Vil lære danskerne at drikke snaps – igen

Bornholms Spirits var repræsenteret på Danmarks største Food Festival og slog et slag for den bornholmske snaps

Bornholmsk snaps blev præsenteret efter alle kunstens regler af Carsten Bruun Hansen. (Foto: Pernille Lindblom)

 

Af Pernille Lindblom

For knapt syv år siden blev den første variant ”Chili” i Snaps Bornholm serien 1-8 lanceret af Bornholm Spirit. Serien, der oprindeligt er udviklet til salg i specialbutikker, har senere fået følgeskab af tre varianter tiltænkt detailhandlen, men nu har også hvedesnapsen ”Vodka Rosé”, sneget sig ind i sortimentet som en limited edition.

Det er første gang, Bornholm Spirits deltager på Food Festival i Århus, men fjerde gang denne sommer, at repræsentant -og keyaccount manager, Carsten Bruun Hansen er ude for at promovere de bornholmske produkter ved forskellige events.

Snaps igen

”Vi vil gerne gøre det populært at drikke snaps igen, nu har gin haft godt fat i markedet i 10-15 år, men snaps er jo noget, vi danskere selv har fundet på og altid har drukket. Vi skal bare have danskerne til at forstå, hvordan man drikker snaps, og hvordan man kan nyde den, uden at det bare er noget, der skal hældes hurtigt ned”, fortæller Carsten, mens han svarer på spørgsmål og skænker smagsprøver til standens besøgende.

Også gin

Udover snaps og vodka, er det også muligt for festivalgæsterne at smage på Gin fra Bornholm Distillery, der ved årsskiftet indgik samarbejde med Bornholm Spirits, om repræsentation udenfor klippeøen

”Vi har lavet en aftale med Martin Kofoed om at præsentere Bornholm Distillery´s produkter, når vi deltager på messer og lignende. Men udover at promovere nye smage er det også vigtigt for os at genopfriske danskernes kendskab til vores traditionslinje, som drammen Sevablødda, der betyder ”smør til halsen” er et godt eksempel på. Det er en gammel opskrift fra 1909, der smager lidt af kirsebær, kanel og nelliker. Den er lidt ”rommet”, og da der findes en meget populær cocktail med netop rom ved navn Dark and Stormy, har vi tilladt os at lave en bornholmsk pendant, hvor Sevablødda indgår som hovedingrediens i stedet – og kaldt den Stormy Bornholmer”.

Sevablødda er populær

Og Sevablødda er faktisk populær blandt weekendens besøgende madentusiaster.

”Men publikumsfavoritten indenfor snaps med smag, er klart varianten med chili/honning,” bemærker Carsten og tilføjer:

”Og så den rene akvavit Frost, der forbavser de fleste med sin rene og milde smag trods alkoholprocenten på 40”.

Seneste artikler

Fik du læst?

Pizza i sognegården

KIRKELIV: Vestermarie Kirke inviterer søndag 21. april alle børn og barnlige sjæle til familiegudstjeneste. Efterfølgende serveres der pizza i sognegården.   Af Lene Dam Jørgensen

Læs mere »