Bornholm går søndagstur for skolebørnene og mod mobning

Hvad er bedre end at starte første søndag i december med lidt frisk luft og let motion?  Og samtidigstøtte børns kamp mod mobning og mistrivsel, og dermed hjælpe med til at de genfinder glæden og det gode børneliv?

Ta’ med ud og gå på søndag, lyder opfordringen fra danske Julemærkehjem.

 

Gåtur og støtte kampen mod mobning bliver muligt i Allinge og Rønne søndag 4. december, når årets Julemærkemarch for 46. gang samler ind til driften af landets fem Julemærkehjem.

Siden 1904 er der hvert år udkommet et nyt Julemærke til gavn for Julemærkehjemmene og udsatte børn i Danmark. Nu om dage sendes der ikke mange postkort, men mange støtter sagen hele året som Julemærkeven.

Den første søndag i december kan alle hjælpe ved at deltage i det sunde og hyggelige initiativ, Julemærkemarchen.  En symbolsk gåtur i fællesskab med tusindvis andre mennesker fra 69 forskellige startsteder i Danmark.

Julemærkemarchen er gået grøn

Danmark går en mere bæredygtig fremtid i møde. Julemærkemarchen er naturligvis gået med på vognen. Den berømte Julemærkemarch-medalje er ikke længere produceret i metal og hentet hjem fra Kina. I år får alle en flot medalje udarbejdet i træ. Træmedaljen er fremstillet i FSC-certificeret birketræ, skovet i Skandinavien og hele forarbejdningen er dansk og foregår i Malling.

Nyt på Bornholm

Har man været vant til at gå Julemærkemarch fra Kongeskærskolen i Allinge-Sandvig, skal man i år være opmærksom på at startstedet er flyttet. ”Vi er superglade for, at Bornholms Idræts- og Kulturcenter bakker op om den gode sag, og vi finder det helt naturligt at flytte til Bornholms Idræts- og Kulturcenter, som er det samlende omdrejningspunkt i lokalsamfundet. Her kan man også nemt få varmen igen, fordi Café Mellembyerne tilbyder lækkerier og varme drikke, når folk vender tilbage fra gåturen” fortæller Allan Stenbye, der er en af de lokale arrangører.                 

1,2 mio kr.

Sidste år, i 2021, blev Julemærkemarchen afholdt på næsten normal vis, selvom der stadig var rester af  Coronapandemiens skygge. Der var heldigvis rigtig mange som mødte frem og gik en tur i lyset af, at vi igen kunne være sammen i fællesskabet, og derfor fik vi alligevel samlet 1,2 mio. kr. ind.

Julemærkemarchens bestyrelse håber, at alle vil møde op igen i år, og tage en ven med for at vise sin støtte sammen med alle de ildsjæle, der lægger et stort arbejde ude på de lokale Julemærkemarch-startsteder. På landsplan vil vi gerne opnå, at flere end 16.600 danskere går en tur med Julemærkemarchen, ligesom før corona-pandemien, hvor vi i 2019 kunne præstere en rekordstor donation til Julemærkefonden på 1.465.000, – kroner.

March med stor betydning

Julemærkefonden, som driver landets fem Julemærkehjem, ser med stor glæde og tilfredshed på Julemælkemarchens store indsats:

”Julemærkemarchens imponerende og frivillige hjælpearbejde kaster hvert år en flot donation af sig, som kan mærkes i det samlede budget. Det fortsatte hjælpearbejde, der hvert år gavner knap 1.000 børn, er afhængigt af indsamlede midler. Det offentlige tilskud dækker kun knap tre  procent af budgettet. Salget af Julemærker er for nedadgående, idet stort set ingen længere sender julepost. Derfor sætter vi stor pris på vores Julemærkevenner, donationer fra virksomheder og fonde samt på Julemærkemarchen,” siger direktør Søren Ravn Jensen fra Julemærkefonden

Start i Allinge og Rønne

Den udmelding glæder arrangørerne i Rønne og Allinge:

”For os frivillige er det er et kærkomment og vigtigt stykke arbejde, som slet ikke føles som arbejde. Vi skaffer midler til Julemærkefonden, og samtidig kommer en masse mennesker ud i det fri og er sammen om at dyrke motion. Der er således gevinst for alle parter”, siger Allan Stenbye.

 Der er fælles start på Julemærkemarchen søndag 4. december kl. 10 i Allinge fra Bornholms Idræts- og Kulturcenter, samt i Rønne fra Viking Atletiks klubhus ”Louisenhøj”.  Man skal bare møde frem lidt før starten går, hvis man vil med.

Opstod i 1977 

Julemærkemarchen opstod i 1977, da den Aarhus-baserede Postens Marchforening for allerførste gang arrangerede en march til fordel for Julemærkefonden. I 2016 kunne initiativet således fejre 40-års jubilæum – oveni købet med et rekordstort deltagerantal. Julemærkemarchen er en forening af frivillige over hele landet.

Foreningsarbejdet ledes og koordineres af en bestyrelse valgt blandt de frivillige. Gennem årene er der kommet flere og flere startsteder til – i år er der 69 – og samlet set er der blevet indsamlet over 24,8 millioner kroner til driften af Julemærkehjemmene, der ligger i Roskilde, Skælskør, Ølsted, Kollund og Hobro.

Fik du læst?