Lindbloms Magasin: Om enestående kvinder og hverdagslykke i lyset af perfekthedskulturens skygge…
I de forgangne uger har jeg været heldig at møde nogle ret enestående kvinder.
Kvinder, der med mod, tillid og arbejdsomhed, har skabt en levevej for sig selv i brancher, hvor succesraten ofte er tvivlsom.
Gitte Helle
En af dem er kunstneren Gitte Helle. Hun er indehaver af Containerjuvelen i Svaneke, der startede for 30 år siden som en lille pop-up butik i indre København. Der solgte hun brocher lavet af genbrugsfund, fordi hun ingen penge havde til materialer. Som hun sad der og arbejdede, gravid og uden forventninger til salg, ville tilfældet, at der kom folk forbi fra Kunstmuseet Louisiana og journalister fra dameblade, der købte og omtalte hendes ting. Grunden til at hun ingen forventninger havde til sit salg var, at ingen havde haft forventninger til hende.
Gitte fortalte mig under et interview, at hun og de andre studerende på designuddannelsen fik at vide, at de ikke skulle regne med at kunne leve af deres kreativitet. Det bevirkede at de studerende ikke følte noget pres over at skulle præstere – og dermed tillod sig at eksperimentere mere.
Netop den nysgerrige og legende tilgang til sit arbejde har Gitte formået at beholde. Hun glæder sig altid over at sætte sig til rette ved det store bord, der bugner af gamle arvestykker, bæltespænder og porcelænsfigurer, som hun klipper, skærer eller filer i, inden hun samler dem og giver nyt udtryk og nyt liv.
Uden en plan skaber hun dét, der kommer til hende, og hvis noget ikke virker den ene dag, så lader hun det ligge og ser på det igen næste dag, hvor hun måske finder lige præcis den dims, der giver værket det rette udtryk.
Pernille Boelskov
Krimiforfatter Pernille Boelskov arbejder stik modsat. Hun har udtænkt hele sin roman, før hun sætter sig til at skrive noget som helst. På hendes væg derhjemme er der flere meter ”plot” med konspirationsteorier, stedbetegnelser og personkarakteristikker, så hun kan holde styr på det hele. Pernille er oprindeligt uddannet journalist og researcher alt ned til mindste detalje. Når hun skal finde motiver til sine hovedpersoners forbrydelser, spørger hun politiet til råds, eller forsøger at komme ind i tankerne på sine hovedpersoner ved at forestille sig, at hun interviewer dem.
Der er ingen tvivl om, at begge kvinder er dygtige og har talent for det de gør. De har formået at skabe en levevej, der kombinerer både præstations -og passionsstyrke, hvilket for mig at se må være det optimale virkefelt.
Men Gitte Helle nævnte en ting, der bed sig fast i mig. Hun sagde: ”Tænk på alle de designere og kunsthåndværkere, der bliver uddannet i dag. De skal lave forretningsplaner og vide præcis hvor de vil hen, og hvad de vil med deres ting, allerede inden de forlader skolen.”
Det skal være sjovt
Umiddelbart lyder det jo fornuftigt nok. Men for Gitte Helle ville dét at udtænke kommercielle markedsføringsstrategier måske have betydet, at hun slet ikke havde været, hvor hun er i dag. Hun laver nemlig kun det, hun selv synes er sjovt – og lader sig ikke styre af trends og tendenser. De fleste fagpersoner ville jo nok have forsøgt at stoppe hende, hvis hun havde beskrevet sin cirkulære tankegang med at forvandle aflagte ting til nye finurlige smykker, dengang tilbage i 90’errne. Og selv om det giver mening at gøre i dag, miljømæssigt, er det ikke sikkert, hun var bestået dengang, hvis hun havde formuleret et afgangsprojekt, hvor hun tager fine kongelige porcelænsfigurer og saver hovederne af dem, for så at sætte dem på andre figurer og skabe et nyt udtryk..
Det gjorde ret stort indtryk på mig. Dét med omgivelsernes forventninger, kontra fastholdelsen af ens egen kerne, på et tidspunkt i livet, hvor man er formbar og skal finde sit eget DNA. For tænk, at unge mennesker – med og uden udfordringer- i dag skal navigere i et samfund, der på tredive år har gennemgået hundrede års udvikling på stort set alle områder, undtagen det menneskelige.
Gitte Søby Madsen
Som mor til fire unge mennesker er jeg bekymret. Derfor tog jeg chancen, da den bød sig, og spurgte Byens Forlag i København om jeg til gengæld for en bogomtale af en børnebog, måtte stille forfatteren nogle spørgsmål. Det blev til en fin korrespondance med Gitte Søby Madsen, der udover at skrive børne -og ungdomsbøger, også er gymnasielærer.
Hvordan ser du fremtiden for de unge, og det de står med, kontra det du, der er lidt ældre end dem, selv er vokset op i? Altså, er de gjort af et andet stof end os, og jeg forstår slet ikke, hvordan de kan holde ud, at blive bombarderet med alle de sociale medier og gode og lækre fotos i en verden af ydre værdier, hvor alle foregiver at være ”lykkelige” – samtidig med at de skal finde sig selv?
“Jeg tror ikke, man bliver “lykkelig” af at gå og jagte lykken. Tanken om, at lykken er en mere eller mindre permanent tilstand, synes jeg er lidt problematisk. Man kan jo ikke altid være glad eller lykkelig. Hvem har bildt os det ind? Nogle gange er man ærgerlig, ked af det, træt af det hele. Jeg tror mere på tanken om, at vi indimellem får nogle “oplevelser”, hvor vi bliver optaget og opslugt af noget og et øjeblik glemmer tid og sted – ja, og glemmer os selv.
Den slags oplevelser tænker jeg, at de unge har lige så gode forudsætninger for at få, som ældre generationer.
Mine gymnasieelever har rigtig mange arenaer, de bevæger sig rundt i. De er hjemme hos familien, i skole, har fritidsjob, går til sport eller musik, hænger ud med vennerne og så har de deres online arenaer. Til hver arena knytter der sig nogle ret forskelligartede “spilleregler og sprog”. Det er de ret skarpe til at navigere i. Og selvom generationen før dem (du og jeg) også har forskellige arenaer, så oplever jeg ikke, at der er lige så store forskelle mellem de arenaer. Jeg taler og formulerer mig på samme måde, om jeg er hjemme, på arbejde eller skriver en mail. Der gør mine elever ikke. De skifter koder i en helt anden udstrækning.
Er det ikke et ensomt “fællesskab”?
Lige nu er mine elever fastlåst i et ensomt fællesskab. Det er svært at fastholde forestillingen om et klassefællesskab, når man i flere måneder kun har set hinanden på en skærm. En af mine elever spurgte mig forleden, om jeg ville kunne klare sådan en “nedlukning part two”, hvis jeg var 17 år. Det, synes jeg, fortæller rigtig meget om, hvordan de går og har det.
Inden Corona synes jeg ikke altid, at det var godt for mine elever med alle de iPhones og sociale medier, som de bygger dele af deres liv og identitet på. Nogle tør ikke tale i timen, fordi de er nervøse for at blive filmet. Nogle henter nogle ret obskure ideer online om, hvordan verden hænger sammen. Nogle bliver påvirket af skønhedsidealer, som de jagter hårdt. Pigerne vil have mindre næser og større læber. Drengene vil have større muskler.
Men lige nu er mine elever meget afhængige af nogle styrkede online fællesskaber. I skolen er de afhængige af at have nogle lærere, der kan tilrette en fornuftig fællesskabende og interaktiv undervisning, og det er meget frustrerende for dem, når det ikke sker.
Balance og følelsen af lykke som begreb – fylder det i de unges hverdag? Og hvordan forholder I jer som undervisere til emnet, eller manglen på samme?
Lykke som emne fylder ikke alverden i min undervisning eller som tematik på skolen. Men ungdomskultur, identitetsdannelse, skærmfællesskaber, Fake News, konspirationsteorier og manipulation fylder rigtig meget. Den måde vi bruger nettet på i dag har ført til, at der er rigtig mange, der forsøger at tage “patent på sandheden” – både ift. politiske budskaber, skønhedsidealer m.v. Jeg oplever ikke altid, at mine elever “følger” de mest troværdige “sandsigere”. Det kan godt være, at vi lærer dem, at Wikipedia ikke er en troværdig kilde, men hvad hjælper det, hvis de henter deres livsanskuelser fra en random influencer med 30k, 50k eller 100k følgere?
Hvad indeholder ordet lykke for dig?
For mig knytter lykke sig til oplevelsen af at høre til og oplevelsen af at finde mening i det, jeg foretager mig. Jeg har altid lært hjemmefra, at det gælder om at indrette sig på en måde, hvor man får så meget som muligt ud af hverdagene. Det kan ikke nytte noget, at man lever sit liv efter weekender og ferier, for dem er der for få af. Hverdagene er langt i overtal, så det er vigtigt, at de føles meningsfulde og giver en energi i stedet for at dræne.
Oplevelsen af lykke knytter sig – for mig – også til de små og store oplevelser og sejre. De højdepunkter, hvor jeg et øjeblik fascineres, glædes og glemmer alt omkring mig: En ridetur i Hareskoven, havesysler i forårssolen, en is med ungerne, en elev der ”ser lyset”, en god koncert.
Hverdagslykke…
