Brian lærer os noget om øl

ØL: Brian Kuzuch sælger velsmagende øl fra danske mikrobryggerier fra sin ølbutik på Lille Torv i Rønne. Han har næsten 240 forskellige øl på lager, så der burde være noget for enhver smag…

Brian Kuzuch – her fortæller han om øl på Wonderfestiwall

 

Vist er det kaffe, der er den danske nationaldrik, men øl – det kan også noget her til lands, hvor et af verdens mest kendte brands, “Carlsberg” er kendt over det meste af verden.

Carlsbergs egen verdensberømte pilsner hed i mange år “Hof” – første gang brygget i 1904. Kælenavnet “Hof” fik Carlsberg-pilsneren, da der på etiketten stod, at bryggeriet var kongelig hof-leverandør.

Hof eller Tuborg
Og i mange år foretrak øldrikkere herhjemme enten “Hof” eller “Grøn Tuborg” – med førstnævnte som det dominerende mærke. Det har ændret sig – og i de senere år er “Hof” dels forsvundet som varemærke (1991) – dels overhalet som den mest solgte øl – både herhjemme og på verdensmarkedet af Grøn Tuborg, der iøvrigt er Danmarks først bryggede pilsner fra 1880. Carlsberg bryggede øl siden 1847 – men en anden type end pilsner. De to bryggerier blev fusioneret for mere end 50 år siden, og Carlsberg er i dag verdens tredjestørste bryggerigruppe.

Hverken Tuborg eller Carlsberg  er dog blandt de ti mest solgte  øl i verden – det er primært øl fra amerikanske eller kinesiske bryggerier.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Beerhouse Bornholm – øl for feinschmeckere

 

I Rønne er der imidlertid en mand, der har en mere nuanceret øl-smag, der ikke begrænser sig til landets to populæreste ølmærker.

Han hedder Brian Kuzuch – og han er oprindelig fra Tejn.

Vejen til øllet har ikke været direkte: Brian er udlært mekaniker og har senere arbejdet som montør hos Bornholms Agro & Ventilation i Hasle. I dag arbejder han som montør hos Jensen Group i Rønne, der  – som mange vil vide – producerer industrielle foldemaskiner  til vaskerier.

Den store interesse
Men i sin fritid er Brian beskæftiget med sin store interesse: Øl: Det foregår fra Beerhouse Bornholm, der dels er en netbutik, dels en fysisk butik på Lille Torv i Rønne.

Her hjælpes han og hustruen Maja med at sælge specialøl fra danske mikrobryggerier til feinschmeckere af den ædle drik. Butikken, hvor kunderne henter øllet, holder åbent visse timer torsdag, fredag og lørdag, men alt dét – og om  de mange forskellige specialøl, der fås hos Beerhouse Bornholm – kan man læse mere om på hjemmesiden beerhouse-bornholm.dk.

Sjældne øl
Ideen er, at man hos Maja og Brian kan købe nogle af de øl, som daglighandlen ikke fører – og der er virkelig noget at komme efter for alle ølentusiaster, skulle vi hilse og sige.

Og hos Brian får man virkelig al den ekspertviden, man måske ikke selv har: Forskellen på IPA, pilsner, stout, lagerøl – og hvad de mange forskellige typer øl nu hedder.

Og det er en god viden at have i dag, når man går i  byen – hvad enten det er på restaurant eller på at mere ydmygt udskænkningssted: For udvalget af øl er voldsomt større end for bare 30 år siden, hvor bestillingen enten lød på en Hof eller Tuborg – eller i Jylland måske en Ceres Top eller Albani Pilsner i Odense. Neptun i Silkeborg og Thor i Randers.

Hvis der ikke var andet…

Ølsmagning
Nej, i provinsen brygger de selvfølgelig udmærket øl, men Brian Kuzuch har et brændende ønske om, at især bornholmerne skal lære mange flere slags øl at kende – øl fra de mange dygtige danske mikrobryggerier.

Derfor arrangerer han også nogle hyggelige og informative ølsmagninger. Den næste finder sted i “Metalhuset” Ved Lunden i Rønne, og den foregår fredag 11. oktober kl. 19. Og der bliver meget mere end godt øl for pengene: Det er navnkundige Eddie fra Midtfyns Bryghus. Kendt og elsket af fynboerne for sit gode øl. Eddie har brygget øl siden 2006 og er indehaver af bryggeriet, der får besøg fra nær og fjern hver eneste dag. Han er ikke alene en dygtig brygger – han er også en forrygende stand-up komiker, så der er noget at glæde sig til. Billetter til kr. 295,- købes i butikken på Lille Torv.

Og der er julesmagninger – og da forresten også en smagning senere på året med øl, der alle holder over 10 pct. i alkoholstyrke. Det bliver en festlig aften…

Nye øl
Og så kan vi runde af med en god nyhed til alle øl-elskere på Bornholm: I næste uge kan Beerhouse Bornholm præsentere endnu en øl i sortimentet: En spændende, ny aftale med et jysk bryggeri er indgået – mere må vi ikke afsløre her, men hold selv øje med Beerhouse Bornholm i næste uge…

 

 

 

 

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?

Turismeskat på Bornholm?

DEBAT: Det er ret beskæmmende, at Minister for Byer og Landdistrikter Morten Dahlin slet ikke har forstået, hvad en turismeskat er, skriver Claus Larsen-Jensen, gruppeformand

Læs mere »