Det er almindelig kendt, at forskere mener, at det fremmer sundhed, hvis vi i stedet for at spise alene, sidder sammen med andre og indtager et godt måltid.
Det er ganske sandt. Enhver ved det. Skal vi feste, så er det altid skik iblandt os, at vi selvfølgelig inviterer til et måltid.
Der er vel ingen af os, som har været inviteret til bryllup, runde fødselsdage eller andre festligheder, hvor vi ikke fik et godt måltid. Det er vel derfor, vi taler om at være sammenspist.
Går vi til Bibelen, så ser vi det gang på gang. Da den fortabte søn kom hjem, skulle der være gilde. Glæden var stor – hvert fald hos faderen. Der skulle festes. Fedekalven blev slagtet.
Da Jesus var til bryllup sammen med sin mor, så blev der serveret god vin, og der er garanteret blevet serveret et godt måltid til.
Når der i Bibelen er tale om evigheden hos Gud, så tales der om at sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob, drikke den dejligste vin og spise sammen.
Nettet skriver:
” At spise sammen fungerer som lim, der knytter mennesker tættere sammen.»
I min tid som præst ved jeg også, hvad et fælles måltid kan betyde for tilslutningen til vores arrangementer.
Ikke alene betød det flere, som mødte op, men det betød også, at samværet omkring et måltid betød, at stemningen løstes op.
Pludselig var det helt naturligt for mennesker, som ellers var fremmede overfor hinanden at snakke om endog meget personlige ting, og man fik tilmed efter sådan et måltidsfællesskab en god snak om det at tro på Gud. Der blev lyttet på en anden måde, og hjerter åbnede sig for hinanden – og for Gud.
Jeg tænker ikke mindst på de fælles måltider, vi altid havde på Alpha-kurserne, som banede vej for ganske uformelle og afslappede samtaler om det at være kristen, og om hvad der kunne være svært ved det at tro.
Skærtorsdag er der mange kirker, som bringer et rigtigt måltid ind i selve kirkerummet i en gudstjeneste. En vidunderlig gudstjeneste for øvrigt.
I kirkens almindelige gudstjenester har vi også et måltid, som er værd at bemærke. I gudstjenestens anden del inviteres der til nadver. Vi samles omkring alterskranken og får et ganske enkelt måltid. Lidt brød og lidt vin.
Det er faktisk så smukt og sandt, som det beskrives på nettet:
”Nadveren er et centralt, ligeværdigt fællesskab i kristendommen, hvor deltagere forenes med Jesus og hinanden gennem brød og vin. Det er et sakramente, der symboliserer tilgivelse, fælles nærvær og kærlighed, hvor sociale skel ophæves, og alle er velkomne ved samme bord, ofte udtrykt ved at knæle ved alteret”
Jeg husker tydeligt, hvordan jeg oplevede netop den beskrivelse engang i Nigeria, da jeg var med til at uddele nadver.
Jeg gik med brødet.
Forskelligheden i flokken, der samledes omkring nadverbordet, var så stor.
Der var hænder, som var slidte, krogede. Der var hænder, som bar præg af kontor arbejde. Hænder på fattige. På rige. Der var den nigerianske guvernørs hænder, fik jeg at vide bagefter. Jeg hørte først bagefter, at den største mand i den pågældende stat havde været med ved nadverbordet.
Det var netop et ligeværdigt fællesskab. Sociale skel var ophævet. Der omkring alteret var vi ens. Vi hørte sammen. Vi blev knyttet sammen med Guds kærligheds bånd, og vi blev forenet med Jesus, som gav os sin tilgivelse og dermed en ny begyndelse.
Jeg ved, der er mennesker – også trofaste kirkegængere, som ikke føler sig værdige til at gå til nadver. Til dig, som måske har det sådan, vil jeg sige:
”Vi er alle i samme båd. I Guds øjne er vi alle værdifulde og elsket, som vi er.
Vi kommer ikke op til nadveren, fordi vi er særligt fromme eller har fortjent noget som helst fra Gud. Gud har gjort os værdige. Han ønsker vores fællesskab. Han tager imod os, som vi er.
Hold dig ikke tilbage. Du er mere end velkommen!”
Men det er vigtigt at vide. Man behøver ikke at forstå den fulde betydning af nadveren for at deltage.
Når vi spiser et almindeligt måltid, sidder vi jo heller ikke konstant og tænker på, hvad den mad indeholder.
De fleste af os spiser, fordi vi bare er sultne.
Måske har nogen bare fortalt os, at det er sundt og nærende, det vi får.
Når jeg går til nadveren, så gør jeg det, fordi Jesus har befalet os at gøre det. Han ved om nogen, hvad der er bedst for mig, så jeg går gladelig op til alteret.
Jeg afkræves ikke en dybere forklaring for at kunne være med.
Et år eller mere kom jeg hver 14. dag hos et gammelt ægtepar, som på grund af sygdom ikke kunne deltage i gudstjenesten i kirken. De ønskede, at vi skulle dele nadveren sammen, og det var højtidsstunder, som jeg aldrig glemmer.
Manden, som var syg, havde jeg mødt på hospitalet. Han nævnte der, at han nu vidste, at han havde en sygdom, som var uhelbredelig, og han sagde:
”Når man ved, man skal dø, ordner man alt det praktiske i tide – ens papirer mm. Sådan har jeg også besluttet, at jeg vil have min sag i orden med Gud, inden jeg skal væk herfra, vil du hjælpe mig?”
Vi bad sammen. Vi delte nadver sammen. Jeg viede ham og hans samlever på lægens kontor på hospitalet. Der skulle være orden på tingene, sagde han.
En ung kristen – en medpatient – havde mange år forinden givet ham et ord fra Bibelen på en seddel. Han nævnte, hvilket skriftsted det var. ”Det skal du tale over ved min bisættelse”, sagde han. ”Jeg vil mine pårørende skal høre det ord og vide, hvad det betød for mig.”
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Fhv. sognepræst
