Det handler om at vinde! Eller gør det?
Det er, som om rigtig meget her i tilværelsen bliver vurderet efter en ganske bestemt målestok.
De nye studenter håber ganske forståeligt på at få en høj karakter, så de kan komme ind på deres drømmestudium. Men der er andre, som har måttet nøjes med mindre.
I medierne har der været en opfordring til forældre og andre nære venner af nye studenter, at de ikke straks skulle spørge, om den karakter vedkommende fik, men i stedet bare ønske til lykke, så snart sønniken eller datteren kom ud fra eksamenslokalet.
En ganske fornuftig rådgivning.
Vi vil gerne vinde, nå et så godt resultat som muligt, men skal andre absolut blande sig i det og måske skabe en unødig sorg på sådan en dag, hvor huen bliver sat på hovedet? Nej!
Det var faktisk meget positivt og velgørende at få en debat om det, selvom det burde være en ganske naturlig reaktion – at glæde sig over det største, at huen er inden for rækkevidde.
Jeg kan ikke lade være med at tænke den tanke, at det faktisk er større, når vi som personer blot gør os umage med, hvad vi bliver stillet af krav.
Selvfølgelig under jeg enhver at bestå, men mennesker – ikke mindst unge – har faktisk meget brug for at blive rost for at have gjort sig umage.
Jeg kom til at tænke over det, da jeg hørte en tenniskommentator rose Clara Tauson for den kamp, hun spillede her for et par dage siden, hvor hun faktisk tabte. Der var ikke ende på de positive kommentarer, som denne danske tennisspiller fik med på den fortsatte vej til toppen af tenniskarrieren, og det på trods af at hun desværre tabte stort.
Jeg blev så glad på hendes vegne. Jeg håber, hun fik hørt, hvad han sagde – denne kompetente tenniskommentator.
At tabe er svært, og der er gymnasieelever, som ikke har klaret skærene særlig godt, er jeg sikker på. Vi har måske alle prøvet i vores eget liv ikke at lykkes.
Derfor er det afgørende, at der er nogen, som samler os op og ”forkynder”, at der er en håbefuld fremtid foran os.
Mange af Facebook-kommentarerne vedrørende Clara Tausons mange nederlag har ellers været lidet opbyggende for allermest hende selv, og det har heller ikke været særlig opbyggeligt for os andre at notere os alle de hånlige bemærkninger og grimme ord, som er blevet skrevet angående Danmarks kvindelige tennisstjerne.
Hvor er det vigtigt, at vi løfter hinanden op i stedet for, at vi tager modet fra selv den, som ikke har klaret sig særlig godt.
Hvor er det vigtigt, at vi holder håbet oppe for hinanden, så når jeg er nede, så bliver jeg mødt af venner, som giver mig en hjælpende hånd.
Pludselig kan jeg så se fremtiden i møde med en forvisning om, at det nok skal gå bedre en anden gang.
Jesus gjorde det!
Peter – hans meget ivrige og foretagsomme discipel – som havde brugt store ord om, at han hvert fald ikke ville svigte Jesus på noget tidspunkt, han måtte æde ordene i sig igen.
Naturligt skammede han sig, for hvem svigtede, da Jesus havde brug for virkelig venskab og medleven?
Det gjorde Peter.
Han benægtede på det stærkeste, at han overhovedet kendte den Jesus, som lige der var ved at blive tortureret, pint og plaget.
Evangelisten Lukas, der beretter om begivenheden, skriver, at i det øjeblik Peter fornægtede og svigtede Jesus, da så Jesus på ham.
Det blik kunne Peter helt sikkert ikke få ud af hovedet. Han græd. Han fortrød. Men det var sket…
Det kunne ikke gøres om.
Sådan er der ord, vi sagde, eller tidspunkter vi svigtede en anden eller andre på, som vi bitterligt fortryder, men vi kan ikke spole tiden tilbage.
Der er ikke noget sletteblæk (noget vi havde i gamle dage, når vi skrev forkert på en skrivemaskine), eller en slettetast, vi kan ramme, hvis vi har sagt noget helt modbydeligt eller gjort det, vi nu skammer os over.
Jesus behandlede den svigefulde Peter nænsomt og kærligt. Stille mødte han Peter efter opstandelsen og spurgte:
”Simon, Johannes ‘søn, elsker du mig mere end de andre?” Peter svarede: ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær!” Jesus siger til ham: ”Vogt mine lam!” Johs. Evangeliet kap. 21 vers 15.
Jesus spurgte tre gange om det samme. Peter havde fornægtet ham tre gange, men hver gang indsatte Jesus den skamfulde og svigefulde Peter i en meget væsentlig opgave i den kirke og i den gerning, som han ønskede skulle fortsætte efter hans Himmelfart.
”Vogt mine lam!” ”Vær hyrde for mine får!” ”Vogt mine får!”
Peter oplevede her at få et helt nyt liv.
Nu måtte han lægge fordømmelsen af sig selv væk!
Nu blev han sat fri fra sin selvforagt og sin skyld. Jesus så ham ikke længere som skyldig. Han var fri.
Sådan kan det også ske for os.
Du og jeg kan være så fordømmende overfor andre, men vi er det måske allermest overfor os selv.
Et ord fra Bibelen, som kom til at betyde rigtig meget for mig for år tilbage, var følgende vers fra Romerbrevet kap. 8 vers 1:
”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus!”
De ord er frisættende.
Får jeg øje på de ord på det rette tidspunkt, så kan jeg gå videre i tro og tillid til, at Gud ikke fordømmer mig.
På grund af Jesus Kristus går jeg fri – både fri til at leve og dø i tilliden til Guds nåde og barmhjertighed.
Hold da op – når man er i min alder, så er der mange ord og handlinger, man kan fortryde. Måske har du det på samme måde.
Tak til Jesus, som sætter os fri til livet på trods af, at vi ikke vandt højeste pris for god opførsel!
Vi fortjener ikke en topkarakter for vores liv, men vi har vundet alligevel.
Kærlig hilsen og god søndag
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
