
Forleden kørte jeg forventningsfuldt ind i den historiske og hyggelige Nyborg på den østlige side af Fyn.
Nyborg er jo sådan en by, som de fleste kører forbi – på vej til eller fra Jylland eller andre steder på Fyn.
Nyborg er dels en gammel kongeby, dels en gammel færgeby, men nu ligger færgelejet ved Knudshoved øde og forladt hen.
Bilerne suser over Storebæltsbroen, forleden var der dog ikke meget susen, da vinden rev og flåede så meget i bilerne, at flere køretøjer ligefrem var blevet forbudt at køre over broen.
Det gjaldt heldigvis ikke min bil, men på vej mod broen drejede jeg alligevel fra for at kigge lidt på Nyborg, hvad jeg ellers aldrig gør. For det gør man ikke, med mindre man har et ærinde eller venner eller familie i byen. Det har jeg ikke.
Jeg ville bare gerne se Nyborg Slot og det lækre område omkring havnen – og så i øvrigt have lidt at spise.
Det var ikke helt nemt, i alt fald ikke hvis man ikke kunne nøjes med en gang såkaldt cafémad, der efterhånden er dominerende i alle ender og kanter af landet.
Der er ikke noget galt med maden på cafeerne, men den er ensartet – og den mangler fuldstændigt egenart og karakter. Helt håbløst er det at forvente lidt lokalt islæt, jeg mindes ikke at have set fynsk æblekage, rygeost eller boghvedegrød på noget menukort på Fyn i mands minde.
Det er ærgerligt, og her kan stort set hele Danmark tage ved lære af Bornholm, der i den grad har haft succes med at sælge bornholmske specialiteter – ikke bare på Bornholm, men over hele landet. Måske Fyn kunne tage ved lære af det?
Det endte med en blanding af en restaurant og cafe nede ved havnen.
På menukortet? Flere burger-retter, pasta med pesto og den evindelige kyllingesalat.
To forskellige røde vine og, lidt lokalt, øl fra Ærø. Altid noget, selv om jeg fravalgte øllet på grund af den ventende blæst på Storebæltsbroen. Der gjaldt det om at holde ørerne stive.
Men burgerne? Kan nogen forklare mig hvorfor de skal være stå store, at de skal spises med kniv og gaffel? Det er en komplet misforståelse med en burger, der ikke må være større, end den kan spises med hænderne – evt. ved hjælp af begge.
Det er ok at servere kæmpe burgere, men kan de så ikke blive kaldt for noget andet? Hakkebøf med tilbehør i en bolle?
Det har aldrig været meningen, at man skal have kniv og gaffel til hjælp, når man skal spise en burger. Og alt det tilbehør skjuler simpelthen smagen af det rene og skære, hakkede oksekød, lidt dressing og en enkelt grøntsag, måske en skive ost, hvis nogen absolut skal have det med.
Det samme gælder i øvrigt sandwich – i dag er det ikke ualmindeligt, at man får et helt franskbrød, når man bestiller sådan den, der er beregnet til, hurtigt og nemt, at spise med hænderne. I Jarlen af Sandwich’s ånd…
Det handler om ordtyveri.
Burger og sandwich er begge gode ord, der hensætter os i en næsten sulten tilstand. Men i de udgaver, de serveres på nutidens caféer, har de intet med de originale versioner at gøre.
Det var bare dét.
God weekend…
PS: Nyborg er iøvrigt absolut et besøg værd…









