Kære Gud, giv mig at kunne se, som du ser!
For nogle år tilbage blev jeg med lidt tid imellem opereret for grå stær på begge mine øjne.
Jeg husker fra barndommen, hvordan jeg, som den forsagte og forsigtige pige jeg var, afslørede, hvor dårligt et syn jeg havde, fordi lærerne kunne se på min mimik, at jeg ikke kunne se, hvad der stod på tavlen. Jeg har haft stærke briller, siden jeg var 11 år.
Jeg har været utrolig meget nærsynet, indtil jeg altså fik et nyt syn efter min grå stæroperation.
Pludselig kunne jeg se rigtig godt, og jeg må endda køre bil uden briller, så godt ser jeg nu. Jeg bruger kun læsebriller, men har beholdt brillerne for et syns skyld.
Jo, jeg ser godt, men helt ærligt – ser jeg mon mine medmennesker og deres behov?
Skal jeg kunne det, hjælper det jo ikke med en operation. Det kræver i stedet en tilstedeværelse og et nærvær. Det kræver en opmærksom væren, hver gang jeg møder et menneske.
Jeg bruger ikke AI særlig meget – og slet ikke i klummer, men sjovt nok svarede AI, da jeg skrev:
”Hvad betyder vores øjne i mødet med andre mennesker?
Og svaret kom prompte og lynhurtigt:
”Vores øjne er det vigtigste kommunikationsværktøj i mødet med andre mennesker. De fungerer som en social lygte, der skaber øjenkontakt, regulerer nærhed og udveksler ubevidste følelser som glæde, usikkerhed eller interesse.”
Det er så typisk et robotsvar – så teknisk og aldeles upersonligt. En social lygte?
Et gammelt ordsprog siger: ”Øjnene er sjælens spejl”.
Når vi møder et menneske, ser vi jo – hvert fald i vores kultur – ind i det andet menneskets øjne og aflæser en hel del.
Enten bliver vi tiltrukket eller frastødt af vedkommende. Vi kan læse rigtig meget om, hvordan det menneske har det. Fuldstændig som andre kan læse i vores øjne, hvordan det står til hos os.
Ikke så sært at Bibelen også taler om øjnenes værdi og funktion.
F.eks. hvis vi læser i Salmernes bog i Det Gamle Testamente kap. 17 vers 8 – 9:
”Vogt mig som din øjesten,
Skjul mig i dine vingers skygge
For de ugudelige, som øver vold od mig,
For mine fjender, som i had omringer mig.”
I 5. Mosebog kap. 32 vers 10 står der om Israels folk, at Gud Herren ”holdt øje med det, at han passede på det som sin øjesten”.
Vi fornemmer tydeligt meningen. Vi er Guds elskede børn, og når han ser os, så lyser han op, for han ser sit eget billede i vores pupil. Vi tilhører ham, og vi ligner ham. Vi er skabt i Guds billede.
Selve udtrykket stammer nemlig fra beskrivelsen af vores øjnes pupil.
De fleste af os kan så heller ikke glemme Peter Malberg, som i filmen ”Flintesønnerne” synger ”Du er min øjesten, en bette dejlig en er du”.
”Du er min øjesten” betyder: Du er det allerbedste, jeg har. Du betyder alt. Du er dyrebar, og ingen kan erstatte dig. Jeg ville være blind uden dig.
Det er så stærkt. Det er så velgørende. Tænk vi betyder så meget for Gud! Han vil slet ikke undvære os!
Peter Malberg synger sin sang, mens han sidder med et lille barn i sine arme, og de to ser på hinanden. Barnet, husker jeg, havde store, skønne øjne, som netop lyser op ved synet af denne gamle mands forelskede øjne. Fokuseret som han er på sin ”øjesten – en bette dejlig en er du”.
Da Jesus gik omkring blandt folk i Israel. Ser vi ham rette sine øjne på mennesker, som ingen andre ville se på.
Vi har beretningen om den gamle kone, som lagde alt, hvad hun ejede i templets indsamlingsblok. Jesus så hende. Alle andre havde ikke fået øje på hende.
Jesus fæstnede sine øjne på den kvinde, som var ved at blive stenet, fordi hun havde været utro. Han så ikke på hende med fordømmende øjne. Hans øjne mødte hendes øjne med kærlighed.
Jesus så de spedalske, som ingen ville røre ved, eller se på. Man veg til siden, når den spedalske råbte: ”Jeg er uren, jeg er uren!”
Jesus så dem, og han rørte dem og helbredte dem.
Jesus så den bedrageriske tolder, som misbrugte sin magt og tog en stor portion skattepenge og lagde i sine egne lommer, men Jesus så ham. De fik øjenkontakt, og Jesus sagde ganske kort: ”Følg mig!”
Jesus så op i træet, hvor tolderen Zakarias gemte sig. Han var bange for de folk, som han havde snydt, men Jesus så ham og kaldte ham ned med ordene: ”I dag vil jeg være gæst i dit hus!”.
Resten af den store menneskemængde ville ikke aldrig have været gæst i hans hjem. De foragtede ham og på en måde med god grund, men Jesus fik øje på ham oppe i træet, hvor han skjulte sig sammen med byens børn, (forestiller jeg mig).
Fælles for dem alle var, at de var foragtet af resten af befolkningen, men Jesus var anderledes. Han mødte dem med sit blik.
Nu var det ikke bare Israels folk, som var hans øjesten. Nej, Gud ske tak og lov.
Nu er vi alle hans øjesten. Vi er elsket betingelsesløst på trods af vores opførsel, livsstil, vores svigt, vores foragt for andre.
Det er ufatteligt. Det er bestemt ikke efter fortjeneste.
Du og jeg er elsket af Jesus.
Han gik sågar i døden for os for at vise os sin kærlighed. Han gjorde det for at tage byrden af synd og skyld af vores skuldre.
Han gjorde det, så vi kan se Gud i øjnene den dag, vi skal herfra vores jordeliv.
Han kom, så og han sejrede – for vores skyld!
Hav en rigtig god søndag.
Lad os ved Helligåndens kraft elske, som Jesus elskede os, og som han elsker os i dag.
Vi er kaldet til at elske – også dem, vi ikke naturligt ville elske!
Lad os se, som Jesus ser. Bruge vores øjne i kærlighedens tjeneste.
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
Pens. sognepræst
