MUSIK: Fredag aften blev starten på samarbejdet mellem Musikhuzet og Smedjen i Tejn skudt i gang. På scenen stod Micky Skeel, der de seneste år har markeret sig som soloartist efter sin tid i “Puls”

Publikum trodsede februarkulden og fyldte godt op i Smedjen på Tejn Havn, hvor stemningen var i top fra start til slut.
Peter Andreas Harteg fra Musikhuzet glæder sig over den gode opbakning: ”Det er fantastisk at se så mange møde op til den første koncert i samarbejdet med Smedjen. Det lover godt for fremtiden.” Også indehaverne af Smedjen, Jakob Broberg Lind og Tue Seifert Boeskov, ser frem til flere fælles arrangementer:
”Musikhuzet har stor erfaring med livemusik, og vi er glade for at kunne skabe nye koncertoplevelser sammen her i Tejn.”
(Artiklen fortsættes under billedet)

Micky Skeel leverede en varieret koncert med både energiske pophits og mere eftertænksomme ballader. Publikum fik en blanding af hans solo-sange og de velkendte Puls-hits som “Dope” og “Ingen Som Du”. Aftenens højdepunkt blev “Glansbillede,”der blev et stort radiohit i 2022.
Med et engageret publikum og et stærkt musikalsk set-up blev det en lovende start på et nyt kapitel for livemusikken i Tejn.
Fotokreditering : Peter Andreas Harteg / Musikhuzet










