 (1).gif)
Jeg har fået en ny hofte. Det var en voldsom oplevelse at være vågen under operationen. Der var en larm uden lige på operationsstuen. Der blev savet, hamret, og støjen var enorm. Jeg mærkede, hvordan min vågne overkrop rykkede sig, mens den gamle hofteskål blev fjernet og en ny blev hamret på plads.
Lyder det voldsomt? Det var det skam også. Jeg kunne have valgt at sove imens, men jeg fik som vågen virkelig et indtryk af, at den nye hofte virkelig sidder godt fast. Den går ikke sådan i stykker.
Det var godt værkstedsarbejde udført af en kompetent kirurg og en flok dedikerede medarbejdere, som sandelig gjorde deres arbejde på fineste vis. At de så også kunne joke undervejs og dele sjove oplevelser med hinanden sagde mig noget om et godt arbejdsklima og en professionalisme. De vidste simpelthen, hvad de gjorde og kunne deres håndværk.
En hjemmesygeplejerske har lige konstateret, at mit operationssår er helet fint op. Det er syet indefra af flere omgange. Det skal således også heles indefra, og nu er det tilsyneladende sket. Nu kan det kun gå fremad Om nogen tid er der kun et langt ar at se, og jeg har fået et helt nyt liv.
Selvfølgelig er der stadig smerter. Jeg kan dog mærke, at operationen er fuldendt, og jeg glæder mig til at kunne stå og gå uden smerter. Mit sår er helbredt. Nu er en naturlig helingsproces gået i gang, og denne tager måske nok tid.
Har man et sår et sted, finder man hurtigt ud af det. Vigtigt er det så, at såret bliver renset, plejet og set efter.
Som mennesker får vi også sår og skrammer, som skal heles indefra. Vi undgår ikke lidelse her i livet. Nogen tror, at med en tro på Gud er alt fryd og gammen. Det er dog ikke realistisk. Tro på en kærlig og almægtig Gud betyder mest af alt, at jeg ved mig tryg og i gode hænder.
Profeten Esajas i Det Gamle Testamente skriver for øvrigt ret nøjagtigt om de lidelser, som Jesus Kristus måtte gennemgå. Jeg vil lige citere lidt her. Det er skrevet hundredvis af år, før Jesus overhovedet blev født. For mig er det dog helt tydeligt, at det er Jesu død, som bliver omtalt forudsagt af en af de gamle profeter:
”Det var vore sygdomme, han tog. Det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham.” Esajas kap. 53 vers 4 – 6.
Her har vi så forklaringen på meningen med Jesu lidelse og død. Det var altså for vores skyld, det skete. Et stærkt tegn, ja, mere end det – en konkret kærligheds handling, så vi kan vide at have fred med Gud.
”Ved hans sår blev vi helbredt”. De ord gør indtryk på mig.
Hvad kostede det ikke Jesus? Sikke en byrde af alverdens skyld på hans skuldre. Normalt tænker vi alt for lidt om, hvad Jesus måtte gennemgå. Det var ikke en nem død, og lidelsen forinden var overmåde grusom.
Vi fornemmede lidt af det i Mel Gibsons gruopvækkende film ”The Passion of the Christ”. Jeg turde nærmest ikke vise den film for konfirmander. Den viste jo netop grusomheden i de lidelser og den død, som Jesus gennemgik for min skyld.
Os, som er vokset op i kristne hjem, og som kan sige trosbekendelsen udenad og næsten i søvne tænker ofte alt for lidt på, hvor forfærdelig en død Jesus måtte gennemgå.
Som gammel kristen kan man risikere at komme til at tale om Jesu død på en meget overfladisk måde, for vi ved jo det hele så godt, så godt, og vore ord bliver så nemt floskler.
Det var ved hans lidelse og sår, vi blev helbredt.
Hvor har vi meget at takke Gud for!
Hvor er det befriende, at vi ikke skal gå og frygte Guds dom over vores ofte forfejlede liv. Tænk at der i vores kristne tro ligger den frihed, at vi må tro, at Jesu død er nok til min frelse.
Hvor er det vigtigt, at vi tager imod den fred, som Gud kan give os og vil give os alene på grund af Jesu død.
Jeg ved, vi er mange, som elsker Grundtvigs salme: ”Hil dig frelser og forsoner”. Den slutter med to stærke vers, som jeg og du kan leve og dø på:
”Skønt jeg må som blomsten visne,
Skønt min hånd og barm må isne.
Du, jeg tror, kan det så mage,
At jeg døden ej skal smage, Du betalte syndens sold.
Ja, jeg tror på korsets gåde,
Gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: vi gå til Paradis!
Denne søndag markeres Jesu sejr over døden i landets mange kirker. Kirken er fyldt med mennesker, som har mistet pårørende i året, der er gået. Må denne søndag være præget af glæden over Jesu død og opstandelse. Deri finder vi trøst i al sorg og savn.
Vi har altså heller ingen grund til at frygte den død, som ligger foran os!
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
