At blive voksen og følsom

LINDBLOMS MAGASIN: Det er svært at blive voksen og så endda i en verden hvor alt har to sider, en smuk poleret udadvendt side og en upoleret, der ikke vises frem.

Af Pernille Lindblom

I skrivende stund har jeg netop gået fire kilometer i regnvejr med en hund, der absolut hellere ville være blevet hjemme, hvis den havde vidst at himlen åbnede sluserne, halvvejs på vores rute.

Men turen var tiltrængt. Jeg har nemlig i afmagt spist næsten alle de cookies, som jeg ville have delt med min voksne teenagedatter i et forsøg på at lindre hendes frustration over at få voksenlivet til at gå op som førstegangs-udeboende, med skole, job, (manglende) fællesskab, og ikke mindst, meget begrænset økonomi.

Men det kunne jeg godt glemme. Jeg skrev, velment, på sms: Kom på besøg, så kan vi se film og hygge os med cookies?

Hvortil hun svarede med caps lock: ”JEG GIDER IKKE FUCKING HYGGE MIG!!”

Så nu sidder jeg og googler ”Hvordan kommer man af med appelsinhud?” samtidig med at jeg i rytmisk bevægelse, apatisk, føre den ene cookie til munden, efter den anden. Jeg tænker på, hvordan jeg kan hjælpe hende, men kommer i stedet til at fundere over, hvilke andre måder hun kunne have valgt at afvise mit forslag, f.eks Jeg gider fucking ik´hygge mig eller Jeg gider ikke hygge mig, for fuck sake!.

Uanset hvad er jeg glad for, at hun i det mindste er vred. Så er der da en eller anden form for vilje og fighterånd i hende, hvilket er påkrævet i en udviklingsproces, om end jeg inderligt ville ønske, jeg kunne gøre hendes tilværelse let og ubekymret.

Vi ved det jo godt. Det er svært at blive voksen  – og så endda i en verden hvor alt har to sider, en smuk poleret udadvendt side og en upoleret, der ikke vises frem. Min datter tror, hun er alene om at føle sig lost, og mine ord om at mange oplever at føle sig fortabte af og til, hører hun ikke.

Hun kan endnu ikke afgrænse sig og navigere egenhændigt. Hun mener, at det hun har, ikke er nok, at alle andre har bedre forudsætninger for at leve end hun, er dygtigere, kønnere, rigere. En følelse af mangel og mindreværd plager hende og forventningens pres – fra hende selv – ikke mindst. Hvis du er mor, forstår du måske dilemmaet (og indtaget af de mange dulmende cookies).

Min veninde trøstede mig medfølende, men tilføjede senere, at hun ikke kunne se sig fri for at være taknemmelig for ”kun” at have to børn, eftersom der kan gå dobbelt så meget galt, når man har fire, som jeg. Inden jeg nåede at gennemtænke et svar på den bemærkning – som ville have været noget i retning af, at de trods alt plejer at være vanartede på skift – afledte hun mig ved at fortælle, at hun skal opereres for nedsunken blære, fordi hun er træt af at gå og småtisse i bukserne hele tiden.

Hun fortsatte med at fortælle om problemet, der åbenbart har stået på siden fødslen af hendes yngste søn for 12 år siden, men som hun først nu, har haft overskud til at gøre noget ved. Begrundelsen var noget med, at nu hvor hun er blevet skilt, vil hun gerne lige have styr på det hele igen, deriblandt også sin krop.

Jeg kom til at tænke på hvordan hun – mens hun var gift – flere gange nævnte for sin mand, at hun mente, bilen var utæt, fordi der var en våd plet der, hvor den havde stået parkeret. Men han svarede altid bare, at det var kondens. Måske har hun givet ham samme svar, hvis han har oplevet våde pletter, der hvor hun havde siddet…?

Da jeg åbner køkkenskabet for at finde en kop til min te, bliver jeg straks kaldt tilbage til virkeligheden. Foruden krus, gemmer skabet nemlig projekt surdej som jeg har med en af mine andre døtre. Blandingen i glasset lugter så absurd dårligt, at jeg nægter at tro det en dag kan spises. Men min datter nægter at opgive og fortsætter hårdnakket, den daglige ”fodring” af bæstet i glasset.

Min måske kommende kæreste overvejer på femte måned, hvorvidt jeg kan blive lige så interessant for ham som fodbold. En kamp, der for selv en håbløs romantiker som jeg, ikke længere er værd at sætte penge på at vinde.

Og nu er der ikke flere cookies. Må hellere gå en tur mere…