Jeg lægger hånden på dørhåndtaget og lukker op med en lille chip – og så står jeg efter næsten et års pause igen i træningslokalet.
Flere er allerede i gang med vægtstængerne, romaskinen og kondicyklen. Nu er det blevet vægtløfternes tur. Om ikke andet så til at spritte redskaberne af og vaske efter med sæbevand. Den afsluttende kamp mod ”den røde satan Corona” er gået ind i en afgørende fase.
Alligevel er det vemodigt – vi savner nemlig det ældste og mest elskede medlem. To dage forinden bisatte vi ham fra Gladsaxe Kirke. Kræften havde vundet efter et års kamp. Ingen nok så hård træning kunne ændre på det.
Og nu står vi her med et hul i rækken. Jeg føler mig ikke i bedste form, selv om håndvægte og gåture i pausen har været gode. Nu skal jeg igen i gang og beslutter, at jeg vil løfte 40 kg seks gang. Og det kan jeg ikke – altså af med fem kilo fra vægtstangen, og så går det. For nogle år siden løftede jeg det dobbelte. Ak ja.
Denne træning er nødvendigt, for hjemme venter 15 tunge blomsterkrukker på jord og planter. Det gør nas i ryggen, mens muldjorden hældes op og blomsterne sættes i krukker. En time senere står jeg udmattet og beundrer mit arbejde.
Og da det er søndag, og fodboldturneringerne over hele Europa lakker mod afslutning, vil jeg ikke gå glip af noget. Det bliver til kig på Randers-AGF, stormødet med Brøndby-FC Midtjylland, og ind imellem bikser jeg en æggekage sammen og kan dermed nå første halvleg af en kamp med Arsenal, inden jeg kl. 21. falder om i stolen og holder mig vågen til Real Madrid-Sevilla. En meget dramatisk kamp.
Da jeg skal i seng, lytter jeg til radioen og hører, at der kommer regn i nat – måske med haglbyger. I mørket ude i gården flytter jeg krukkerne ind under halvtaget. Haglene skal ikke ødelægge mine nyplantede blomster. Dette forår har hidtil været en kamp mod nattefrost, og nu truer haglene.
Da jeg endelig falder til ro, sover jeg som en sten i seks timer (luksus), og om morgenen føler jeg mig mørbanket, men er klar over, at livet er vendt tilbage med alle sine bekymringer og krav.
Det er slut med at sidde på sin flade og have ondt af sig selv. Og da termometret viser vejen mod de 25 grader i lokalområdet, går jeg ned i kælderen for at slukke for varmen. Jeg benytter samtidig lejligheden til at fjerne overskudvand fra gasfyret. Når jeg alligevel er hernede, kan jeg da også tage en flaske rødvin med op i stuen.
Da jeg står der med min flaske, kommer jeg i tanke om, at jeg jo glemte at slå varmen fra. Altså tilbage til kælderen, trykke på knappen og erkende, at min glemsomhed stadig er en streng herre at være underlagt.
Hvor har jeg dog glemt meget i denne skøre tid, der forhåbentligt snart ligger bag os.
