.jpg)
Jeg har skrevet klummer så længe nu, at jeg ved, at jeg risikerer at fortælle de samme historier fra mit liv igen og igen. Det håber jeg, I finder jer i. Jeg kan så ikke kritiseres for at sige eet i dag og noget helt andet i morgen.
Jeg husker en tog tur fra København til Thisted. Meget lang tid, ja, flere timer sad jeg overfor en ivrigt strikkende dame. Vi sad bare tavse overfor hinanden.
Ind imellem sad jeg diskret og betragtede damen overfor mig. Tænkte på, hvad hun mon indeholdt? Hvem skulle hun mon besøge? Vi sad i en kupe helt alene to.
Pludselig tudede toget. Nu var der intet at se udenfor. Tågen havde lagt sig tæt og tykt over landskabet.
Pludselig sagde damen:
”Ja, engang kørte min mand og jeg i tåge, og vi var tæt på at blive kørt ned af toget, som pludselig dukkede op i en ubevogtet jernbane overgang, men der var en engel, der blev klemt!”
Jeg vidste øjeblikkelig, hvad hun mente, og vi fik pludselig snakket samen. Det viste sig, vi havde meget tilfælles. Ja, det viste sig, at vi havde fælles bekendte, og næste dag mødte jeg damen i Thisted kirke, hvad slet ikke undrede mig. Jeg ærgrede mig over at have siddet mange timer overfor en dame, som jeg nemt kunne have underholdt mig rigtig godt med i alle de mange timer. Hvor kan man da snyde sig selv ved at krybe i skjul indeni sig selv og sine egne tanker.
Sidst jeg fortalte om denne dame, var vist i en klumme om engle, men i dag er temaet det fællesskab, som vi alle er skabt til at være en del af. ”Det er ikke godt for mennesket at være alene”, siger Gud Herren i 1. Mosebog kap. 2 vers 18.
Jeg fandt forleden en personlighedstest på nettet, der viste, at jeg i grunden er introvert. Dvs. jeg kan have en tendens til ikke at være det udadvendte menneske, som de fleste måske tror, jeg er. Jeg kan være begge dele. Jeg har øvet mig i at snakke med alle, men jeg skal tage tilløb for at gøre det.
Jeg har veninder, som er drøngode til ganske naturligt og spontant at komme i kontakt med vildfremmede mennesker. Jeg holder mig mere tilbage, men sagen er, at Gud ønsker, vi skal være i et fællesskab, at vi skal nyde og lære af andre mennesker, at vi skal tage del i det fællesskab, som ikke mindst kirken, men også vores samfund har så megen gavn og glæde af. Vi snyder os selv, hvis vi lukker os inde i os selv. Vi er skabt til fællesskab – selvfølgelig med nødvendige pauser med stilhed og egen fordybelse.
Kan man ikke være lige så god en kristen helt alene? Behøver man, hvis man er troende eller søgende, absolut at stræbe efter at komme i et fællesskab i en kirke?
Jeg tror, der sidder mange kristne rundt omkring i vores land, som ikke ser det nødvendigt at være med i kirkens fællesskab, og jeg tror, at Gud elsker dem og kender dem lige så godt, som han elsker og kender os, som søger kirken. For nogen er det svært at komme i gang med kirkegangen.
Men jeg er til gengæld overbevist om, at man snyder sig selv for en ganske særlig velsignelse, som et kristent fællesskab kan give en, og et kirkeligt fællesskab går glip af din eller min tilstedeværelse og går glip af de gaver, som Gud har givet netop dig/mig til brug også i søndags menigheden, men også i den verden vi alle bagefter skal sendes ud til.
Kirken er Guds tankstation, hvor vi får kraft og styrke til at leve, men det skal bestemt også siges, at der er åndelige tankstationer i vore egne hjem, når vi har brug for at blive fornyet der. Der er bare noget ganske særligt ved at være sammen om at takke Gud for livet, og der er fred at finde.
Jesus talte om, at han er vintræet, og at vi er grenene. Vi havde i en tidligere præstebolig et vintræ, som producerede en masse dejlige druer, men det var selvfølgelig kun de grene, som sad naturligt fast på vintræet, som var fyldt med de dejligste og sødeste druer. En gren, der ligger for sig selv, bærer ikke frugt. Den kan se grøn ud et stykke tid, men visner så hurtigt.
Rammer det så ikke den eller dem, som af forskellige grunde ikke kan komme i kirkens fællesskab?
Det skulle man tro, men vid, at du er stadig en del af fællesskabet, og du kan være med i dine tanker, i fællesskabet omkring TV eller radiogudstjenesten, og i din bøn derhjemme kan du bede for den kirke, som du så gerne ville have været i netop da. Bed for menigheden, for kirkens præster og ansatte, hvis du ikke kan være med. Men husk: Der er også kirke i hvert et hjem. Kirke er, hvor Gud er!
Bibelen bruger også et andet billede på det fællesskab, som han ønsker at skabe i den verden, som i den grad har brug for håb, lys og kærlighed.
Paulus taler varmt om det faktum, at Kristus er vores hoved, og vi er hans lemmer, og at hver del af den krop har hver sin opgave og hver sin funktion. Der er derfor ingen, der skal føle, at de ikke betyder noget i det fællesskab, som kirken er. Der er ikke grund til misundelse, og glæd dig over de mange forskellige mennesker, du møder, som du måske ellers aldrig ville have mødt eller have været sammen med. Når vi mødes, er Jesus Kristus vores midtpunkt, og vi har hver vores gave at bruge i det fællesskab.
Det er kirke, og den kirke eksisterer ikke bare søndag formiddag, men når vi går fra kirken og har fået fyldt på rent åndeligt af Guds Ånd, Guds ord og af den mad, som vi får i nadveren, så sendes vi hver især ud i verden med Guds kærlighed, omsorg, tilgivelse, frelse – også i vores hverdag er vi kirke.
Da jeg boede et år i London, kom jeg i en kirke, og når én var syg og på hospitalet, sagde vedkommende bagefter, og så kom der en fra kirken og besøgte mig, og det var, hverken præsten eller en kirkeansat vedkommende mente. Kirken var et fællesskab, så den besøgende var en repræsentant for kirken – hospitalsstuen var i det tilfælde Guds kirke.
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Fhv. sognepræst
