Da jeg fredag kørte over Storebæltsbroen, kom tankerne helt naturligt til mig.
Allerførst, hvor er det et mesterværk. Meget smukt rejser bropillerne sig op mod himlen. Det tager et stykke tid at komme tæt på de høje, flotte pyloner. De er 254 meter høje.
Et langt stykke kører man som på en dæmning. Der er der 62 almindelige bropiller. Denne lavbro er 6,6 km lang.
Det tager tid for os at få øje på det, der stræber mod himlen.
Vi har jo så travlt. Og det kræver tid at få øje på det, der stræber mod Himlen.
De fleste af os bruger måske endda en stor del af vores liv på bare at køre på ”en lav bro”!
Det kan tage et langt liv, inden vi løfter vores øjne og ser, hvor fantastisk den Gud er, som har skabt os, og som ønsker at dele det ypperste med os.
Egentlig er lavbroen jo også et mesterværk, og vores liv med ensformige dage kan virke ordinære og måske endda lidt kedelige, men selv et ganske almindeligt liv betyder jo rigtig meget for os og er bestemt ikke at foragte.
Det tog lidt tid at nå frem til Østbroen med de høje pyloner. Solen skar i øjnene. Det var faktisk lidt svært at se. Sådan kan der vel også være synsbesvær i vores ganske almindelige hverdagsliv.
Men vi har noget stort at vente på. Gud giver os ind imellem store oplevelser. Åndelige højdepunkter. Milepæle, som vi aldrig glemmer. Disse får rigtig mange mennesker til at tænke på Gud. Takke ham – måske for den lille baby, som pludselig er dumpet som ned fra himlen eller noget andet stort.
Se op! Det må vi hjælpe hinanden med at gøre.
Der kan være så megen tåge i vores liv, så vi ikke kan se målet for vores liv, men som jeg glædede mig til, at Lavbroen var overstået, sådan er der til hver af os noget at forvente. Noget stort, noget godt.
En, jeg holder meget af, har fortalt mig, hvordan hun hver aften slutter dagen med at takke Gud for tre ting.
Det anbefaler hun alle at gøre. ”Der er altid noget at takke for”, siger hun med et stort smil.
Vi kan gå igennem et langt liv uden at opdage Guds storhed. Guds kærlighed. Guds gavmilde hjerte.
Vi ser ikke det store i det små, som en sagde engang.
Jo, når forårsbebuderne springer ud – erantis og vintergækker. Når vi ser de tørre grene grønnes. Når vi ser sommerens blomsterhav forskønne vores haver. Når naturen bliver til en kirkekatedral, så fornemmer mange, at der er mere mellem himmel og jord.
Når vi får lyst til at dykke ned i Bibelens skønneste beretninger, så åbnes vores øjne, og vi ser op – mod Gud.
Vi ved godt, at han ikke sidder deroppe på en sky, men der må alligevel være en grund til, at de flotteste kirkebygninger får os til at måbe, når vi ser op inde i dem. Bare gå ind i Grundtvigskirken eller besøg Bethlehemskirken på Nørrebro, der har samme arkitekt, så løftes vores øjne mod himlen.
Vi ser opad.
Vi hører det i Bibelens salmebog i salme 8, hvor der står:
”Når jeg ser din Himmel, dine fingres værk,
månen og stjernerne, som du satte der,
hvad er da et menneske, at du husker på det,
et menneskebarn, at du tager dig af det?”
Det var, hvad Storebæltsbroen lærte mig her fredag.
Jeg fik også en anden tanke.
Det er vigtigt, der bliver bygget broer mellem forskellige landsdele.
Jeg havde haft en skøn tid på Fyn og i Jylland, men nu glædede jeg mig til at komme hjem – ikke bare til Sjælland, men også til Amager, hvor jeg hører hjemme.
Det er også vigtigt at bygge bro til andre mennesker.
I mit barndomsland i Nordjylland kunne man høre på sproget, hvor langt der engang havde været bare mellem landsbyer, der ellers lå nogle ganske få km fra hinanden.
Der, hvor jeg blev født, så folk ”a”, når de talte om sig selv i stedet for ”jeg”.
Nogle få km derfra, sagde folk ”æ” i stedet for.
Jeg mener, det tyder på, at der engang ikke var særlig god kommunikation mellem folk. Man talte ikke med hinanden. Man kendte ikke hinanden.
Gud vil, at vi skal bygge bro til mennesker, som ellers ville stå os fjernt.
Vi skal ikke altid sætte os sammen med ”kliken”, når vi mødes. Vi skal vise interesse for det andet menneske, som det nu engang er.
Der er noget usundt ved en forsamling, en menighed, hvis den kun er befolket med mennesker, som er enige om alting.
Det betyder ikke, at vi som kirke og menighed ikke har en fælles tro og tillid til den treenige Gud. Men vi er alle på vej, og ingen af os er færdige med at blive udlært som Jesu disciple.
Forskellighed skal præge den gruppe, der mødes.
At bygge bro til mennesker, som er anderledes end os, er en livslang øvelse. At være rummelig er en kristen dyd.
Jesus byggede bro til mennesker af vidt forskellig observans. Han tog imod middagsinvitationer hos en meget lovlydig farisæer, hvis gruppe ellers var imod alt, hvad Jesus stod for.
Han satte sig blandt drankere og prostituerede og blev selvfølgelig beskyldt for at være ligesom dem.
Han kom til dem/ os, ”ingen andre ville lege med. Vi er det dårlige selskab”, som Kim Larsen synger.
Der kan komme ”lidt” uro ud af det at være rummelig på den måde.
Jesus blev faktisk myrdet på grund af det.
Der kan også blive uro i en forsamling/ menighed, hvor folk er så ufattelig forskellige.
Jesus viste kærlighed til dem, han færdedes iblandt. Vi er kaldet til det samme.
Vi skal også gå på broen/ køre på broen og møde de mennesker, som har en helt anden tro end os. Må Gud give os kærlighed til dem.
Det skriver jeg mere om en anden gang.
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
