Krimiforfatters rejse fra New York til Sandvig

Vagtleder i Slots- og Kulturstyrelsen Martin Homslykke har et spændende bierhverv som forfatter: Nu har han udgivet andet bind  i en spændende krimi-trilogi, hvor handlingen nu er nået til Bornholm. Det har sin forklaring. Martin skriver alle sine kriminalromaner i Sandvig…

Martin har boet i New York, Vancouver og i Brasilien. Men det er i Sandvig han får inspiration til sine bøger. Dette billede er fra New York.

 

Det har ikke været nogen kedelig tilværelse for 50-årige Martin Holmslykke med bopæl på Islands Brygge i København og i Sandvig på Bornholm. De to steder er blevet de foreløbige endestationer for den berejste Martin, der tidligere har boet, studeret og arbejdet i New York, Vancouver og i Brasilien – hvor han i øvrigt lærte at tale portugisisk.

Han debuterede som forfatter allerede som ganske ung: “Det må være 30 år siden”, siger han med et smil. Men dengang skrev han en novelle, der blev dramatiseret til DR TV, og det må man jo sige er en flot begyndelse for en forfatter.

Martin er – som rigtig mange andre – forfatter på deltid. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det kun er de færreste, der kan leveaf at skrive bøger i Danmark, selv om den side af sagen sjældent kommer frem, når forfatterne lader sig interviewe.

Kontor på Amalienborg

Så det er rigtig godt, at Martin til hverdag har et spændende job som vagtleder indenfor Slots- og Kulturstyrelsen. Han er dermed med til at passe på statens historiske bygninger, og han har ligefrem selv kontor på Amalienborg Slot.

Det er dog ikke der, han har skrevet de første to bind af sin krimi-trilogi: “Frejas blod” og “Frejas vinger”, der i det nye år bliver fulgt op af det tredje bind  “Frejas tårer.”

Handlingen i denne spændende trilogi, der har fået flere flotte anmeldelser:

Et dødsfald åbner op for en gammel kamp om ligestilling mellem kvinder og mænd. Kampen føres i det skjulte af en gruppe kvinder, der tror på de nordiske guder (asatroende) og kristne mænd. Midt i kampen lander det umage detektivpar Isabella Luz og Christopher Kingo, der prøver at finde sandheden om en fælles veninde, Dittes død.

Hæsblæsende rejse i Norden

I første bind ”Frejas blod” bliver Ditte Freulich fundet død i sin bil. Der er et afskedsbrev, men Christopher tror ikke, Ditte har begået selvmord, fordi hun har en datter, Carla, på seks måneder. Christopher er biologisk far til Carla. Men hvem har dræbt Ditte? Og hvorfor? Det prøver journalisten Isabella Luz og piloten Christopher Kingo at finde ud af. Isabella kæderyger og har affærer med forskellige mænd, mens Christopher er bekymret for sin lille datter. De er på sporet af en mordgåde med tråde tilbage i historien, men har Isabella en skjult dagsorden? Deres venskab bliver udfordret på den hæsblæsende rejse rundt i Norden, hvor det er svært at skelne ven fra fjende.

(Artiklen fortsættes under billedet)

“Frejas vinger” – andet bind i Martin Holmslykkes trilogi, der alle er skrevet på Bornholm.

 

Andet bind ”Frejas vinger” begynder med, at to personer ryger overbord på Oslofærgen. Og en hæsblæsende historie, der ender ved Hammeren Fyr, tager sin begyndelse.

De to første bind er af flere blevet rost til skyerne også i lektørudtalelserne:

”Elementært spændende roman. Romanen bliver bedre og bedre, som vi nærmer os afslutningen. Bogen afsluttes med en spektakulær cliffhanger på Bornholm”, står der bl. a. at læse i en af lektørudtalelserne.

Og der er en grund til, at handlingen i bind to – og forøvrigt også i det tredje bind, foregår på Bornholm: Martin Holmslykke har en bolig i Sandvig, og det er her, han søger til, når han skal skrive.

Inspireret i Sandvig

Sandvig, Nordbornholm, klipperne: Det er lige dét, der inspirerer ham, så han tager bruger den tid, han kan får fri fra sit andet arbejde, til at skrive i Sandvig.

Det første bind “Frejas blod” udkom i 2015 og blev altså fulgt op af “Frejas vinger”. I begyndelsen af det nye år vil tredje bind “Frejas tårer” blive præsenteret, og Martin håber han kan blive færdig med manuskriptet i så god tid, at bogen kan komme med på krimimessen i Horsens, der holdes i marts 2021.

Martin Holmslykke er gift og har en voksen datter.

 

Fik du læst?