OL i Paris blev blæst igang med piber og trommer: En ny og anderledes åbningsceremoni – festlig synes jeg, med de mange forskellige både, lige fra enorme lystyachts til store lande – og små joller til de små.
Og som kronen på værket, canadiske Céline Dion fra Eiffeltårnet fantastisk, helt fantastisk med en hyldest til Edith Piaf med sangen “L’Hymne à L’amour.”
Jeg så også, da hun som 20-årig vandt det Europæiske Melodi Grand Prix i 1988 – hun bragede igennem med en formidabel stemme, som hun ved OL-åbningen viste, at hun trods en periode med sygdom stadig er i besiddelse af.
Og nu går det løs på alle idrætsanlæggene i og omkring Paris – til glæde for mange, til irritation for andre, der nu igen skal opleve sport på stort set alle kanaler.
Og ja, sporten fylder mere og mere – efterhånden som der for alvor er gået penge i den.
Med pengene følger et utal af skammelige korruptionssager – ikke mindst IOC, den olympiske komité, har været præget af dette – et noget besynderligt sammenrend af enkelte kongelige, en del ældre mænd – et pænt stykke over 100 medlemmer – men ingen danske, da Kong Frederik trak sig før hans medlemsskab udløb. Også det andet danske medlem, den forhenværende badmintonstjerne Poul-Erik Høyer har trukket sig – det var på grund af sygdom.
Til gengæld har svenskerne tre…
Og så er der de såkaldte “honorære” medlemmer, hvor Kong Frederik stadig er på listen.
Komiteen vælger sig selv – og er på linje med rigtig mange, rigtig mange, andre sportsorganisationer præget af kammerateri, korruption og vanvittige tilstande, der kun kan finde sted i sporten. Sporten er – som dens udøvere – stort set fritaget for kritik – primært spå grund af en efterplaprende sportspresse, der af skræk for at miste kilder udøver en form for journalistik, der kun kan betegnes som mikrofonholderi af værste skuffe. Lallende jubel pakket ind i en forloren nationalisme, som journalisterne tilsyneladende ikke fatter – eller ikke tør omtale: Idag tænker sportsfolk først og fremmest på pengepungen – derefter på deres fædreland.
Nå, men nu er der OL, og så lad os nyde alle de fantastiske præstationer, vi bliver vidne til i de kommende dage. Og lad os sammen bede til, at legene bliver fritaget for et eller andet kujonagtigt terrorangreb.
Siden det bestialske angreb på den israelske OL-lejr i München i 1972, hvor 11 israelske OL-deltagere blev myrdet med koldt blod af palæstinensiske terrorister, har også Frankrig flere gange oplevet islamisk terror. Landet er nærmest kaldt for et epicenter for islamisk terror, og det er skammeligt at se det enorme politiopbud der skal til, blot fordi nogle sportsfolk mødes til det, der netop skulle være et møde i fred og fordragelighed trods forskelligheder i hverdagen.
Lad os ikke håbe, at det vil lykkes for nogle galninge at ødelægge dette storslåede arrangement. Det har Frankrig – og vi andre med – ikke fortjent.
God weekend
