MEDIER: Bornholmnyt.dk følges nu af over 41.000 læsere fordelt på de to Facebookgrupper Bornholmnyt.dk og Det sker på Bornholm
Der findes næppe nogen landsdel, der er så godt dækket ind med presse som Bornholm.
”Alene den kendsgerning, at øens bedste fodboldhold, der spiller i Københavnsserien, følges af en tv-station, en radiostation, et dagblad og to onlinemedier beviser, hvor intens pressedækningen er på øen,” siger den mangeårige avisudgiver, Flemming Falk Hansen, Tejn.
Flemming Falk Hansen har tidligere udgivet en avis på print, Lokalavisen Bornholm, men har i de sidste fire et halvt år udgivet onlineavisen ”Bornholmnyt.dk”, der bakkes op af hele to grupper på Facebook, ”Bornholmnyt.dk” og ”Det sker på Bornholm”.
Et hul i markedet
”Det var lidt af en chance at starte et nyt onlinemedie op i et område, der var så godt dækket ind af presse i forvejen, men jeg syntes alligevel, at der var et hul i markedet, da vi startede for fire et halvt år siden,” siger Flemming Falk Hansen, der i dag kan konstatere, at hans onlinemedie formentlig er et af øens mest læste – med imponerende 41.400 medlemmer i de to Facebook-grupper, hvor alle artikler og annoncer fra onlinemediet ”Bornholmnyt.dk” deles.
Rammer det meste af øen
”Ja, vi rammer formentlig det meste af øen, når vi enten fortæller en historie eller bringer en annonce. Jeg tror, at grunden er, at hos os er ingen nyhed for lille: Vi skriver lige gerne om en stor begivenhed som f.eks. et besøg af kongeparret – eller om et ishus i Snogebæk. Vi sender en hilsen til læserne hver morgen, så vi er virkelig den lokale avis på nettet. Her kan man også kan læse om alle de kulturelle begivenheder, der finder sted på øen – og dem er der som bekendt mange af,” siger Flemming Falk Hansen, der tilføjer, at mediet om kort tid slår et slag for litteraturen, ligesom det også er i hans avis, at bornholmerne kan finde en oversigt over søndagens gudstjenester og læse en prædiken hver søndag.
Også udenfor Bornholm
”Vi har så mange medlemmer i vores to grupper, at der naturligvis også er en hel del udenfor Bornholm, der læser med, og det sætter vi stor pris på. Bornholm hænger sammen med resten af Danmark – og skal naturligvis ikke isolere sig med ”Bornholm for bornholmere” og den slags. Lige nu søger Bornholm flere beboere, og kan vi være med til at øge interessen for at bo eller holde ferie på øen, så er vi glade,” siger Flemming Falk Hansen.
Positiv linje
”Vi har fra dag ét anlagt en mere positiv linje end andre medier herovre. Ikke sådan at forstå, at vi er lalleglade, men vores fokus har været at beskrive de mange gode sider, der er af Bornholm. Personfnidder, rygter og sladder eller forfølgelse af folk, der allerede ligger ned – den slags går vi uden om,” slutter den bornholmske mediemand, der også er med til at fremstille øens store turistmagasin ”Magasinet Bornholm” og også har interesser i filmselskabet Hyæne Film, der har modtaget flere priser for dets produktioner.
På Bornholm finder man TV2, DR, Bornholms Tidende og to onlinemedier, herunder Bornholmnyt.dk samt en række Facebookgrupper.