MUSIK: Svanekegaarden får spændende besøg, når Anna Kruse slipper tonerne løs og inviterer foråret ind med “Djupt under snön”

Det bliver noget var en oplevelse at gæste Svanekegaarden søndag 18. maj kl. 15.30, når svenske Anna Kruse kommer på besøg.
Anna Kruse er komponist, sanger og mesterfortolker af Edith Södergrans digte. Med sin unikke musikalitet og poetiske dybde skaber hun sange, der rører sjælen og vækker genklang i både hjertet og tankerne.
Hendes kommende album kredser om livets og naturens evige kredsløb – et tema, der på én gang er dybt personligt og universelt genkendeligt. Første single ”Djupt under snön” er lige udkommet.
Fra Rimforsa til København
Født og opvokset i en lille svensk by begyndte Anna Kruse sin musikalske rejse ved klaveret. Men stemmen lå længe gemt. Først i 20’erne tog hun mod til sig og lod den træde frem.
Et studieophold i København blev til et livslangt kærlighedsforhold til byen, hvor hun har skabt en blomstrende karriere, en familie og et kunstnerisk ståsted.
I 2007 samlede hun sit første band og debuterede på scenen i LitteraturHaus i København med Stina Ekblad som gæst. Dette blev startskuddet til et mangeårigt samarbejde, hvor de har turneret Norden tyndt sammen med Nicholas Kingo og Jeppe Holst. Nu er de klar til endnu en rejse, denne gang til Færøerne og Island i maj.
En jazzet forårsbebuder
”Djupt under snön” er en humoristisk og poetisk hyldest til forelskelsens rus, fortalt gennem en hankats længselsfulde hyl mod himlen. Inspireret af Jan Johanssons ikoniske ”Jazz på svenska” væver Kruse et musikalsk univers, hvor vinterens hvide tæppe langsomt smelter, og forårets kraftfulde liv bryder frem. Under sneen venter en ny begyndelse, en fortælling om forår, forelskelse og naturens ubønhørlige genkomst.










