Lindbloms Magasin: En historie om et tilfældigt møde i et aftentog på vej til familiebesøg på Sjælland…
Af Pernille Lindblom
Jeg gik mig over sø og land, der mødte jeg …en midaldrende mand. Han steg på Intercitytoget i Høje Tåstrup en aften, jeg var på vej mod Slagelse. I en lille halv time fik jeg et flygtigt indblik i hans liv – og stor indsigt i mit eget.
Mundbindet var så beskidt, at jeg skammer mig over ikke at tilbyde ham et par nye. Den slunkne rygsæk indeholdt ikke meget andet end et par læsebriller, som han forsigtigt pakkede ud af etuiet og tog på. Manden skulle til Nyborg, fortalte han konduktøren, og rakte sit pas og den gratis pladsbillet frem, som han havde trukket i automaten på stationen.
Han kendte tilsyneladende allerede den forestående bødeprocedure for at rejse uden gyldig billet. Jeg sad overfor og kunne dårligt undgå at betragte episoden. For første gang, overværede jeg udstedelsen af en bøde – uden reprimander og alvorsord. Dette til trods for passagerens problemer med at skrive navn og adresse på bødeblokken med sine frosne fingre. Det blev kun til fornavnet. Alligevel takkede konduktøren pænt, hvorpå de ønskede hinanden en god aften.
Den håndtering varmede mig. Situationen kunne nemt have været tacklet anderledes uhensigtsmæssigt, berettiget eller uberettiget. I stedet kunne jeg mærke, hvordan min ærgrelse over at have misset et tog tidligere – grundet tidskrævende svensk Coronatjek på færgelejet i Ystad – forsvandt og blev erstattet af taknemmelighed.
Taknemmelighed over noget jeg kort tid forinden havde taget for givet, så som en gyldig billet, varm te i min termokop og familie, der ventede på at få mig ”hjem”.
Meget af det jeg har set, hørt, læst og mødt i den seneste uge – om end i forskellige udgaver – kunne jeg sidst på ugen se for mig, reduceret til få essentielle ting, i en slunken rygsæk.
Det startede, da jeg læste en artikel i bladet Lime (der uddeles gratis i Netto) med overskriften ”Bør vi indstille jagten på lykken?”. Artiklen diskuterer forskellige vinkler af begrebet og omtaler en bog med titlen ”The U-Curve of Happiness,” der viser, at vores lykkeniveau følger en U-formet kurve gennem livet, og at vi er mest lykkelige i vores ungdom og i vores alderdom. Ifølge bogen rammer vi danskere lykkens antiklimaks, når vi er 46 år (bingo),hvorefter kurven går opad igen.
Ifølge Videnskab.dk er der som udgangspunkt to veje til lykke for os mennesker. Dén, der opnås gennem nydelse og tilfredsstillelse af (materielt) begær – og som tager afstand fra alt ubehag – og dén der opnås ved at bidrage med noget, der giver mening, og som fordrer klassiske dyder som ærlighed, mod og storsind.
I filmmagasinet EKKO læste jeg om Thomas Daneskovs nye film, ”Vildmænd” hvis nærmeste mission er at gøre mænd i vildrede, bedre til at have det dårligt. Filmen viser, ifølge Chefpsykolog Svend Aage Madsen, der har været konsulent på produktionen, den tidstypiske mands ambivalente forhold, til partnerskab og omsorg kontra friheden og lettelsen i at kunne smutte fra det hele. Med glimt i øjet skildrer filmen forskellige personers erfaringer i forhold til relationer, valg og tab, både frivillige og ufrivillige, samt de indsigter de opnår ved at støde på hinanden.
I Michael Falchs netop udkomne bog ”Over stregen” fortæller den 64 årige multikunstner ærligt og uforfalsket om sit nye liv. I et interview til Gyldendals magasin “Fortællinger” omtaler han bogen som den største blottelse, han har lavet i sit liv – i forhold til det med at hive filtre af. Fordi han i sin skriveproces har gjort noget ekstremt privat, kollektivt.
Noget kunne tyde på, at mange af os har taget vores eksistens og livsbetingelser op til revision. Måske endda på en anden og mere sårbar måde end vi ville have gjort, hvis ikke vi havde haft det sidste års samfunds krise. Det emne dykkede jeg ned , ved at læse Mikael Kamber og Eric Ziengs seneste samtalebog om positiv psykologi.
Tilbage på klippeøen var jeg som lokal tv-vært på tre optagelser i familiedrevne og værdibaserede virksomheder, hvis fundament, bygger på sammenhold, tillid, virkelyst og ikke mindst, styrke. Fælles for disse små virksomheder er lysten til at gøre en meningsfuld forskel og opnå en balance i at give og modtage.
I slutningen af ugen vendte mine tanker så tilbage til artiklen om, hvorvidt vi som udgangspunkt skal ”indstille jagten på lykken”. For at besvare spørgsmålet måtte jeg definere hvad lykke egentlig er for mig – og hvilke værdier, der skal være til stede i mit liv, for at jeg kan være den bedste udgave af mig selv.
De nævnte artikler, film og bøger er andre menneskers refleksioner og erfaringer, delt i ord og handlinger.
Hvordan vi forholder os til emnerne og hvilken betydning vi lægger i dét, vi hører og ser afhænger af, hvor vi er i livet. Selvfølgelig.
Men jeg er 46 år. Tallet der i den aldersbetingede lykkekurve fra Limes artikel, er nævnt som et vendepunkt, hvor man efter at have ramt bunden går en lykkelig tid i møde.
For mig blev ugens samlede oplevelser en invitation til en rejse indad og en lommefilosofisk konklusion om, at jeg tilhører gruppen af mennesker, for hvem lykke ikke ubetinget er afhængig af ydre omstændigheder, men om den sindsro jeg oplever, når jeg lever i overensstemmelse med mine kerneværdier og tager ansvar for det eneste, jeg reelt kan kontrollere: Min tilgang til andre mennesker, mine tanker og min adfærd.
Sådan blev jeg klar over, at også jeg kan klare mig med få ting i en slunken rygsæk.
Hvis det skal være.
