Lige så snart der sker en katastrofe, eller hvis nogen pludselig stiller et spørgsmål angående et eller andet, så tenderer politikere eller andre meningsdannere til at nedsætte et udvalg.
Vi er hurtige til at lægge noget ud til diskussion og endeløs drøftelse. Vi forhaler ofte en vanskelig sag, og det er selvfølgelig vigtigt og godt om noget bliver gennemtænkt, inden man handler.
Det kan dog også ind imellem virke, som om vi kvier os ved at gå i aktion.
Det er lettere bare at have de ”rette og rigtige” meninger og gemme os i en bekvem inaktivitet og lade det hele gå i udvalg.
Nogen tænker, at hvis vi gør det, så taber man sikkert interessen for sagen, og så er vi ude over det problem.
En gammel og god veninde, jeg havde – et menneske ingen ville have troet det om – satte en plakat på indersiden af sin fordør.
En flok velklædte mennesker samlet omkring et bord med en i førersædet. Bøger og mapper lå på bordet, som jeg husker det.
Det var illustrationen, og så stod der med store og tydelige bogstaver:
”Dengang Fanden intet ville have skulle ske, da nedsatte han en komite!”
Jeg kan huske, jeg studsede over det citat. Nu har jeg på nettet fundet forfatteren:
Det er et citat af forfatteren Vilhelm Bergsøe (1835 – 1911)
Nedenunder de vise og ærlige ord stod der:
Gud nedsatte ikke en komite. Han sendte sin Søn.
”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv!” Johannes evangeliet kap. 3 vers 16.
Gud lod det ikke være ved endeløse diskussioner. Han handlede. Han gjorde noget. Han tog ”action!”
Gud lod os ikke i stikken.
Nej, Gud nedsatte ikke en komite. Han ville mere end det. Hans kærlighed var en aktiv kærlighed. Gud viste sin kærlighed i praksis.
I tv-udsendelsen ”Landmand søger kærlighed!” spørger en kvindelig landmand sine dates:
”Hvad er dit kærlighedssprog?”
Hun siger med et kæmpe smil. ”Stakkes mand. Han er jo næsten til jobsamtale”.
Ofte har vi vores kærlighed til andre mennesker mest i munden, eller når vi vælger at skrive noget sødt på vores opdateringer på Facebook.
Vores kærlighedssprog skal gerne være et både – og.
Ord er skønne, og ingen af os ønsker vel et liv uden at få at vide, hvor elsket vi er.
Nogle gange har vi brug for at høre: ”Jeg elsker dig!” også selvom vi måske har levet et helt liv sammen.
Venner og anden nær familie har også brug for at vide, at de betyder meget for os. Vi skal ikke spare på værdisættende gloser.
Men kærlighedssproget skulle også gerne være ren og skær handling.
Ord og handling følges ad, og kærligheden viser sig bestemt både i ord og i handling.
Guds kærlighedssprog var både ord og handling.
Han ønsker, vi skal følge ham efter.
Jesus sagde: ”Følg mig!” Det gjaldt ikke bare de disciple, som vandrede rundt sammen med ham. Det gælder også os.
Nadveren i Allehelgens Kirke på Amager slutter ofte med ordene:
“Vi er hans legeme i verden!”
Jeg elsker de ord, og samtidig bliver de også en daglig udfordring for mig personligt.
Hvordan skal mennesker omkring os opleve, at Jesus er en virkelighed og vores Frelser og Herre, hvis ikke gennem os?
Vi er den Bibel, de måske ikke får læst!
William Booth, stifter af Frelsens Hær har efter sigende sagt:
”At vi skal forkynde om nødvendig med ord!” (Man har tillagt de ord til at være sagt af Frans af Assisi, men det er ikke korrekt).
Frelsens Hærs verdensomspændende arbejde er blevet kendt for netop dette – at forkynde med hjerte, mund og hænder. Oftest kom hjerte og hænder før brug af munden. Altid var og er både ord og handling kombineret med hinanden.
Ingen tvivl om at Frelsens Hærs arbejde og måde at forkynde på kan være et eksempel for os alle – også når vi møder et medmenneske i vores almindelige hverdag.
I Jakobsbrevet i Bibelen udtrykker Jakob at tro uden gerninger er død.
Tænk Gud ønsker, at vi skal repræsentere ham i verden. Hvad Jesus betød for mennesker, det skal vi betyde for hinanden, og ikke bare med hensyn til dem, vi elsker allerede.
I vores samfund i dag mangler vi rollemodeller og forbilleder, som børn, unge, voksne, ældre, kan navigere efter.
Det allerbedste forbillede vi har er Jesus selv. Vores allerstørste ønske må være at efterligne ham.
”Men det er jo ikke muligt at være som ham!”, vil enhver tænke eller sige.
Helt sandt og rigtigt, men Guds Hellige Ånd kom på pinsedagen, og dagligt må vi fyldes af ham, så Jesus elsker gennem os, så det umulige bliver muligt.
Sanmen er vi Jesu legeme i verden, og når Guds Ånd får magt i os, så sker der noget godt og smukt, og når vi kommer til kort, (hvad vi sandelig også gør ret så tit), så står Gud der med sin tilgivelse og sin kærlighed og byder os velkommen til at begynde på en frisk.
En ny måned er lige begyndt. En ny uge ligger foran os. Lad os gå og øve os i at stole på Guds Ånds virke i os og igennem os.
Vi er Jesu disciple og dermed i Mesterlære hos ham hver dag.
Og så takker vi for, at Gud ikke blot nedsatte en komite, men han handlede – sendte Jesus til jord.
Lad os derfor elske hinanden ikke bare i ord men i handling.
Elske som Jesus ville have elsket – mine naboer, mine venner, mine arbejdskammerater, min familie, dem jeg kender, og dem jeg ikke kender, og måske også dem jeg ikke kan fordrage.
Bøn:
Gud, giv mig et kærligt sind, så jeg virker for dig og med dig i min hverdag.
Det ber jeg om i Jesu navn. Amen.
Kærlig hilsen
Agnethe
Pens. sognepræst
