.jpg)
“I sne står urt og busk i skjul;
det er så koldt derude;
dog synger der en lille fugl
på kvist ved frosne rude.
Giv tid! giv tid! – den nynner glad
og ryster de små vinger, –
giv tid! og hver en kvist får blad;
giv tid! – hver blomst udspringer.”
Netop i denne mørke eftermiddagsstund kommer jeg i tanke om disse to første vers i B.S. Ingemanns smukke tekst – tilsat en lige så smuk melodi af J.P.E Hartmann – en af 1800-tallets mest fremtrædende danske komponister.
Den smukke tekst er oprindelig et digt, der stammer fra et eventyr, som B.S. Ingemann udgav i 1831 – men er vel aktuelt som nogensinde.
Blot for at erindre om, at kolde vintre ikke er noget nyt fænomen.
Gad vide, hvordan de holdt varmen, vore forfædre, i de små husmandssteder, derude, langt ude på landet.
I Østermarie, eller uden for Østermarie, i Kongelunden, eller udenfor. Udenfor Kongelunden? Nej, det siger man jo ikke.
I Kongelunden.
Men både udenfor Østermarie og i Kongelunden var tidligere tider udenfor alfarvej.
Hvordan holdt de bønder, byboere og andet godtfolk varmen, når temperaturen, som nu, sneg sig ned til minusgrader?
I en tid uden naturgas, elektricitet og fjernvarme?
Det gjaldt i alt fald om at trække nathuen godt ned om ørerne, og ellers putte sig under et godt lag af tæpper og dyner. Varme sig omkring ildstedet i de små huse med tykke mure, små vinduer – og hvad der ellers kunne holde kulden for døren. Andre lunede sig i ly af husdyrene…
Så vidt går det ikke i dag, selv om undertegnede et par gange har måtte have hjælp af en lille, men effektiv varmeblæser, der hurtigt luner stuen op.
Men så kom meddelelsen om den enormt høje el-pris – netop nu, hvor man har brug for varmeblæseren. Pest eller kolera?
Heraf kom erindringen om Ingemanns “det er så koldt derude…”
Der skal ellers meget til, før undertegnede trækker nathuen ned om ørerne. Jeg har faktisk kun frosset rigtigt en enkelt gang, og det var dengang, jeg deltog i vinter-OL i Lillehammer. Ikke som atlet, men som journalist, dersom nogen kunne være i tvivl.
Tro mig, der var der koldt, nu var jeg lige ved at bande, rigtig koldt, jeg husker det endnu, og det var helt tilbage i 1994.
Rigtig koldt.
Og jeg har endda været i Sibirien, dog ikke på den koldeste tid af året, men alligevel.
Også i Danmark har vi tidligere haft sibirske grader: I Thy måltes således for 42 år siden en temperatur på minus 31 grader…
Så kuldegraderne er ikke nye i Danmark, varmen heller ikke, varmerekorden på 36, 4 grader blev målt i Hobro for knap 50 år siden.
Og ganske vist kan den danske kulderekord fra 1982 godt på forhånd få tænderne til at klapre. Det var dog ingenting ved siden af den officielt koldeste måling på jorden nogensinde, minus, 89,2 grader målt på den russiske vejrstation Vostok på Antarktis i juli 1983.
Havde jeg været til stede ved den lejlighed, havde jeg bidt hovedet af al skam og trukket i lange underbukser…
“Det er så koldt derude”.
Skrev Ingemann for et par hundrede år siden.
Nu skriver jeg det.
God weekend…
PS: Alfarvej – i ældre sprogbrug betegnelsen for en offentlig, befærdet vej – i modsætning til kongeveje eller hærveje, som kun kongen og hans mænd måtte bruge. Navnene Adelgade og Algade var i tidligere tider byens fornemmeste gader, andre var blot stræder eller stier. Så ved De det…
