I den sidste tid har jeg haft den fornøjelse at benytte mig af Flex trafik. En ny hofte har betydet, at jeg blev nødt til at lade andre transportere mig.
Som passager lægger man mærke til meget, når man ikke selv styrer bilen.
Forleden blev vi nødt til at køre på de små villaveje. Det er utroligt, hvor mange forhindringer vi mødte på vores vej. Jeg kalder dem chikaner – alle de forhøjninger, som får os til at sænke farten. De er nødvendige, for vi kommer ofte til at køre lidt for hurtigt – til fare for medmennesker, deres dyr og alle de parkerede biler.
Nogle gange kan omveje virkelig betyde noget. Vi kan erfare noget nyt. Vi kan lære en del, som vi ikke ellers ville have taget til os.
For mig var det dog meget vigtigt, at vi vendte tilbage til den rette vej. Vejen hjem!
Alle de mange kørsler har givet mig forskellige tanker om de livsveje, som vi alle gennemlever og færde på.
”Hvordan har din rejse gennem livet så været?” sådan spørges der f.eks. på TV, når en og anden bliver interviewet. Livet bliver benævnet som en rejse.
H.C. Andersen sagde, ”at rejse er at leve”. Filosoffen Søren Kirkegård, som levede samtidig med vores store nationale digter, mente, det var tåbeligt udtrykt. Ifølge ham burde man i stedet blive hjemme og tage på en indre rejse i stedet. Det gør vi så lige nu:
Mon du ikke har det som mig, at der også i dit liv har været chikaner/ forhindringer/ udfordringer, eller hvad man nu kalder livets kriser og problemer?
Det sker, vi bliver stoppet her i livet. Det gør ondt, og det er hårdt.
Når det er overstået, er der nogen af os, som siger: ”Jeg ville egentlig ikke have undværet de svære tider. På en eller anden måde lærte jeg noget igennem det uforståelige. Jeg fik dog ikke svar på, hvorfor det skete, men der skete noget i mig, som jeg kunne bruge her bagefter.”
Der er også gange, hvor vi er et stort spørgsmålstegn. Hvorfor skulle det og det ramme lige netop mig?
Der kan dybest set ske to ting:
For det første:
Chikaner på vores livsrejse får os til at sætte farten ned. Fuldstændig som biler på en villavej. Midt i det svære får vi tid til eftertanke. Måske oplever vi pludseligt, hvad der er væsentligt her i livet. Samværet med mennesker, vi holder af og det at møde nye mennesker. Livet bliver pludseligt meget værdifuldt. Hver dag, hvor svær den end kan være, er en gave og en opgave.
For det andet:
Vi kan miste modet, når vi ramler ind i det, som står os i vejen. Ligesom de parkerede biler på smalle villaveje næsten kan risikere at blive ramt af en lidt for hurtig bilist. Vi får sår og skrammer, for livet er ikke lutter lagkage.
Begge erfaringer betyder, at vi har brug for mennesker omkring os, som kan støtte os, trøste os og rent praktisk også hjælpe os til at komme helskindet over de perioder af vores liv, som ikke er til at holde ud uden hjælp.
Vi kan også række ud til den Gud, som så inderlig gerne vil nå os med al sin kærlighed.
For mange år siden var hjælpen fra Gud noget, jeg først rakte ud efter som den allersidste mulighed for hjælp. Jeg glemte simpelthen den enestående mulighed, som vi har i bøn til Gud. Prøvede alt andet først. Ikke mindst med masser af – også nogle gange – unødvendige bekymringer.
Jeg var i Afrika en hel del år i min ungdom, og der lærte jeg af nigerianske kristne at bede – hvor om helst og når som helst, jeg havde brug for det.
Afrikanerne var og er sikkert stadig presset til at tænke på bøn og hjælp fra Gud med det samme.
De levede, da jeg boede der, i et samfund, hvor tanken om og bevidstheden om dårlige veje, sundhedsforhold, om nødvendig mad til familien og tonsvis af andre problemer kunne hobe sig op som en kæmpe byrde af bekymringer. Det første, de tænkte på, var bøn til Gud.
Vi forvænte danskere, som har et velfærdssystem, som virker bedre end i mange andre lande, vi kan ofte glemme at få Gud med det samme ind på vores mentale lystavle.
Hver gang vi i Afrika skulle køre en tur på de ofte meget dårlige veje, så begyndte vi kørslen med at bede til Gud om beskyttelse på vejen. Bede om at bilen ikke blev standset af røvere og banditter eller udsat for ulykker af forskellig art, og at vi måtte have det godt sammen på turen.
Den form for kontakt til Gud var noget, jeg blev nødt til at vænne mig til og lære at bruge i konkrete situationer, og jeg har bragt det med mig til Danmark. At møde forhindringer på ens livsvej, at takle problemer, som opstår, eller som vi tror vil opstå, det er noget, vi alle har brug for i vores hverdag.
Bekymringer er som snebolde, og hvis vi tumler for meget med tankerne om, hvad der måtte ske, så ruller vi snebolde, og de bliver så store, at vi ikke selv kan håndtere dem.
Det betyder ikke, at vi altid går fri af ulykker eller andre problemer, men med Jesus som passager i enhver situation, så er jeg bare mere tryg. Jeg ved, hans hånd, hans nærvær er over mig, under mig, ved siden af mig, ja, på alle sider og i mig, så uanset hvor umulig situationen ser ud, så er jeg ikke alene på livets vej.
Der er nødvendige og unødvendige omveje. Der er chikaner, problemer og kriser, men med Gud går jeg trygt fremad.
Gud kom til jord i Jesus, så du og jeg ikke er alene om alt, hvad der hænder os.
Kærlig hilsen og god søndag.
Agnethe, fhv. sognepræst.
