Vær med til at skabe fremtidens vandkulturhus

VANDLIV: Der er stiftende generalforsamling for foreningen Bornholms Vandkulturhus  – alle er velkomne

Bornholm kal have et nye vandkulturhus. (Arkivfoto)

 

Foreningen Bornholms Vandkulturhus inviterer til stiftende generalforsamling tirsdag 3. december kl. 16.30 på Rønne Bibliotek, hvor alle med interesse for Bornholms nye vandkulturhus er velkomne.

Her kan man møde folkene bag projektet, og høre om de omfattende undersøgelser og workshops, som har lagt fundamentet for det kommende vandkulturhus.

Samle bornholmerne
Bornholms Vandkulturhus ønsker at samle bornholmerne omkring en fælles vision – et moderne, indbydende og bæredygtigt vandkulturhus på Nørrekås i Rønne, som tilbyder noget for alle, uanset alder og niveau.

Visionen er ambitiøs: At skabe et samlingspunkt for både indendørs og udendørs vandaktiviteter, som dækker alt fra svømning, vandgymnastik og genoptræning i varmtvandsbassin til udendørs aktiviteter som havkajak og havsvømning og meget mere.

Søger medlemmer
Foreningen søger medlemmer, der vil støtte op om at føre visionen ud i livet og derigennem sikre, at Bornholm får et vandkulturhus, der lever op til lokale ønsker og behov. Med en unik placering i Rønne vil vandkulturhuset bidrage til byens og øens liv og tiltrække både lokale og besøgende, som ønsker at nyde Bornholms naturskønne omgivelser på en ny måde.

 Bag projektet

Idéen om at etablere Bornholms Vandkulturhus har været under udvikling siden 2018. Projektet har modtaget betydelig økonomisk støtte, senest 250.000 kr. fra Brdr. E., S. & A. Larsens Legat, som blev bevilliget i denne uge.

Foreningen har også modtaget 2 x 150.000 kr. i 2024 fra Bornholms Brand og Sparekassen Bornholms Fond. Tidligere har Larsen Legatet, Sparekassen Bornholms Fond og Bornholms Brand støttet med samlet 550.000 kr., som blandt andet er blevet brugt til workshops og en behovsanalyse udført af KHR Architecture.

Denne analyse danner i dag fundamentet for projektets udvikling. Kommunens politiske støtte har også været afgørende – BRK har reserveret 15 mio. kr. til et nyt svømmeanlæg i budgetåret 2027 og har desuden reserveret “Trekantsgrunden” på Nørrekås til projektet frem til 2028.

Arbejdsgruppe
En geoteknisk undersøgelse har bekræftet, at byggeri er muligt på grunden. Projektet har fra starten lagt vægt på inddragelse af lokale aktører gennem workshops og dialogmøder med Ældrerådet, Ungerådet og Rønne Byforening. Derudover har der været en god og konstruktiv dialog med både borgmester Jacob Trøst og tidligere samt nuværende fritid, kultur og lokalsamfundsudvalg, som har bidraget til at sikre projektets fremdrift. Bornholms Vandkulturhus bygger derfor på et stærkt fundament af lokal opbakning, grundige analyser og en klar politisk retning.

Arbejdsgruppen bag består af følgende: Samantha Högstedt Terry, Maria Haugaard Barslund,Winni Grosbøll, Pernille Munch, Jonas Hansen, Klaus Vesløv og Thomas Bay Jensen.

Fik du læst?