Jeg husker det så tydeligt. Jeg var i Nigeria. Petroleumslampen osede lidt for meget. Jeg gik i gang – troede, jeg kunne gøre noget ved det, men nej – det gik ikke.
Min veninde stod ved siden af mig, mens jeg moslede løs. Pludselig fik jeg øje på hende, og jeg forstod. Hun stod der, var noget så utålmodig, og jeg vidste, hun kunne. Jeg kunne ikke.
Endelig overgav jeg mig og lod min praktiske veninde komme til.
Hvorfor havde jeg ikke gjort det for længst?
Hvorfor skulle jeg vise mig i stedet for at indrømme, at denne opgave var jeg ikke skabt til?
Min veninde og jeg havde forskellige nådegaver. Jeg behøvede ikke at tro, at jeg absolut skulle kunne det samme som hende.
Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har oplevet noget lignende. Der er bare i mig en ufattelig trang til at brilliere på trods af, at jeg virkelig godt ved, at jeg ikke kan alt.
Pointet med dette eksempel er simpelthen at gøre mig selv og andre opmærksom på, at vi netop er skabt til at supplere hinanden. Vi behøver ikke og skal ikke ligne hinanden.
Vi skal holde op med at sammenligne os med hinanden. Vi skal i stedet lade andre komme til med deres nådegaver og talenter.
I stedet for at misunde vores medmenneske skal vi glæde os over vedkommende, som i den grad kan lykkes med det, jeg bestemt ikke kunne gøre.
Er det ikke skønt, at vi netop er her i verden sammen, fordi jeg det enkelte menneske ikke kan alt. Jeg har brug for dig. Du har brug for mig.
Jeg kan da godt synes, at det er ærgerligt, at jeg er så upraktisk anlagt, men livet har lært mig, at jeg kun må glæde mig over, at der er andre, som kan noget meget bedre end mig.
Jeg bygger jo på mange måder mit liv og mine holdninger på det, jeg ser specielt, Ny Testamente siger om livet.
Paulus, der skrev mange breve til menigheder, som han havde startet, skriver meget klogt og vist om, hvordan vi mennesker skal opfatte os som forbundet med hinanden. Vi kan simpelthen ikke undvære hinanden.
Paulus skriver om det i brevet til en flok kristne i Korinth i Grækenland.
Paulus sammenligner her den kristne menighed med en menneskekrop.
Vores krop har brug for forskellige lemmer.
Enhver, der er handikappet, ved, hvor generende det er, når der er en del af legemet, som ikke fungerer.
Hver del af vores krop har sin funktion. Paulus siger, det ville være dumt, om øjet sagde til hånden: ”Jeg har ikke brug for dig”, eller hovedet til fødderne: ”Jeg har ikke brug for jer.”
Han skriver: ”Tværtimod de lemmer på legemet, som synes at være de svageste, netop de er nødvendige”.
Han skriver: ”Lider en legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver en legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.”
Det er skrevet til en flok mennesker i en menighed, som manglede respekt for hinanden.
Vi kan glæde os over, at de i Korinth lavede alle de fejl. Hvis de havde været perfekte, havde vi ikke fået de retningslinjer, som de fik på grund af deres ringe kærlighed til hinanden.
Nu lærer vi noget af deres fejl.
Misundelse og ringeagt for hinanden findes både i en menighed i en kirke, såvel som det findes på en arbejdsplads eller i et hjem.
Derfor er, hvad Paulus skriver, en brugbar vejledning i, hvordan et ægte og godt fællesskab fungerer.
Det giver så også os et billede af, hvordan vi i grunden hver dag har brug for Helligåndens vejledning i det at leve. Bibelen kalder det at vandre i Ånden. Ånden, som er kærligheds og sandheds Ånd.
Vi har dog gang på gang brug for den tilgivelse, som Jesus sørgede for at bibringe os, da han døde på et kors.
Billedet af kroppens mange lemmer siger noget til os om, at vi ikke kan undvære hinanden eller undvære hinandens kompetencer.
Vi må derfor glæde os over andres rige gaver, som kan være til hjælp for mig i min hverdag – både i kirke, på arbejde og i mit hjem.
Det er vores hoved/ vores hjerne, som bestemmer vores lemmers brug. Hjernen dirigerer, hvad kroppen skal gøre.
Paulus skriver, at i menigheden i en kirke er det Kristus, der er hovedet. Vi er kroppens forskellige lemmer.
Før jeg blev præst, skulle jeg prædike til en gudstjeneste, og jeg spurgte præsten, om jeg måtte lære menigheden en sang under prædikenen. En sang, der ville understrege min pointe i min prædiken.
Præsten sagde: ”Du må gøre hvad som helst. Du må stå på hovedet foran alteret. Bare Jesus er i centrum!”
Et utrolig klogt, ja, et svar med dyb visdom.
Det har været i mine tanker lige siden.
En målesnor, som jeg kunne bruge som præst.
Ikke at det altid lykkedes for mig, men det må være vigtigt i alt, hvad vi gør som kirke, at uanset, hvad vi gør eller arrangerer, så skal Jesus være i centrum.
Ud fra ham som centrum skal alting vurderes.
I min optik gælder det ikke bare i en kirke.
I vores fællesskaber udenfor kirken ønsker jeg også, at Jesus må være centrum i alt, hvad jeg gør.
For hvis Jesus er med i alt, hvad vi gør, så kommer det, vi gør til at bære præg af ham, og han er kærligheden selv, og så kan det hele ikke gå helt galt.
Paulus skriver et andet sted:
”Gør min glæde fuldstændig ved at have samme sind, ved at have den samme kærlighed med én sjæl og et sind. Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv.” Filipperbrevet kap. 2 vers 2-3.
Lykkes det altid for mig?
Næ, desværre, men Gud er tilgivende og hjælper mig i gang igen ved sin Ånd.
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
