BADNING: Livredderne ved Balka Strand måtte i aktion forleden, hvor en dreng var kommet alt for langt ud.

Livredderne ved Balka Strand observerede forleden en dreng omkring 350 meter ude. De syntes tillige, at han så besværet ud og besluttede sig for at sejle ud til ham. Da den ene livredder kom ud til drengen, var han ved bevidsthed, men meget panisk og træt.
Livredderen hjalp ham op i båden, og de sejlede ind til land. Livredderne tog en snak med drengen om bølger – og det at gå for langt ud – og fik ham til at falde til ro. Derudover tog de en snak med forældrene om at holde øje med børnene.
Førstehjælp på stranden
For det er sol og sommer, og der er mange, særligt børnene, der elsker en tur i vandet. Og selv om langt de fleste får en skøn oplevelse ved stranden, så er det betryggende med livreddere, de steder, de er til stede.
Således måte livredderne ved Balka yde førstehjælp nogle gange i sidste uge samt foretage 34 såkaldt “forebyggende” aktioner på stranden. Derudover gav de knap 175 oplysende indsatser.
På stranden i Sandvig gav livredderne fire førstehjælpsaktioner, 56 forebyggende aktioner samt over 300 oplysende indsatser.
Varmt vejr i vente
Meteorologerne lover mere stabilt og varmt vejr i den kommende uge, og det får livredderne til at forvente travlhed på strandene. Gennem hele sommeren har mange i alle aldre fundet vej til de danske strande. Danskernes store glæde for strand og vand er noget, der er blevet bemærket blandt TrygFondens udenlandske kystlivreddere.
TrygFonden Kystlivredning har hvert år livreddere på udveksling fra andre lande, og i år gælder det kystlivreddere fra Australien, som har en stærk livredningskultur, men også bl.a. Frankrig:
“Det, vores udenlandske livreddere lægger mærke til, er, hvor glade danskerne og i særdeleshed børnefamilierne er for strandlivet. På de varme dage er mange på stranden hele dagen, og det er især de australske livreddere ikke vant til. På de mindre gode dage rent vejrmæssigt bruger danskerne stranden på alverdens rekreative ting som fx at surfe, svømme og gå ture langs vandet,” fortæller Anders Hammer fra TrygFonden Kystlivredning.
Hold øje med børnene
Foruden danskernes store glæde for at være på stranden i flere timer, har kystlivreddernes udenlandske kollegaer bemærket, at vi i Danmark trods meget få restriktioner på strandene generelt har en rigtig god kultur – men:
“Vores udenlandske livreddere kan faktisk rigtig godt lide, at der ikke er så mange regler her i Danmark, som de er vant til, men de siger samstemmende, at vi er lidt for afslappede, når det gælder at holde øje med vores børn. Dér, hvor de kommer fra, ville det blive påtalt meget tydeligere, hvis voksne lader børnene være alene – især i vandet,” siger Anders Hammer.
Bad mellem flagene
I den kommende uge forventer livredderne flotte temperaturer, og badevandet er lækkert, så opfordringen er klar:
“Kom endelig ned på stranden og tag en dukkert – og bliv gerne hele dagen, hvis lysten og tiden til det er der. Bad mellem livreddernes rød-gule flag, der markerer den zone, hvor livredderne særligt holder øje, og hvor I får den bedst mulige sikkerhed. Både børn og voksne er også altid velkomne til at komme hen og snakke med livredderne – og er der en af vores udenlandske kollegaer, fortæller de helt sikkert gerne om forholdene, hvor de kommer fra,” siger Anders Hammer.


