Wunderbaum for enhver smag…

På nogle restauranter får gæsterne en lille mellemret efter hovedretterne. I hvert fald, hvis man kaster sig ud i en fem-retters retters menu. Det kan være en sorbet, der med sin lethed har til formål at rense ganen, før man når til osten, parfaiten, kagen, bærsymfonien, eller hvad der nu måtte være.

Sådan er det også med denne klumme. Et lille frisk pust, der fører os fra det ene til det andet. Fra tre uger med dating, til resultatet af vores anstrengelser med det modsatte køn. Børn og familie.

Men inden vi når så langt, så lad os lige tage en afstikker og mindes vor egen barndom. Hvad husker du?

Hvis vi skal blive i sansernes verden, så er jeg, som tidligere nævnt, 74′ er. Hvis jeg var en flaske vin, så en glimrende årgang, hvis jeg selv skal sige det. Dog med alarmerende fare for, at være gået over og have fået en sherryagtig farve og smag, der efterlader gardiner på glassets kant og grums på bunden.

Min familie var vinhandlere, så dét at dufte og smage, det har jeg fået ind med modermælken. Sanseindtryk lagres ligesom stemninger i os, og når jeg tænker tilbage på tiden i mine forældres vinforretning, er minderne en blanding af dufte og følelser. Den søde pibetobak, de dyre cigarer i trææskerne, fællesskabet og nærværet.

Jeg husker også mine bedsteforældres duft. Min mormors parfume for eksempel. Hun brugte lette dufte, som Le jardin og Vanderbilt, hvorimod min farmor var en helt anden type kvinde, der brugte tunge og manifesterende parfumer som Rive Gauche fra Yves Saint Laurent.

Og så, var der de mindre behagelige dufte. Cerut-røg i en Skoda, eller spisestuen når der blev spillet kort, og luften var så tyk af røg, at man måtte holde vejret, når man gik ind for at be´om mere slik. Tobaksrøgen ”hang ved” i alt, også i ens tøj. Nogen indførte røgfri biler, andre forsøgte i stedet at overdøve stanken i kabinen, med Gajol-tricket.

Tricket, gik i alt sin enkelthed ud på, at ta en Gajol, når man havde drukket øl, men alligevel havde tænkt sig at køre hjem. Det hjalp sådan cirka lige så lidt, som det gjorde, når man som barn forsøgte at ligge musestille omme bag i varevognen, og ligne en kasse vin.

Svaret på bilens bønner, skulle i stedet vise sig at blive et: Wunderbaum.

Nu tænker du måske, hvorfor i himlens navn, skal der bruges spalteplads på noget så last century, som et stykke syntetisk duftende pap, formet som et grantræ?

Det er da fordi, jeg aldrig nogensinde har set så mange Wunderbaums samlet på et sted, som her på øen. Har vi hamstret?

Er der nogen, der har opkøbt et restparti, så vi har vores eget hemmelige lager herovre? Jeg troede slet ikke, man producerede dem mere. Men det gør man måske heller ikke, er det så bare nogen, I har nægtet at pille ned fra forruden?

Hvilken duft foretrækker man egentlig, når man er øboer? Nok ikke ”Sea breeze” eller ”Fresh Air” det kan man jo slet ikke undgå at få gratis, hvis man ruller vinduet ned.

Hvad med, at vi drister os til at lave en ny udgave af det ”træditionelle vidunder” og former det som Bornholm i stedet? Jeg mener, vi er jo en selvstændig ø-gruppe, hvis vi tæller Ertholmene med, og bare fordi de ikke må have biler derhenne, så kan vi jo godt flotte os, og forære dem et par stykker til deres færge.

Men formen på pappet, bliver som hovedøen. Det er kotyme herovre, har jeg set, og der er ingen grund til at lave om på noget, der virker. Vi beholder den originale grønne Wunderbaum farve – så signalerer vi også vores gode intentioner, uagtet at vi stadig deponere alt i containeren for småt brændbart. Eller, vi kan lave vores egen miljøbevidste udgave. Der er helt sikkert vækster her, der egner sig til at plantefarve andet end Hammershus lammeuld. Nogen må kunne lave en suppedas, der giver en moderne douche grøn, og hvis vi så samtidig genbruger Tidende som papirmasse, så har vi et bud på øens nye varetegn. Et statement, som selv Greta Thunberg kan være bekendt at flashe, i en nøglering på skoletasken.

Men duften, der kan vi være kreative. Hvad med: Magasin -En blandet duft, der leder tankerne over på ekspedienter, bevæbnede med test-sprays på Kgs. Nytorv. Traffic Jam -Køgebugt motorvejen i myldretid, og udstødning én masse. Eller måske Human Crowd -duften af mange mennesker tæt sammen – som før Corona – til de lange ensomme vinterdage, hvor man kun møder sig selv? Udfordringen bliver, at få det lavet som æterisk olie.

Så er det nok nemmere, at gå med noget vi kender: Lakrids. Lyder bedre på engelsk: A scent of licorice – Og bum,så har vi samtidig en eksportvare uden lige, der helt klart vil bidrage så stort til øens BNP, at vi måske har råd til at beholde vores eget el net… Hvad siger du Johan? Vi kan jo kalde det Wunderborn by Bülow? Eller, vi kan sætteBorn foran – ligesom alle de andre firmaer herhenne… Bornbaum By Bülow? Vi kan måske endda strække os til at lave en fræk udgave, i sort, formet som en kæmpe lakrids..

Husk lige, det var mig, der pitchede den..

Psssst! Prøv at sige det ti gange hurtigt i træk. BornBaumByBülowBornBaumByBülowBornBaumByBülow.

Lidt barnlig, har man vel lov at være…