MUSIK: Ti bornholmske kor med 200 sangere mødes på Korsangens Dag lørdag 28. februar. De øver først sammen på Søndermarkskolen i Rønne. Til sidst holder de en fælles koncert i Skt. Nicolai Kirke

Af Lene Dam Jørgensen
Lørdag 28. februar samles ca. 200 korsangere fra ti bornholmske kor til Korsangens Dag. Korene er Amazing, PAJA vokalensemble, Ibsker-Svaneke-Bodilsker kirkekor, Nylarskoret, Det rytmiske selskab, Østerlars-Gudhjem kirkekor, Nordlandskoret og Sankt Nicolai Kirkes Koncertkor.
En dag i sangens tegn
Korsangens Dag begynder om formiddagen på Søndermarksskolen, hvor der er opvarmning, øvning og hyggeligt samvær på programmet. De ti kor har på forhånd indstuderet tre fælles korsange, som de vil blive øve sammen med korlederne Sigga Eythorsdottir, Kenn Therkelsen og Rebecca Forsberg Svendsen.
Det slutter med en fælles koncert i Skt. Nicolai Kirke lørdag eftermiddag kl. 16, hvor de ti kor synger danske og udenlandske sange. Derudover vil hvert kor præsentere sig med et kort program til koncerten.
Rytmiske og klassiske kor
”Koncerten bliver, ligesom tidligere år, spændende og varieret, da korene viser hvad de har på repertoiret lige nu. Alle kor er forskellige, og der er en god blanding af både rytmiske og klassiske kor. Vi er sandelig rige på Bornholm, med så mange muligheder for at synge sammen! Folk vil gerne synge, og det glæder os korledere, og det kommer os alle til gode til koncerten i Skt. Nicolai Kirke,” siger Rebecca Forsberg Svendsen.


