U16 drenge blev suveræne rækkevindere efter ny storsejr

FODBOLD: Elite Bornholms U16 drenge blev suveræne rækkevindere efter flot sejr på 4-0 over CIK. Også sejr til U14 drenge i Dragør…

Elite Bornholms U16-drenge – suveræne rækkevindere.

Elite Bornholms U16-drenge sluttede efterårssæsonen af med manér, da holdet besejrede Christianshavns IK med 4-0. Dermed kan drengene glæde sig over at være suveræne rækkevindere med maksimumpoint efter en sæson, hvor arbejdet på træningsbanen for alvor har båret frugt.

Kampen blev spillet på en forholdsvis ny kunstgræsbane, hvor underlaget viste sig at være ekstremt glat. Det gav botnholmerne  en vanskelig start, hvor de første ti minutter i høj grad handlede om at vænne sig til forholdene og finde ud af, hvordan bolden reagerede på underlaget. Det krævede lidt tilvænning, men da spillerne først havde fundet rytmen, gik det stærkt.

Fantastisk periode
De bornholmske drenge trådte ind i en fantastisk periode på ti minutter, hvor de scorede hele fire mål og reelt afgjorde kampen.

Det første mål kom efter et hjørnespark, hvor Mikkel Sonne steg til vejrs og headede bolden flot i nettet. En stærk afslutning på en god standardsituation.

Mikkel Sonne var også manden bag kampens andet mål. Med en flot individuel aktion tog han et godt træk og afsluttede med venstrebenet. Bolden blev placeret helt nede ved stolpen, og det var ganske enkelt et superflot mål.

Slog til igen
Kort efter slog U16 til igen. Storm Holm var hurtig til at tage et indkast og sendte Hugo Vesterbro fri i dybden. Hugo satte kursen direkte mod mål og afsluttede sikkert og hårdt i siden af målet. En flot og effektiv aktion, hvor de bornholmske angribere hurtigt fik udnyttet modstanderens manglende organisation.

Det fjerde mål blev resultatet af et aggressivt pres. Det lykkedes med at stresse modstanderen til en dårlig tilbagelægning, som målmanden ikke fik kontrol over. Bolden endte derfor i eget net, og dermed stod det 4-0 efter en særdeles effektiv periode fra vores side.

Styr på kampen
Herefter handlede det om at bevare roen, spille fornuftigt og lade bolden gøre arbejdet. Det lykkedes drengene rigtig godt med. De holdt styr på kampen, fik spillet bolden rundt og kontrollerede begivenhederne resten af vejen. De kunne måske endda have scoret et par mål yderligere, men det blev ved de fire.

En fantastisk afslutning på efterårssæsonen…

Nu ser holdet  frem mod næste halvsæson, hvor det forventer at skulle prøve kræfter med en højere række. Det bliver en spændende udfordring, som drengene glæder sig til at tage fat på – med masser af selvtillid, sammenhold og tro på det, de gør.

U14 sejrede i Dragør
I høj søgang satte Elite Bornholm U14 kursen mod Dragør, hvor en vigtig kamp ventede mellem nummer to og nummer fire i rækken. Der var meget på spil for begge hold, men bornholmerne kunne efter en velspillet kamp rejse hjem med en flot og fortjent 3-1-sejr.

(Fortsættes under billedet)

Flot præstation af U14-holdet i Dragør. (Foto: Michael Brøndum)

 

Begge hold kom godt fra start, og fra kampens indledning blev der spillet god fodbold i begge ender af banen. Det var dog Elite Bornholm, der efter et kvarters spil fik hul på bylden.

Et frispark i venstre side blev slået ind i feltet, hvor Adnan Selimovic kom først på bolden og med et flot hovedstød sendte den forbi en fremadstormende Dragør-målmand til 0-1.

Ni minutter senere blev Dragør tildelt et gult kort, og det gav Elite Bornholm et frispark et lille stykke uden for feltet. Adnan Selimovic tog sig af sparket, men bolden ramte muren. Dragør fik dog ikke clearet bolden, og den havnede igen hos Selimovic, som sikkert sparkede den ned i højre hjørne til 2-0.

Første halvleg bød på god fodbold fra begge hold, men Elite Bornholm havde overtaget og kunne gå til pause med en fortjent føring på 0-2.

Dødbolde blev afgørende
Efter pausen fortsatte begge hold det gode spil. Ingen af holdene gav meget væk defensivt, og store dele af spillet foregik på banens midte. Det var derfor igen en dødbold, der skulle gøre forskellen.

Efter 18 minutters spil i anden halvleg blev et frispark fra venstre side slået ind i feltet. Her steg Bertram Leegaard flot til vejrs og headede bolden i nettet til 0-3 for Elite Bornholm.

(Fortsættes under billedet)

Elite Bornholm sejrede 1-3 i Dragør. (Foto: Michael Brøndum)

 

På det tidspunkt lignede det en afgørelse, men Dragør ville ikke give op. Blot to minutter senere reducerede hjemmeholdet til 1-3 og fik for alvor troen på et comeback.

Ni minutter senere fik Adnan Selimovic et gult kort, hvilket gav Dragør yderligere blod på tanden. Hjemmeholdet pressede på i kampens afsluttende fase og forsøgte at skabe spænding, men Elite Bornholm holdt stand og forhindrede yderligere scoringer.

Flot sejr efter en velspillet kamp
“Elite Bornholm kunne dermed rejse fra Dragør med en flot og fortjent 3-1-sejr efter en kamp, hvor holdet viste både kvalitet og effektivitet – ikke mindst på dødboldene. Det blev en god og velspillet kamp mellem to hold, der leverede seværdig fodbold på den flotte græsplæne i Dragør,” fortæller Simon Gren-Hansen fra Elite Bornholm

Næste opgave for Elite Bornholm U14 er den 24. oktober, hvor holdet tager imod Skovshoved på kunstgræsbanen i Nexø.

Du vil måske også synes om

Halloweenløb i Rønne – løb med hvis I tør…

MOTION: For 15. gang indbyder Viking Atletik til Halloweenløb på Rønnes Store Torv.    Halloweenløbet i Rønne sker onsdag 14. oktober kl. 19.10, hvor det forventes, at ca. 600 store og små sendes ud på en rundstrækning på 2,9 km. Ruten er primært i den gamle bydel, hvor der bl.a.

Læs mere »

Det her hold er noget særligt

FODBOLD: Elite Bornholms U16-piger har et super godt sammenhold. Spillere fra forskellige klubber på øen spiller fantastisk sammen – både på banen og udenfor. Lørdag gik det ud over Holte-Birkerød United.   Vist kom Holte-Birkerød United foran i lørdagens kampe på Rudegårds smukt beliggende stadion ved Holte, men det gjorde

Læs mere »

Succesholdene: Så kom nederlagene

FODBOLD: Elite Bornholm U14 tabte vigtigt skridt i topkampen – også nederlag til U16-pigerne   Efter nogle helt forrygende sejre kom de første nederlag til U14-drenge og U16-piger i lørdagens kampe. Elite Bornholm U14-drenge var tvunget til at hente en sejr mod Sundby, hvis de skulle holde fast i Vanløse

Læs mere »