.jpg)
Film skal ses i biografen.
Sådan lød et budskab engang fra de danske biografer, og undertegnede er enig heri.
Siden jeg var dreng, har jeg elsket at gå “i biffen”, omend valget af film har ændret sig en del gennem årene.
Ja, der var en søndag aften, hvor det slet ikke var filmen, jeg var kommet for at se. Det var i den nu forlængst lukkede “Roxy Bio” på Frederiksberg, hvor der i dag, skammeligt nok, er indrettet et supermarked.
Det er iøvrigt overgået flere af de gamle biografer: I dag er de blevet til supermarkeder…
Roxy Bio var indrettet med loger på første sal, og den aften vistes på lærredet en uhyggelig film ved navn “Vokskabinettet”.
Filmen blev annonceret med et skrækindjagende budskab: “KUN FOR FOLK MED STÆRKE NERVER!”
Inden de værste skrækscener kom der en advarsel på lærredet: Tre gange lyste og blinkede det rødt og der stod med store bogstaver “ADVARSEL!!”
Samtidig med dette lød tre høje signalhorn. DYT-DYT-DYT!
Jeg er ikke sikker på andet, end det var dette lirumlarum, der forskrækkede folk mest. Hver gang det lyste rødt og de høje signalhorn gjaldede gennem biografen, så røg folk op i sæderne, og jeg overdriver ikke, når jeg fortæller, at der var en mand, der sank ned i stolen og tog sig til hjertet af lutter skræk.
Min kammerat Bent og jeg var kommet ind via en tredje kammerat, der var billettør. Filmen var selvsagt forbudt for børn, men vi kom altså ind alligevel – og havde fået plads i logen på første sal.
Herfra var det nemt at lade en edderkop af gummi glide ned foran en af de kvindelige biografgængere, der sad nede i salen, i forvejen godt oppe at køre, og som ved synet af den lodne krabat foran sig lod et skrige høre, der var langt højere end de, man hørte fra filmen.
Jeg taler om et virkelig højt skrig, der for alvor fik publikum til at krumme sig sammen i stolene.
Vores nummer blev dermed en strålende succes, som vi morede os kosteligt over, desværre så højlydt, at vi blev afslørede og straks bortvist fra teatret.
Nå, det er den enste gang, jeg ikke har opført mig eksemplarisk i et biografteater, hvilke jeg frekventerer jævnligt, hvad enten det er i Rønne, Dragør eller i en anden favoritbio, Vester Vov Vov, som man besøger, når man er på Vesterbro i København.
Altid en garanti for gode film, og dem kan vi ikke få nok af.
Især ikke i en tid, hvor der står mænd og kvinder på alle gadehjørner, i indkøbscentre og i radio og tv – og få Facebook – og lover guld og grønne skove til alle, der kan krybe og gå.
God weekend…
.gif)
