
Det har irriteret mig længe, at mange nye og unge journalister tilsyneladende ikke har hørt efter på sprogmodulet – hvadenten det foregår på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus, Syddansk Universitetcenter i Odense eller Roskilde Universitet.
Og misforstå mig ikke: Når man daglig skal producere et stort antal linjer, så kan det naturligvis ikke undgås at der forekommer fejl undervejs – det gør der i alle brancher, men journalisternes fejl er synlige for mange tusinde mennesker, hvilket gør en forskel.
Da jeg i sin tid gik på Danmarks Journalisthøjskole gik vi meget op i dansk sprog. Nogle læsere vil måske benytte lejligheden til at nævnt, at det kan man ikke se på bl.a. dette skriv, men det gjorde vi altså.
Det hed ikke “Mand afgået ved døden”. Det hed blot “Mand død”. Det andet er en form for tomgangssprog, gammeldags udtryksform, men det blæser nutidens journalister på. På de største online medier står jævnligt “Kendt dansker afgået ved døden”.
Det er naturligvis trist for den pågældende, men kendt er vedkommende i alt fald ikke, for så havde man skrevet navnet.
Iøvrigt har stofområdet med døde fået en voldsom opblomstring på landets største online-medier. F.eks. kan man jævnligt læse, at en amerikansk filminstruktør, der måske har lavet en enkelt film atf større interesse, er død – 90 år. Eller en tidligere basketballspiller i USA er død. 87 år.
Jeg tvivler på, at det har det store flertal af læsernes interesse, men overskriften med dødsfald får folk til at klikke. Jeg er overbevist om, at denne “smarte” teknik vil blive straffet. Man kan godt “snyde” folk nogle gange – men ikke hele tiden – og når folk ikke længere hopper på de såkaldte clickbates, så strammer man overskrifterne endnu mere. Men skruen uden ende.
På samme måde kan man daglig høre studieværter slutte nyhederne af med “…og nu til sportens verden!”
Havde vi brugt den formulering på Danmarks Journalisthøjskole i 70’erne, så var vi dumpet. For det hedder blot, “…og nu til sporten!”
Det andet er en overflødig frase, og studieværter og journalisterne vælter sig i dem i disse år. Er der ikke længere sprogundetvisning på medieuddannelserne?
Og når nu jeg er i gang med at brokke mig, så kunne jeg tænke mig at sportsjournalisterne begyndte at forholde sig noget mere kritisk til vores største sportsnavne.
Det hænder, at nogle af vores største fodboldspillere meddeler DBU, at de ikke længere står til rådighed for landsholdet. Sikke’ noget vrøvl: Sandheden er jo, at de alligevel ikke vil blive udtaget mere, da de er blevet for gamle og for langsomme, og det er helt naturligt efter en lang og flot karriere. Og at det er dem, der skal bestemme, hvornår de er færdige på landsholdet er jo noget vrøvl, men journalisterne labber det i sig.
Og skandaløst, at der f.eks. endnu ikke er taget et endeligt opgør med de brodne kar indenfor dressurridning. Joh, der har – omsider – været kritiske artikler og i særdeles hed tv-udsendelser. Godt for det, for dyremishandling er under ingen omstændigheder tilladt på vejen for senere at sole sig i klapsalver og medaljer.
En kvindelig toprytter, jeg vil gøre vedkommende den tjeneste ikke at skrive navnet, der har været fremme mange gange, er på tv afsløret i at piske sin hest under træning. Går ud fra, at den form træning må vække afsky, især her på øen med dens mange heste og ryttere.
Vedkommende fik en bøde på 5.000 kroner og midlertidig bortvisning fra landsholdet. Midlertidig.
Det kunne hun ikke forstå – og alene den holdning til denne logiske konsekvens bør efter min mening betyde, at hun ikke længere skal repræsentere Danmark.
I alt fald ikke mit Danmark…
God weekend!



