Jeg læste en artikel i et dagblad her til morgen, hvor en kronikør efterlyste dele af tiden under pandemien: Vedkommende savnede naturligvis ikke selve sygdommen, så langt fra – men visse af forholdene under det mere eller mindste nedlukkede samfund kunne skribenten godt savne.
Den spontane nærhed med naboer og andre: Gåture i nærområdet, det noget langsommere tempo i modsætning til den almindelige hverdags hamsterhjuleri.
Den ene dag, der tager den anden: Ud af sengen, ud i badet, hen til kaffemaskinen, køretur til jobbet, ungerne sættes af på vejen, arbejde den hele dag, hjem igen, hente ungerne, indkøb i supermarkedet, middagsmad, oprydning og opvask, tebrygning, læsning for børn – og så lige en times tv inden sengetid.
Det samme i morgen og overmorgen…
Pandemien betød – for nogle – at arbejdet foregik hjemme, pludselig blev der vendt op og ned på meget.
Personligt var en cykeltur ud til en café, der langede kaffen ud af vinduet, og et møde med en kammerat på en bænk i nærheden lige ved at være ugens højdepunkt. Og kan I huske, en anden afveksling i den store nedlukning var indkøbsturen til supermarkedet?
Jeg kom til at tænke på det hele, da jeg læste kronikken i morges.
Jeg forstår til fulde kronikøren – uden dog at være helt enig. For mig overskyggede den kendsgerning, at man ikke kunne forlade landet, næsten alle de andre små glæder, der opstod under pandemien.
Jeg har altid været meget glad for at komme ud og se mig omkring – og forudsigelser under pandemien om, at danskerne fremover ville droppe udlandsrejser og tage på togtur til Ærø viste sig – naturligvis – at være det rene vrøvl.
Straks efter pandemien tog rejseriet fart igen – heldigvis – det gælder om at komme ud og opleve andre samfund, det fremmer selvsagt forståelsen i en globaliseret tidsalder. Vigtigere end nogensinde.
Men vist opstod på mange punkter en lidt anden tankegang under pandemien. Også til det bedre. Fornemmelsen for ro og nærhed.
Jeg tænkte også på det forleden, da vi var et par stykker, der sad og nød et bragende godt forårsvejr på en stille plads ved Vltava-floden i Prag. Der skete ikke så meget. Et ung kærestepar på en bænk. En tjener, der serverede en kop kaffe. En kvindelig gadefejer. To japanere, der gik rundt med kort over byen. En turistbåd på floden. Ikke mere.
Der skete ikke mere.
Alligevel sad vi der længe. Ro og stilhed og et smukt forårsvejr kan altså noget.
Mere af det.
God weekend.
