At stå på hovedet foran alteret

Da jeg var i England på bibelskole engang i 70’erne, blev jeg ofte stillet spørgsmålet: “Where did you worship last Sunday?” “Hvor tilbad du i søndags?”

Egentlig mente vedkommende bare: ”Hvor var du til gudstjeneste i søndags?”

Det engelske sprog siger faktisk helt præcis, hvad der er formålet med vore gudstjenester.

Gudstjenestens mål er tilbedelse af den treenige Gud – Fader, Søn og Helligånd.

Ordet gudstjeneste siger det også på en lidt anden måde, nemlig at vi mødes for at tjene Gud.

Vi er dog i vort liv, og i den tid vi lever, meget optaget af, hvad der gir os noget.

Selvfølgelig må vort fokus godt være at blive beriget under en gudstjeneste.

Vi har brug for at blive tanket op til den uge, vi er på vej ind i. Vi har desperat brug for den fred, Gud kan give os. Brug for Guds nærvær, brug for hans tilgivelse, brug for det skub, vi kan få, når Bibelen bliver læst og fortolket, og vi må allerhelst komme med et åbent sind og hjerte, så vi kan tage imod alt, hvad Gud vil give os.

Det forhindrer os imidlertid ikke i at vide, at gudstjeneste er mere, end hvad vi får givet.

Vi ville måske få endnu mere, hvis vore sind og hjerter får en anden retning end os selv.

Vi bliver så let tilskuere. Den norske præst og forfatter Karsten Isachsen siger, vi så nemt bliver publikum i stedet for at være Guds menighed.

Han skriver:” Hvad er et publikum? Store øjne og ører og mund og mave. Ingen arme og ben. En god siddeplads med billetten betalt, med chips og forventninger, der mere ligner krav. Jeg har krav på at blive underholdt! Og det bliver publikum jo. Den, der vil vinde verden, må underholde den! Vær original, fræk, anderledes, udfordrende, grov, vittig, dristig. Lad forbrugeren få det, forbrugeren skal have.”

Og han fortsætter meget sigende: ”Til glæde for Guds fjende har publikumsånden sneget sig gennem de tykkeste mure, vi har – kirkens mure.”

Og senere:” Publikum, som har været i kirke, kan fortælle enhver, de møder resten af dagen, om dagens forestilling. Om præsten var sur eller blid, om barnet skreg under dåben eller ej, at selv fru Gundersen var til alters, at organisten prøvede at spille fire vers til ”Altid frejdig”, selv om der kun er tre. Guds publikum.”

Jo, Karsten Isachsen får givet os alle en kærlig, men ligefrem og ærlig omgang, for vi har alle opført os som publikum i en kirkelig sammenhæng, og det gælder både os præster og menighed.

Jeg smiler, når jeg læser det, og det håber jeg også, du gør. Vi er jo bare mennesker og har lov at være det, og næste gang jeg er til gudstjeneste lægger jeg da helt sikkert stadig mærke til alt muligt. Det må jeg indrømme.

Vi kan dog alligevel lære noget af den norske nu afdøde præst. Når vi er til gudstjeneste, så er hovedformålet at tilbede Gud og give ham al vores tak. Det er ”at løfte vore hjerter til Herren og prise hans navn!”, som vi bliver opfordret til i nadver ritualets første begyndelse.

Gudstjenesten drejer sig ikke først og fremmest om at høre nogle kloge ord i prædikenen og kunne sige bagefter: ”Det var dog en interessant prædiken! Det er godt nok en rigtig klog præst, vi har.” Præster er ikke ansat til at underholde eller til at imponere os med deres utrolige viden.

Som helt ung og endnu ikke ordineret præst skulle jeg prædike ved en gudstjeneste og spurgte præsten, om jeg under prædikenen måtte lære menigheden en sang – en from, bibelsk en, må jeg vist tilføje. Jeg har aldrig glemt præstens vise svar. Han svarede:” Du må gøre hvad som helst. Du må stå på hovedet foran alteret. Bare Jesus er i centrum!”

Jeg forstod, hvad han mente og har prøvet at efterleve det også som præst.

Gudstjenesten er at blive berørt og forvandlet i Guds nærvær, for Gud er ikke fromme teorier. Vores tro er ikke blot en smuk ideologi om næstekærlighed. Vi kommer, for så bagefter at gå fra kirke ud i vores almindelige hverdag. Som en afslutningsbøn efter nadveren siger om Jesus Kristus: ”Vi er hans legeme i verden!”

Vi bliver velsignet, når vi har øjnene rettet mod den levende Gud og tilbeder ham! Hvis jeg som prædikant og leder af en gudstjeneste kommer i centrum, så går det rivende galt! Jesus skal være i centrum. Han er og skal være hovedpersonen i enhver gudstjeneste! Ham er vi kommet for at tilbede!

Et godt råd: Snyd ikke dig selv ved ikke at gå til gudstjeneste! Vend dit blik imod den Gud, som har givet dig livet. Det kan ske hvor som helst, men det er berigende at gøre det sammen med andre, og det er noget særligt at tilbede Gud ved en af kirkens gudstjenester!

Kærlig hilsen

Agnethe Zimino
Pens. sognepræst

Seneste artikler

Fik du læst?