebæltsbroen og til en hurtig hilsen til Dronning Dagmar i Ringsted, hvorefter en varm kop te og rygeosten smager himmelsk ved hjemkomsten.

Der er dejligt i Lissabon, Rom og Paris. Men Danmark kan også noget. Og så har jeg endda ikke nævnt de store turistmål her i landet som Skagen, Fanø, Sydfyn og Bornholm.

God weekend…

Seneste artikler

Fik du læst?